Ormen laae paa salten Bund i Havet,
Strengt i Dybets Fængsel avet,
Bag Steenplanterne begravet.

Over ham flød fri og dristig Hvalen,
Men i mørke Bølgedalen
Beed han slugen sig i Halen.

Tæt besat med Brusk og Knokkelringe
Kan han dog ei Bugten tvinge,
Kan ei hæve skællet Bringe.

Lumsk han maa bag vaade Planter dukke,
Søvnig maa han Øine lukke,
Dybet tidt har hørt ham sukke.

Vandet dækker for ham Himlens Buer.
Som en Biørn paa Labben suer,
Bider Stierten han, og truer.

Musling, Østers som ei Pladsen vrage,
Sætte sig i Bankers Kage
Som et Skiæg om Ormens Hage.

Med sin Krop han knuger vaade Kyster:
Vandet stiger, Jorden ryster,
Nastrondsdybet sig forlyster.

Glædens Lue frem af Hekla vælter;
Røden Sod, som Stenen smelter,
Størkner sig til Biergets Bælter.

Vandet slaaer i Ormens Mankelokker.
Som han ligger nu og rokker,
Og forventer Ragnaroker,

Aabner Øiet paa venstre Side
Vender ud det fæle Hvide:
Maddingen han seer nedglide.

Tyrens Hoved ham i Møde svæver,
Dorsk sin Hovedknub han hæver,
Hungeren at stilles kræver.

Om den skarpe Krog, om stærken Anker
Bider døsig han i Tanker
Med de haarde Gummers Planker.

See, da trækker Thor i Meigingarder.
I de sorte Ganens Barder
Bider Hægten, som en Parder.

Ormen føler draget op med Vælde
Panden, mosbegroet af Ælde
Fra sin Afgrunds dybe Fielde.

Stærkt han knuger sig med faste Bugter,
Ankeret med Gift befugter;
Men hans Kæmpen Intet frugter.

Asa-Thor en Fisker er med Kræfter,
Ormen med opladne Kiæfter
Give maa for Styrken efter.

Hovedet sig hæver over Vandet:
Gysen giennemfarer Landet,
Bølgen blander sig med Sandet.

Som naar Nastrond aabner sig, og brænder,
Høit i Sky han Svælget vender
Med de lange Huggetænder.

Høire stort, og lidet venstre Øie,
Ringene sig farvet bøie,
Som paa smidig Pandsertrøie.

Kiæven gaber. Med den svulne Gane
Dragen efter gamle Vane
Galer, som en Kæmpehane.

Luften bliver qvalm af Svælgets Tørke.
Da den Gud, som Helte dyrke,
Først iførte sig sin Styrke.

Spændte mere fast om Lænd sit Bælte;
Baaden truer med at vælte,
Herlig steg den Gud for Helte.

Fiernt i Sky sit Hoved op han hæver,
Rykker til — og Ormen bæver,
Blodet strømmer af dens Kiæver.

Baaden brister; med sin Fod paa Bunden
Thor har atter Fæste funden,
Trækker Ormens Ryg fra Grunden.

Slangen brøler, Øiet blodigt flammer.
Auka-Thor med løftet Hammer
Truer Niffelheim med Jammer.

Da nu Jetten saae den store Fare,
Tænkte han: 'Jeg maa bevare
Kryberen for Biergets Skare.

Er ei spaaet, at den skal dæmpe Kraften?
Asa-Thor den sidste Aften
Daane skal for Eddersaften.'

Da den lumske Trold med Ulverynker,
Ræd, fordi alt Baaden synker,
Og fordi den Fangne klynker,

Tog sin Daggert frem, det skarpe Værge,
Som i Nordens dybe Bierge
Smedded ham de kloge Dverge;

Gav sig til paa Bæltets Snor at file -
Da sank Miølner tyve Mile
Ind i Slangen med sin Kile.

Havet mørknes, Graneskoven ryster,
Kaster Løv paa sine Kyster;
Asa-Heimdal sig forlyster.

Grønt i sorte Skyer brændte Buen.
Heimdal stod paa Farveluen,
Gladforbauset ved sin Skuen.

Regnen pidsked, Thor i Skyen lyned.
Solens Øie, glad ved Synet,
Stak giennem Taagebrynet.

Asa-Thor sin Hammer atter hæved.
Da den fule Jotun bæved,
Ormen lydt sin Redning kræved.

Jettens Staal kan ikke Bæltet tvinge;
Da med Svømmefinners Vinge
Pladsker han til Ormens Bringe,

Filer med sin Kniv paa Jernet selve -
Heimdal maa paa Buen skiælve,
Himlen maa sig kulsort hvælve.

Jernet brister, Ormen synker atter.
Da sang Asa-Lokes Datter
Høit sin Seierssang med Latter.

Jetten flygter i sit Bierg paa Landet.
Thor til Bæltet gaaer i Vandet,
Kalder Niffelheim forbandet,

Skummer, vader i de salte Bølger
Ei Forbittrelsen fordølger,
Dybet han med Lyn forfølger,

Haaber, han har Slangen Døden givet;
Men den smutter under Sivet,
Daaner vel, men redder Livet,

Hæver atter Kammens Bølgelokker,
Ligger paa sin Steen og rokker,
Og forventer Ragnaroker.

Opbragt kaster Thor sin Hammer efter -
Næbbet sig i Skællet hefter.
Ha, de skiønne spildte Kræfter!

Uden Hammer Thor maa gaae tilbage.
Miølner under skiægget Hage
Skiuler sig paa fælen Drage.