I den store snevre Stad
Gik en Yngling lidet glad,
Aftenen var taaget, mørk,
Byen tyktes ham en Ørk.
Fra sin Barndom var han vant
Høit paa Fieldets steile Kant
I en gammel Borg at boe,
Hvor ham Solen aarle loe,
Og hvor langsomt ned den gik,
Med sit skiønne Purpurblik.

Ynglingen var from og klog,
Vel belæst i mangen Bog,
Leved med sin Fantasi
I den Tid som var forbi;
Kiendte vel af gamle Skrift
Mangen Helt og hans Bedrift;
Ønskte sig paa Livets Vei
Heltelivet, fandt det ei;
Derfor kasted han Foragt
Paa sin Tid, som uden Magt.

Nylig han til Staden kom,
Utilfreds han seer sig om.
Nu, da Solen daler ned,
Voxer hans Urolighed.
Hist i Gaden, lang og stor,
Staaer han harmfuld, uden Ord;
Stirrer ned ad Huses Rad,
Hiertet svulmer fast med Had:
'Hvilken Rede! Hvilket Skiul!
Kiærneløs, ormstukken, huul!'

Som han monne saadan staae,
Ham en kraftig Olding saae,
Hørte hvordan han udbrød
Heftig, over Nutids Død,
Stolt af Oldtids Helteliv,
Fantasiens Tidsfordriv;
Sammenligned tusind Aar
Med Imorges og Igaar;
Noahs Ark og Paradis,
Med et Skuur, et Birkeriis.

Oldingen, som snart indsaae
Hvad den Unge tænkte paa,
Hilste ham og yttred: 'O
Jeg er af den samme Tro!
Har som du det Svundne kiær.
Hvad er imod Hisset, Her?
Naar for Krøniken man staaer,
Skuer paa de svundne Aar,
Paa sit eget Øieblik —
Hvilken bitter Malurtdrik!

Hvilken Forskiel! Hist en Krands
Af Bedrifters Stierneglands;
Alt som Tiden kommer nær,
Taber sig det skiønne Skiær.
Vidt adskilt, i taaget Nat,
Brænder enkelt Stierne mat,
Røgindblandet, kummerlig,
Magtløs at begeistre mig.
Fuldeligt, som naar vi see
Ned i Gadens Lysallee.'

Ynglingen gav Manden Ret:
Ha hvo vilde nægte det?
Oldingen med Værdighed
Gik med ham ad Gaden ned;
Og da endelig de vandt
Langsomt mod den anden Kant,
Tog den Gamle, mild i Aand,
Unge Sværmer ved sin Haand,
Vendte ham og sagde: 'Nu
Staaer i Stiernekrandsen du.'

Og den Unge: 'Nei, o nei!
Krandsen er der længer ei.
Vidtadspredt i taaget Nat
Brænder enkelt Lygte mat.
Hist hvor jeg udgiød mit Had
Funkler nu den lyse Rad.' —
'Skade vi ei saa formaae
Tiden at tilbagegaae!' —
Svared, med et venligt Blik,
Gubben, hilste ham, og gik.