Stolt blomstred Danmarks Land fra Arilds Tid,
Til Syden lød dets dierve Krigerhæder;
Dets Kæmper reiste sig til mandig Strid,
Naar Kongen bød til Valhals raske Glæder;
Og dobbelt elskovsfuld sin Arm, saa hvid,
Om stærken Beilers blodbestænkte Klæder
Den hulde Jomfru slyngte sødt og smilte,
Naar hiem i Elskovs Favn han atter ilte.

Men ikke blot med Skiold og Stang og Sværd
Gik Leirekongens seiervante Svende,
En elsket Skiald var ham bestandig nær,
Med Ild i Barm, Guldharpen kiekt i Hænde;
Og i den drabelige Heltefærd
Han lod sin Ild i Alles Hierter brænde.
Da funkled Øiet med en større Lue,
Da Skioldet klang, da maatte Fienden grue.

Og naar den store Stund var svundet hen,
Hvor Thor med Vellyst saae sin Yndling vinde,
Var Heltens Idræt dog ey svundet end,
Den evig stod, den kunde ey forsvinde;
Thi Skialden op den leve lod igien,
I et for Efterslægten helligt Minde.
Naar længst hensmulnet var de hvide Bene,
Stod Runen paa de stolte Bautastene.

Og Harpen var den rene Efterklang
Af alt hvad Stort der skedte rundt, saa vide;
Den raske Sanger høit i Hallen sang
For Kæmpen, naar ham lysted ey at stride;
Da qvad han altid ey om Sværdets Klang,
Men om den vene Møe, den Elskovsblide!
Om Gubbens Viisdom, Qvindens milde Sæder,
Om Dannerkierlighed og Venskabsglæder.

End blomstrer Danmarks skovindkrandste Strand,
Den faste Borg endnu med Tryghed kneiser,
End kruser kierligt sig det sølvblaa Vand,
Naar danske Søgut røden Vimpel heiser;
Og rede staaer den gode danske Mand;
Med Sværd i Haand han sig fra Arnen reiser,
Og venter trygt paa den, som fræk tør vove,
At kaste fiendtligt Blus i Herthas Skove.

Thi Danmarks Frederik, skiønt rig paa Fred,
Sig føler nordisk Drot, som Folkets Hyrde;
Først sildig han ved Elskovs Arnested
Aflæsser Dagens tunge, svare Byrde;
Vee da den Niding! som med lumske Fied
Sig nærmer, dyrekiøbte Roe at myrde;
Da blusser Blod af Skiold paa Heltens Kinder,
Og Fienden styrter hen med Hyl og svinder.

O Du! som føler Danmarks gamle Værd,
Som atter opvakt har dens Kæmpehære,
Som bød enhver af Dine Mænd, et Sværd
Til mandigt Forsvar ved sit Lend at bære,
Dig skulde Bragis Søn ey vorde kier,
Som lever ene for sit Danmarks Ære?
Nei, Fredrik! under Dine Vingers Skygge
Kan Harpens Sønner tye, og hvile trygge.

En nysudsprungen Blomstergreen sig hen,
Forvoven, om Din Hellebarde slynger;
Men Du vil ikke vredes over den,
Fordi til Dig den sig med Tillid klynger.
Uskiærmet kan den ey bestaae; thi hen
I Støv sig, uden Læe, dens Bæger tynger.
Lad da med store Krands den sig forbinde,
Og ydmygt sig i Dine Laurbær vinde!