Digteren.
Sophienholm! hvi mørkner du din Himmel?
Hvi har din Sol den grønne Dal forladt?
Hvi rider Skyens Jothun paa sin Skimmel,
Og skygger Jorden med sin brede Hat?
Hvi ryster han de bruunliggrønne Blade
Med høstlig Susen over Markens Flade?
Fortiener Festen ei din Glands?
Hvi blegner da din Asterkrands?

Sophienholm.
Frygt ei! min Himmel skal sig ei fordunkle;
Tilgiv mig kun mit Morgensværmeri!
Den klare Sol skal atter funkle,
Min stille Tungsind svæver snart forbi.
Jeg tænker paa, hvad jeg maaske skal miste,
At denne Sommer muligt er den sidste,
Som skuer min Veninde her,
Og derfor skiælve mine Træer.

Digteren.
Umulig! aldrig Ida kan forglemme
Sin Ungdoms lykkelige Skov;
Her svæved hun, her har hun hjemme,
Her synger Fuglen hendes Lov.
Hid skal hver Fødselsdag hun ile,
Og Moderen i Møde smile;
Thi aldrig vil den danske Mø
Forlade Siællands Blomster-Ø.

Sophienholm.
Og hvis hun vil? Hvo veed, hvad Skiebnen bringer?
Hvo veed, hvad Tiden ruger i sit Sind?
Har Amor ei paa sine Skuldre Vinger,
Og er han ei for Andres Kummer blind?
Men om hun end ei langt fra Skoven reiser,
Min friske Bøgestamme kneiser
Dog ikke meer saa stolt at see,
Thi Skoven mistet har sin Fee.

Ei daglig hun de unge Blomster finder,
Som før, letsvævende med munter Aand.
Ei daglig meer en Krands hun binder
Af røde Roser med sin hvide Haand.
Ei Aftenskyggen længer skal fornemme
Ved Strængelegen hendes Stemme,
Ei Huset vinker meer saa skiønt,
Huldt rødmende bag Skovens Grønt.

Digteren.
I Grunden, kiære Holm! i Grunden
Poeten duer til din Trøster ei;
Thi hvad jeg snedig lægger dig i Munden,
Det, som naturligt, ogsaa føler jeg.
Dog veed du vel, at Egenkiærligheden
Bør jages Af Uskyldighedens Eden;
Forjag da nu enhver Bekymringssky,
Og lad din Phøbus straale klart paa ny.

Han straaler alt, den unge Dag har feiret,
Ei ryster meer af Kuld det spæde Straa;
Den tunge Taage svæver hen i Veiret,
Og Himlen hvælves atter blaa;
Og Harpens Toner, stille, blide,
Forkynde dig, Adelaide!
Den Salighed, det Livets Held,
Som du fortiener alt for vel.