En Gave her, min Hans! du fik,
Som vel i første Øieblik
Dig inderligt behager;
Thi Bogen smukt er bundet ind
I Glandspapir med gule Skind,
Dens Ydre dig indtager.

Dog (modsat Mandelens Natur)
Du Skallen sød, og Kiærnen suur
Af denne Frugt vil finde;
Og mensa, dominus, hic, hoc
Vil giøre dig det broget nok.
Du maa dig overvinde.

Thi naar du heller ud gad gaae,
Du sidde maa i stille Vraa,
Og læse paa din Lexe.
Dog ei om liden Tvang dig bryd!
Snart mærker du med megen Fryd,
At denne Bog kan hexe.

Et Eventyr du jo har hørt
Om ham, som blev i Bierget ført,
Blot ved et Ord at fatte;
Og nævned han det Trolddomsord,
Da Tryllebierget strax opfoer,
Og bød ham sine Skatte.

Her maa du sagtens lære fleer;
Men, Hans! hvad siger det saa meer,
Om du Fliden forøger?
Naar denne Bog du først forstaaer,
Da Nøglen pludselig du faaer
Til hundred andre Bøger.

Studeer da nu med al din Flid!
Tak Gud, du lever ei en Tid,
Som revser strengt for en Tøddel;
Hvor Barnet ikke længer fandt
I en utaalelig Pedant
Sin Afsky og sin Bøddel!

Men heller ei forføres du
Af dovne Lapseri, som nu
Kun følger Flaneskikken!
Ei til det Slette declineer,
Dig med det Gode conjugeer!
Saa veed du Grammatiken.