Et Sagn, fuld værd at høre,
Med gamle Runer staaer;
Laaner mig eders Øre,
Mens jeg Guldharpen slaaer!
Hvad i de mørke Skrifter
Er sat med sindrig Hu
Om Asernes Bedrifter,
Det vil jeg tolke nu.

Om Guders Færd mod Jetter,
Om deres lange Tvist
Og Kiærligheds Idrætter,
Om Asa-Lokes List,
Om Valhal vil jeg siunge,
Om Thors Bersærkergang.
Nu kommer, Gamle! Unge!
Og lytter til min Sang.

Det melder en gammel Sanger,
Hvad nu I høre faaer:
Et Land er nævnt Thrudvanger,
Deri en Hofgaard staaer;
Dens Lofte paa Piller ruge,
Af Sale er Huset fuld:
Fem hundred, fyrgetiuge,
Og vel beklædt med Guld.

Søer og grønne Volde
Er trindt om Gaarden lagt,
Med kobberrøde Skiolde
Er hele Huset takt.
Det Kobber kan man skue
Fra Jordens dybe Dal;
Høit straaler i sin Lue
Den lyse Kæmpesal.

Der boer den Gud for Krige,
Den stærke Asa-Thor.
Næst Odin, kan man sige,
Er han meest høi og stor.
Han styrker bolde Helte
Alt med sin Manddomsaand;
Om Lænd han har et Bælte,
Staalhandske paa sin Haand.

Miølner, hans tunge Hammer,
Er dog hans bedste Skat;
Hvorhelst med den han rammer,
Der følger Døden brat.
Naar Bæltet han griber efter,
Og giorder om sin Lænd,
Da voxe svart hans Kræfter
Vel fremfor alle Mænd.

Af Aser overvundet,
Fra Dagens Lys forstødt,
Til Biergets Mørke bundet,
Hvor Alt er koldt og dødt,
Utgarde-Lok' i Lænker,
Den Jetters fule Drot,
Paa Hevn der evig tænker
Udi sit Fængselsslot.

Thi drog han til den Ende
Til Upsals Helligdom;
Han slukte Offrets Brænde,
Og rev de Altre om.
Hofgoder der mon stande,
Dem slog han ned for Fod,
Og drak af Hovedpande
Det fromme lunkne Blod.

Da Odin brat erfared
Den fule Idræt nu,
Da snarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
I Hast han sammenkaldte
De Aser til et Raad,
Og lydeligt fortalte
Utgarde-Lokes Daad.

Da nu de Aser hørte
Den Kæmpes onde Spil,
Sig deres Indvold rørte,
Og deres Blod blev Ild.
Enhver af Hevn mon tørste
Ved hvad der nys var hændt;
Til Jotunheimens Fyrste
Han bad at vorde sendt.

De Guder brat mon haste,
Dog stærkest higed Thor.
Da bød dem Odin kaste
Guldtavel over Bord;
Men først om trende Dage
Bestemte han den Tid,
At Ingen skulde drage
Med Harm iilsindet did.

Til Bords da Hver sig satte
Med Higen i sit Sind.
Thors Tanker var saa bratte,
Han støtted Haand mod Kind.
Man saae ham længe grunde;
Den Herre tænkte paa,
Hvorledes bedst han kunde
Den Jotun straffet faae.

Den asianske Herre
Med staalbeklædte Bryst
Tidt spænder for sin Kærre,
Har til at age Lyst.
De Bukke frem han kalder,
Ud af den lune Stald.
Naar Kærren vældigt gialder,
Det kaldes Tordenskrald.

Den er vel Loke nævnet
Blandt asianske Mænd,
Som ofte did er stævnet
For Asketræet hen.
Dannis er han tilsyne,
Men Falskhed er hans Skik;
Under hans Øienbryne
Har han et listigt Blik.

Stor Snildhed er ham skienket;
De asianske Mænd
Haver han ofte krænket,
Og frydet tidt igien.
Heel pyntelig i Tale
Er han, og snild i Ord.
Han sad i Odins Sale
Paa Bænk med Asa-Thor.

De vene Valhals Piger
Med Kinden rosenrød
Da rakte hver en Kriger
En Drik saa saare sød.
De største Horn udstukke
De understærke Mænd.
Thor ledte sine Bukke
Da brat for Kærren hen.

Med Søm han fast mon nagle
Guldskoe til haarden Hov;
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærken Bov,
Tog saa i Haand sin Hammer,
Bød Loke fare med.
Der gnistred Ild og Flammer,
Saa hardt de foer afsted.

Ned ad den hvalte Bue
Da kiørte Auka-Thor;
Der stod en Rosenlue
Langs med de brede Spor.
Heimdal i Hornet stødte,
Da Kærren forbi ham gik;
De syv Jomfruer mødte
Gud Thor med milde Blik.

Da saae man dybt fra Jorden
Et svart og bistert Syn;
Det buldrede med Torden,
Det glimtede med Lyn.
Guldkærren som en Svane
Da skilte Skyen ad.
Den høie Jotunbane
Deri med Loke sad.

Meldte da Loke fage,
Bestandig arg i Hu:
'Har du ei Lyst at drage
Til Jotunheima nu?
Dig brænder ingen Lue,
Af Styrke har du nok;
Lyster dig ei at skue
Engang Utgarde-Lok'?

Hvo veed, om hist du vinder
Udi det Tærningspil?
At staae for barske Fiender
Skal Mod og Styrke til.
Hvo iblandt Aser kneiser,
Som du, i Kraft og Aand?
Jeg tænker: bedst du reiser
Da did paa egen Haand.'

Da svared Thor hiin stærke,
En helt saa gram i Strid:
'Paa vore Pandsersærke
Ei kiendes Sværdebid.
Min Hielm har ingen Skrammer,
Den trodser Jernets Vold,
Og hvor min Miølner rammer,
Der styrter Dverg og Trold.

Min Fader Alting skuer,
Ham bør sig største Priis,
Hans Øie kraftigt luer,
Hans Aand er saare viis.
Dog kan vel Thor sig raade;
Det er min Stoltheds Gift,
At takke Odins Naade
For hver forundt Bedrift.'

Kiørte hen den bolde Herre,
Den stærke Asa-Thor,
Med Loke paa sin Kærre
Ned ad den grønne Jord.
Smaafugle sang paa Qviste,
Sig bøied de smekkre Træer,
Ret ligesom de vidste,
At Valhals Gud var nær.

Roser og smaae Violer
Da falmed for hans Blik:
Den spæde Blomst ei taaler
Saa svar en Luedrik.
Sig deres Kalke lukked
Langs ad den stolte Vei;
Det var ret, som de sukked,
Fordi han saae dem ei.

Da monne Solen dale,
Dens røde Straaler veg;
Over de Bølger svale
Den gule Maane steg.
Forbi to Kæmpehøie
Da kiørte den Herre mild;
Der smiilte først hans Øie
Med en lemfældig Ild.

De Skyer sig monne flytte
Saa graaligt, langsomt frem.
Da kom de til en Hytte,
Det var en Bondes Hiem.
Thor fra sin gyldne Kærre
Da fordred Nattely.
Bonden giensvarte: 'Herre!
Det vil jeg strax dig flye.'

Traadte med venligt Øie
De Kæmper ind fra Toft;
De maatte dybt sig bøie
For Husets lave Loft.
Der sad den Bondes Qvinde,
Hans Dotter gik paa Stand
Under de høie Linde.
Hun var en Lilievand.

Den Bonde sig monne neie
Med Qvinden drøvelig;
Han sagde: 'Vi kan ei pleie
Jer, som det burde sig.
Nødtørftighed os tvinger
At æde Jordens Rod.'
Da bød dem Miølners Svinger
At have freidigt Mod.

Den stærke Jotunbane
Fat om sin Hammer tog,
Alt efter gammel Vane
Han sine Bukke vog.
Qvinden da Dugen bredte,
Hun var i Hu saa glad,
Mens Loke tilberedte
Saa qvægelig en brad.

De er vel værd at høre,
De underfulde Ord:
De Bukke rundt kan kiøre
Kring Jorden Asa-Thor;
Til Nadver han dem føder,
Kaster Skind og Been i Vraa:
Naar aarle Solen gløder,
De atter karske staae.

Da kom fra grønne Skove
Den Dreng med Qvist og Green.
Loke de fede Bove
Da stak paa skarpen Teen.
Midt udi Bondens Stue,
Alt paa de Fliser smaae,
Brændte den muntre Lue,
Heel lystigt ud det saae.

Et Fad ei Bonden eied
Udi sin hele Vold;
Thi lagde, som han pleied,
Gud Thor sin Steg i Skiold.
De fede Gedebukke
Da trøsteligt de nød.
Det Blod som kom i Krukke,
Var bleven liflig Miød.

Da Nadveren var til Ende,
Var Auka-Thor ei seen,
Han Skindet ud mon spænde,
Der skulde kastes de Been.
Bondens Smaadreng behænde
Da vilde sin egen Tarv:
Han brød et Been i tvende,
Og aad den stærke Marv.

De Fugle qviddred glade
I aarle Morgenstund.
Da klædte de sig i Plade
Alt efter korten Blund;
De Vaaben de monne hærde,
Bandt Skinner om Arm og Been,
Og sleb de blanke Sværde
Paa haarden Hvæssesteen.

Da var det først, tilfulde
Man Drengens List fornam:
Bukken, som trække skulde,
Var udi Hoften lam.
Da Thor mon Læben bide,
At lee ham ikke lysted;
Knoklerne bleve hvide,
Saa haardt han Miølner krysted.

Hans Sener stærkt sig spændte;
Jeg siger det for sand,
Det Hvid' i Øiet udvendte
Den understærke Mand.
Sit Bryn han dybt lod synke,
Ret som den vrede Biørn.
Da maatte man vel ynke
Den Bonde med Viv og Børn.

De Varsler var heel onde,
Den Nød var saare stor.
Neied den usselig Bonde
Sig dybt for Asa-Thor,
Bød ham Alt, hvad han aatte,
For Drengens onde Værk.
Da smile vel han maatte,
Den rige Kæmpe stærk.

Han ynktes ved den Qvide,
Ved Bondens store Nød;
Hans Miner blev heel blide,
Han op ham stande bød.
Han sagde: 'Vil du mig give
Din Søn og Dotter bold,
Da skal de hos mig blive,
Og føre Stang og Skiold.'

Da maatte sig vel glæde
Den Bonde af ganske Hu.
I Staal og Pandserklæde
Dem Loke førte nu.
Thialf' og Roska liden
Ei deres Glæde dulgte;
Bestandig trofast siden
Den stærke As de fulgte.

Thrudvangers stolte Herre
Drog frem med freidigt Mod;
Hans Bukke med hans Kærre
Til des hos Bonden stod.
Til Jotunheim at vanke
Lysted den stærke Mand.
Droge de Kæmper ranke
Da mod Troldkæmpe-Land.

Det kan jeg fuld vel sige:
Thialf' blev en Helt saa god,
Han var en Kæmpes Lige
I Førlighed og Mod;
Det voldte stærken Spise.
Dertil var han heel klog,
Thor monne høit ham prise;
Han bar den tunge Brog.

Roska, den vene Søster,
Vel havde Freias Maal;
Om hendes trinde Bryster
Sig hvælved blanken Staal.
Som ingen Mø i Thule,
Hun smiilte kiæk og huld;
Over de Lokker gule
Bar hun en Hielm af Guld.

Med megen Larm og Bulder
Gud Thor i Kobber gik,
Med Miølner paa sin Skulder,
Med Fasthed i sit Blik.
Loke var ei betynget,
Med lette Skridt han gled,
Hans sorte Lok sig slynged
Ad hvide Brynie ned.

Som nu de Kæmper gode
Sig rask afsted begav,
Da pludselig de stode
For et vredladent Hav.
De stolte Bølger skummed,
Og rørte hviden Bund;
Vredeligt Ægir brummed
Huult fra sin sorte Grund.

I dybe Klippehaller
Sidder den Herre svar,
En Krone af Koraller
Han om sin Tinding har.
Han styrer Bølgen dunkel
Med sin Baadshage-Stang,
Besat med klar Karfunkel.
Hans Haar og Skiæg er Tang.

Naar med sin Stang han rager,
Den understærke Gud,
Da Havet vældigt brager,
Og seer heel bistert ud.
Paa Hlesey kan I finde
Hans Muskelthrone staae.
Ran er den Herres Qvinde,
Hans Datter Bølgen blaa.

Med Niord tidt Forbund fanger
Den vaade Gud saa tryg;
Niord paa sin rappe Ganger
Da rider ad Bølgens Ryg.
Dens vilde Flugt formindsker
Vist Havets Rasen ei;
Forfærdeligt den vrinsker
Hen ad sin vaade Vei.

Da Thor nu mon fornemme,
Selv Loke frygtsom stod,
Da hæved han sin Stemme,
Og bad ham fatte Mod.
'Du bød mig selv hiddrage,'
Sagde den stærke Mand;
'Nu vil vi ei forsage,
I hvad der møde kan.'

Thi styrted som en Klippe
I Havet Asa-Thor;
Han lod ei Haabet glippe.
De Andre efterfoer.
Med Hielm og Pandsersærke,
Opmuntret, uforsagt,
Strede de Kæmper stærke
Mod Havets store Magt.

De stemte sig med Vælde
Igiennem Fraad' og Tang;
Under steile Fielde
De hørte Havfruesang.
Da gieldte det tilvisse,
At bryde vaaden Rum;
Høit over deres Isse
Slog Havets hvide Skum.

Det maa Enhver vel sige:
Den understærke Thor
I Styrke har ei Lige
I Himmel, som paa Jord.
Han sine Sener spændte,
Han hialp de Andre hver,
Ret som en Hval han rendte
Forbi de skarpe Skiær.

Kun sielden længe dvæler
Den understærke Mand;
Snart Midgardsormens Qvæler
Vandt til det tørre Sand.
Da stod de vandbetynget
Ved Maanens matte Skin
Udi en Ørk, hvor Lynget
Dem vikled Foden ind.

Før falder Maanens Skive
Fra Himlen ned til Jord,
Før Thor kan modløs blive;
Han raabte høit de Ord:
'Nu lader os med hverandre
Ved dette røde Lius
Dybt ind i Landet vandre,
Indtil vi seer et Huus.'

De vandred op i Landet
Med stor Besværlighed;
Snart siunke de i Sandet,
Snart de paa Isen gled.
Der blæste skarpe Vinde,
Da segned Roska hen.
Loke hialp den hulde Qvinde,
Han var en Qvindeven.

Natten var sort at skue,
Det hyled fiern og nær,
Den mørke Himmelbue
Var fuld af røde Sværd,
Af Stierner med Riis og Haler;
Da skialv den vene Mø.
Man hørte store Hvaler
Høit fnyse i vilde Sø.

Thor blev i Hu da bister,
Han spændte fast sit Bælte:
'Utgarde-Loke frister
De lyse Asgards Helte.
Han skal os ei forlede,
Jeg vil hans Frækhed dæmpe.'
Saa talte i sin Vrede
Gud Thor, den stærke Kæmpe.

Da blev de vaer en Hytte,
De ginge strax derind.
Den kunde vel beskytte
For Kuld og skarpe Vind.
Dens Rum var saare vide,
Sligt Huus de saae ei før:
Dets ene ganske Side
Var en heel mægtig Dør.

Thi løfte de da Brogen,
De trængte vel til Føde.
Ung Roska sad i Krogen
Med Kinder lidet røde.
To sødne Bukkebove
Da Hungeren fordrev,
Saa gik de hen at sove,
Kun Thor aarvaagen blev.

I Døren han sig satte
Med Haand alt under Kind,
Sin Miølner han mon fatte
Med uforfærdet Sind.
Han maatte sig vel trøste
Alt ved sin bedste Skat,
Saa fast han den mon kryste,
Og stirred i svarten Nat.