Dybt Skoven bruser og Skyen gaaer.
Ved Strandens Blomsterbred Pigen staaer.
Höit opskyller Bölgen saa brat, saa brat;
og hun synger ud i den dæmrende Nat,
af trösteslös Kummer henrevet.

Ak Hiertet er dödt og hvorhen hun seer
er intet, intet at önske sig meer.
Du Hellige! kald da dit Barn til dit Bryst
Mig har jo alt henrykt den jordiske Lyst.
Jeg har jo alt elsket og levet!

Konen.
Deres Stemme har dog en herlig Klang.
Hvad hedder den Arie?

Maria.
Teklas Sang.
Den er oversat efter tydsk Poesie
til Weyses deilige Melodie.

Konen.
Den er mig alt for melancolsk.
Jeg kunde blive i Hovedet catholsk,
hvis længe jeg hörte slige Sange.
Af de Muntre er der dog ogsaa mange!

Maria sukker.

Konen.
Vær nu en lille, fornuftig Pige.
Vær munter og lad Sorgerne vige.
Min Mand har besluttet til Skoven at tage.
Vi skulde saa derud i disse Dage,
og idag er Veiret saa klart og net.

Maria pludselig oprömt.
Deri har de sandelig ganske Ret.

Konen.
Stakkels Pige! maa være saa meget inde.
Nu ja! deri maa vi os finde.
Det er hverken min Mand eller mig som vil
holde Dem. Hvad skal man sige dertil!
Deres Moder -

Maria.
Tal ikke om denne Sag.

Konen.
Saa kiöre vi da til Skoven idag.
Ifald De Cathrine sende vil
til Kudsken, skal jeg lave alting til
i Kiökkenet.

Maria.
Ja, det vil jeg gierne.

Konen.
Man skal have saa mange Ting i sin Hierne.
Gaaer.

Maria sætter sig og skriver en lille Seddel, kalder saa paa Pigen:
Skynd dig til Hyrekudsken hen.
Vi skal i Skoven. Kom snart igien, -
thi vi har travelt. Men först et Ord -
bring denne Seddel — du veed hvor han boer -

Cathrine.
Den smukke -

Maria.
Tys!

Cathrine.
Ih, Fröken Marie!
De veed dog vel sagtens at jeg kan tie.

Maria.
Mine gamle Örenringe skal du faae.

Cathrine.
For dem jeg kunde i Ilden gaae.

Maria.
Er det for Ringene, eller for mig?

Cathrine.
Hvor kan De nu spörge saa underlig.

Maria gaaer.

Cathrine.
Saa skal vi i Skoven? En herlig Sag!
Skovtouren er min bedste Dag.
Det er den eneste Dag jeg maa gaae
for min Madamme med Solhat paa.
Ellers siger baade Hun og Han:
Cathrine! klæd dig efter din Stand.
Naar dette Brev jeg nu bringer hen
saa gier den unge Greve mig Penge igien.
Det er i Sandhed en herlig Fyr!
Saa seer jeg igien disse rare Dyr,
disse nysselige Abekatter og Hyæner.
Derude de Folk dog meget fortiener.
De trækker os Pengene ud af Landet,
siger min Hosbond. Det er forbandet!
Ja, du gode Gud, hvad skal man sige?
Det morer dog altid en stakkels Pige.