At det er gaaet dig som mig, Veninde!
At denne Slud og disse kolde Vinde
Dit Ønske lokker tit til Syden ned,
At Kraften i de norske Marmor-Fielde
Du ønsker blandet med den Herlighed,
Der blusser frem i Sydens Blomstervælde;

Det kan vist ingen Dannemand fortryde,
Og meget mindre grusom dig forbyde,
At kunstigt i din Blomster-Urne du
En sielden sydlig Blomst med Glæde planter,
Naar Stormen raser her i al sin Gru,
Naar Livet fryser og Naturen skranter.

Snart svøber mørk og graadfuld Vinterdagen
Det store Liig ind i sit store Lagen,
Og Stormen orgler frem et Sørge-Chor;
Men lad Naturen rædsomt sig forvilde,
Du drager fra det sørgelige Nord,
Til Dantes Lund, Petrarcas varme Kilde.

Vester for disse skiønne blide Steder
Et Land sig strækker, som Naturen klæder
Med Purpurtepper, med Smaragd og Guld.
To Templer reiser sig i denne Zone,
Som Sanggudinden bygged elskovsfuld,
Eet for Cervantes, eet for Calderone.

En sielden sindrig Smed, Hefaistos Lige,
Høit i Germaniens udstrakte Rige,
En Sølver-Nøgle glat, med gyldne Lag,
Har smeddet til den ene Dør, Veninde!
Modtag den af din Ven, paa denne Dag,
Indflettet med en lille blaa Kierminde.