Du lange, laurbærkrandste Dreng!
som altid Lyren har i Hænde,
og klimprer paa den gyldne Streng,
fra Morgenen til Aftens Ende.

Hör hvad i Dödeliges Land
man pleier höit om dig at tale.
Der har man dog lidt meer Forstand,
end i Olympens Stadsesale.

Thi Pallas lever ikke meer
forklaret over Himlens Skyer;
localisert man hende seer
nu overalt i store Byer.

Sit Kiön hun snild forandret har,
men ei sin Mine kold og bister.
För hun en Amazone var,
nu er hun blevet en Magister.

Sit Spyd hun trylled til en Pen,
for en Paryk maa Hielmen glide;
Imperativet kom igien,
da hun bortslængte sin Ægide.

Og höit fra hendes lærde Boe
man hörer hendes Sönner raabe:
(hvis runde Tal er Legio,)
Apol du est en ussel Taabe!

Du spiller artigt, det er sandt!
men mangler reent Soliditeter,
og fylder Jorden kun med Tant,
med Fölelser og med Poeter!

Ifald, Apol! du er saa læg
og veed ei hvad solid betyder,
da er det det som skaffer Steeg.
Det Skiönne skaffer törre Jyder!

Solidhed kaldes det fordi
saalænge vi paa Jorden hinke,
saalænge dependere vi
af Gaasesteeg og Fleskeskinke.

Merkur, med Vinger paa tilforn,
nu med en Pose fuld af Tutter,
med Overflödighedens Horn
i Panden, Kiöbmands Attributter!

Merkur udraaber: De har ret!
Vor sande Svindsoet er Poeter.
Kan man i Riim sig spise mæt?
O ei engang i Hexameter.

Som dog til deres Profession
er skikket bedst, skiönt tit det vanker,
som Dyr af ringe Extraction,
paa sex vel lave Puselanker.

Og al Europa barsk og suur,
fra Iisland lige til Tyrkiet,
har samme Mening som Merkur,
den store Gud for — Tyveriet!

Hm! raaber Ceres stoltelig,
skiönt ikke just med sölvklar Tone;
hun her paa Jorden viser sig
som en forædt Forpagterkone.

Mon man kan plöie Agerland
med saadant Fias? Jo det har Hede!
Mon det til Torvet bringes kan
som Rug og Flesk, som Gies og Hvede?

Ja ganske sikkert! raaber ud
en Flok som önsker dig beskiermet;
hvis Hierter er ved Skiebnens Bud
smukt flyttet hen paa Kioleærmet;

Paa Leipzigs Messe dette Fias,
(ironice vi Navnet vælge,)
som Svinekiöd paa Uhlfeldsplads,
som Rug paa Gammeltorv, vi sælge!

Og see en Latter hæver sig
fra Lærd, fra Kiöbmand og Forpagter.
Og hvad der vil forsvare dig
giör at man dig kun meer foragter.

Kronion, som paa denne Jord
man som en kold Despot kan kiende,
om gudskelov ei i vort Nord
dog i Europas anden Ende;

Kronion siger: Pereat
Apol med sine Idealer.
De svare ikke til min Stat,
de due ikke for en Daler.

Fortuna, uden Kapriol,
paa Kuglen nu hun staaer ei gierne,
men sidder i en Lænestol,
med Slaaprok paa, med Baand og Stierne;

Fortuna gaber: Paa min Troe!
Apollo er jeg ei forbunden.
Han kan ei lade Folk i Roe.
Den Næsviis bruger altid Munden!

Thi stands, Apol! dit Klimprerie.
Din Daad foragtet er og luftig.
Ei tryller meer din Melodie,
dertil er Verden for fornuftig!

Lær noget, du har Tid endnu!
og Hoved mangler dig just ikke;
men smiil ei mere, hörer du!
til Sanggudindens fade Blikke.

Italiensk Bogholderie
er noget hvortil du kan trænge.
Dog tving dig ikke, du er frie.
Vælg selv, lad bare Harpen hænge.

En Videnskab lidt mere reen
maaskee dig bedre kunde smage.
Velan, udgrund de Vises Steen!
Bliv Philosoph paa gamle Dage.

Dog nei, den Vise blier bespist
saa slet som du, thi uvilkaarligt
kun Verden raaber: viist er viist!
og at det Daarlige er daarligt.

I sulte begge en Duet,
I begge viist og dumt crepere.
Nei vil du leve, lær da ret
at præke, dömme og curere!

Dog raad dig selv. Bliv lav, bliv stor,
naar hvad du er kun ei du bliver.
Du trives ei paa denne Jord,
hvis Lyren du ei sönderriver!