Morgiane.
Høistærede Herr Fætter! Kiere Svoger!
Broer Noureddin! (Tag ikke ilde op
At jeg saa dristig taler) Ney saa vilde
Jeg heller troet at Caucasus var sløifet,
At Solen havde tørret Euphrat ud,
End at min kiere, brave Ægtefælle,
(Nu er han i Prophetens Paradis,
Hvor unge Houris, smukkere end jeg,
Omfavner ham og klæer ham af og paa,
Og stryger ham med Multum for sin Gigt.
Ak lad dem det! Jeg er kun lidt jaloux)
Men — hvad jeg vilde sige, kiere Svoger!
Det kunde jeg, som sagt, dog aldrig troe,
At Mustapha, det gamle stakkels Skrog,
Var Broder til en saadan fornem Herre.
Jeg har ey heller i mit hele Liv
Hørt Manden tale om Jer. Derfor troede
Jeg ogsaa først — tilgiv min dumme Mistroe -
At I nok var en Tyv, en Kieltringknægt,
Som kom kun for at see paa Leiligheden.
Men da jeg saa betænkte mig igien,
At her var intet meer at stiele af,
End paa en Banke Sand i Sahras Ørkner,
Og da I nu lod hente Mad og Sherbet,
Og gav os et saa herligt Traktement,
Da bortsvandt al min Mistroe, kiere Fætter.
Thi ak! hvad skulde bragt Jer til at giøre
Mig arme Kone, med min stakkels Dreng,
Saameget Godt; var det ey Slægtskabs Skyld?

Noureddin.
Ja kiere Svigerske! Hvad jeg kan giøre
For Eder, og for Eders gode Søn,
Det skal jeg giøre som en ærlig Fætter.
Hvi hindred Skiebnen mig bestandig i
At høre om min Broders trange Kaar?
Jeg skulde vist forlængst, med villigt Hierte
Og med uskrømtet Glæde hiulpet Eder.
Dog skeet er skeet og kan ey giøres om.
Det hielper ey at klynke over det
Som ey kan ændres, lad os altsaa nu
Betragte det Nærværende. Skienker. Aladdin!
Kom Søn, og drik mig til.

Aladdin.
God Taar, Herr Fætter!

Noureddin.
Siig altsaa, kiere Morgiane! nu
Hvordan I har det? Hvoraf lever I?
Hvad giør Aladdin? Er han flittig? Har
Han alt bestemt sig? Hvortil har han Lyst?

Morgiane.
Ak hvortil han har Lyst? At gaae paa Gaden
Den hele lange Dag, at spille Skorsteen,
Nærmest til Væg, Klink, Pind, og Soe i Hullet;
At søle sig i Snavset, som et Svin,
At rive Buxerne itu for Knæet,
At slide Hul paa sine Albueærmer,
At slaaes, at bande, og at løbe gal.
Ak, kiereste Herr Fætter! I kan troe
At han har giort mig mangen Hiertesorg.
Han giør mig ey saa glad; det staaer jeg for!
Det er min Søn, det er mit Kiød og Blod.
Han er ey hæslig! Deilig rød og hvid,
Og Alle siger at han ligner mig!
Men Sandhed maa for Dagen, om den saa
Skal ud igiennem mine Sidebeen.
Jeg spinder Bomuld hele Dagen, men
Hvad vil vel det forslaae? Han gidder ey
Bestille — Gud forlade ham, det Skarn! -
Saameget som at kæmme selv sit Haar.
Alt ligger paa mig arme stakkels Kone!
Han skulde være Skrædder, som hans Fader,
Men ak Gud bedre ham for Skrædd'r han er!
Ney, der vil Andet til, end gaae og drive. -
Da Mustapha var endnu levende
Tog jeg det Skarn i Forsvar. Himlens Straf
Nu kommer over mig, for al min Svaghed.

Noureddin.
Nu, kiere Svigerske! Giv Jer tilfreds.
Saavidt som jeg kan mærke paa Aladdin,
Saa er han af en ædel, stolt Natur.
For ung til selv at aabne sig en Bane,
Nedtrykt af al den Armod rundt omkring sig,
Er han ey vaagnet ret endnu; og derfor
Har Leeg og Lediggang bestandig tumlet
Den ubevidste Siel, som i en Vugge.
Jeg vædder, naar man satte ham istand
Til at begynde en anstændig Handel,
At naar man skaffed ham en Bod, med Varer
Af alleslags fortræffelige Stoffer,
Fra China, Indien og fra Levanten,
Jeg vædder To mod Een at han blev kied
Af al sin gamle Tidsfordriv, og fik
Til bedre Sysler Lyst. Ey sandt Aladdin?

Aladdin.
Herr Fætter! I kan læse i mit Hierte.
Ak! jeg kan aldrig gaae en Bod forbi,
Som hænger fuld af Guldmor og af Sølvmor,
Af Flor, af Atlask og af Silketøier,
Og klare Perlebaand, og slige Sager,
Før strax jeg tænker: Havde du dig dog
En saadan herlig Bod! Saa kom hver Dag
De skiønne Perserinder i din Bod,
Og slog de lange Sølverslør tilside,
For ret de smukke Varer at besee;
Og mens de saa besaae min Herlighed,
Besaae jeg deres Herlighed igien.
O kiere Fætter! Skaf mig slig en Bod.
Og her jeg lover Jer med Haand og Mund,
At jeg skal blive ordentlig, fornuftig,
Selv rede Haaret, vaske, tvætte mig,
Og ikke lege med de dumme Drenge.

Noureddin
rækker ham Haanden.
Et Ord et Ord?

Aladdin tager den.
En Mand en Mand!

Noureddin.
Top Fætter!
I Overmorgen har du dig en Bod.

Morgiane.
Ak hellige Prophet! Den arme Orm!
Hvor skulde han faae den fra?

Noureddin.
Kiere Moder!
Jeg kiøber og forærer ham en Bod.

Aladdin
falder ham om Halsen.
Nu! det kan man dog kalde en oprigtig,
Og ærlig Fetter. Kiere, kiere Fætter!
I er af mine Folk. Men kiere Fætter!
Der er saa længe til i Overmorgen,
Var det ey bedre strax, — imorgen tidlig -
At kiøbe Boen? Det er dog saa godt
At faae fra Haanden, hvad man skal; og jeg
Kan ikke taale godt at bie.

Morgiane.
Dosmer!
Kiødhoved! Lange Lømmel! Er der da
Ey mindste Tanke i dit tykke Hoved?
Er det Taknemlighed? Og taber du
Ey Mælet over saa uventet Godhed?
Ak jeg maa græde! Kiereste Herr Fætter!
Er I en Engel, sendt fra Himlen ned,
At hielpe denne faderløse Orm.
Den arme stakkels Dreng. Flux hen, dit Afskum!
Og kys Herr Fætteren smukt paa sin Haand,
Og tak ham. — Ak er det ey alt en Drøm?
Jeg er saa vandt til Sorg og Usselhed,
At denne Lykke giør mig reent forplumret.

Noureddin.
Vær rolig, gode Kone! Ney Aladdin,
I Morgen er det Fredag, Helligdag,
Da kan man ikke kiøbslaae. Hver en Bod
Er lukket til, og Livet deler sig
I Gudsfrygt og uskyldig Tidsfordriv.
I Morgen vil jeg skaffe dig en Klædning,
Som passer for din nye Stand, saa vil vi,
Ifald din Moder ey er derimod,
Spadsere sammen ud af Stadens Porte,
Igiennem disse smukke kiølne Haver,
Som rundt omringe den. Du har dog Lyst?

Aladdin.
Stor Lyst, Herr Fætter! Grumme megen Lyst.

Noureddin.
Saa vil vi skilles ad i Aften; thi
Det er alt sildig, og jeg mærker at
Jeg er af Reisen træt. I Morgen sees vi.
Farvel saalænge Børn.

Aladdin og Morgiane.
God Nat, Herr Fætter!

Morgiane.
Min hierte Søn! vær langsom, giv dig Tid,
Spis ey for hastig — pust imellem lidt,
Drik til din Mad — og spild ey paa Salveten.
Skiær dig med Kniven ey i Fingrene!
Ak Gud! Man har dog idel Qval og Kummer
Af sine Børn. Den som Gud giver Børn,
Den gier han Hiertesorg. Nu tænkte jeg
Saa vist, den hellige Grav var vel forvart,
At vist du skulde blevet noget Stort.
At altid jeg mit Lærred skulde kiøbe
Hos dig, naar først du var en fornem Kiøbmand.
Jo paa det Lav! Ak Himlen straffe dog
Den skammelige Trold, for sine Streger.

Aladdin.
Ja Moder! Var det ikke skiendigt giort,
At lukke i for mig, og overlade
Mig grusom til den visse Hungersdød.

Morgiane opbragt.
Og hvad som værre var: Slaae dig paa Øret,
Saa nær du næsten havde tumlet om.
Den Næsvis! Hvem har givet ham vel Lov til
At tugte fremmede Forældres Børn?
Den slette Karl!

Aladdin.
Men hør nu, kiere Moder!
Hvad der er skeet, er skeet, og kan ey ændres.
Men derimod er jeg endnu saa sulten,
At absolut jeg maa ha'e mere Mad.

Morgiane.
Ak, hierte Søn! Jeg har ey mere til dig.
Jeg giemte dig min egen Mundportion,
Og tænkte der var nok. Og Penge har jeg
Ey heller nu, at kiøbe noget for,
Før jeg faaer solgt min sidste Bomulds-Spind.

Aladdin.
Da var det ilde, thi jeg maa bekiende,
At jeg har en velsignet Appetit.
Men — stille — Alt kan blive godt endnu.
Giem I kun Eders Bomuld, kiere Moder!
Og ræk mig hid den gamle Kobber-Lampe,
Som jeg tog med fra Hulen. Jeg faaer altid
Saameget for den, hos en Kobber-Smed,
At vi kan kiøbe Mad for tvende Dage.

Morgiane.
Her er den. Ak hvad kan du faae for den?
Den seer jo ud, som om den havde lagt
I Jorden, hundred Aar paa samme Sted.
Det maa dog være nogle Sviin, som boer
I disse Bierge. Man kan neppe see
At den er giort af ordentligt Metal.
Jeg vil dog gnide den først af, en Smule,
Og kan du saa faae solgt den, kiere Søn!
Saa er det godt, hvis ikke maa du bie,
Og styre Spiselysten til imorgen.
Hun tager et Klæde, giør det vaadt, dypper det i Sand, og begynder at skure Lampen.

Lampens Aand,
en stor, men velskabt Kæmpe, skyder sig op igiennem Jorden og siger:
Nu, hvi gnider du saa voldsomt? See, jeg lystrer jo dit Vink.
Herskerinde, naar du kalder, kommer jeg som Lynets Blink.
Ikke jeg allene, Frue! men hver anden Lampens Aand,
Bukker sine Knæe og lyder den, som Lampen har i Haand.

Morgiane falder i Afmagt.
Ak hellige Prophet! Ak red mig, red mig!

Aladdin
som i Førstningen blev noget bestyrtset, griber Lampen, og siger:
Ak! jeg er mægtig hungrig, kiere Dievel!
Hvis du kan skaffe mig et Maaltid Mad,
Saa skal jeg tiene dig en anden Gang,
Ifald du skulde trænge til min Hielp.
Aanden forsvinder; strax derpaa lader han sig igien tilsyne med et stort Sølvbækken paa sit Hoved, tilligemed tolv tildækkede Sølvfade, fulde af alleslags nydelige Retter. Sex hvide Brød ligge ovenpaa Tallerknerne. Han har tillige to Flasker med kostbar Viin, og tvende Glas i Haanden. Alt dette sætter han fra sig paa Bordet og forsvinder igien.

Aladdin
betragter en tidlang med Forundring dette Syn, endelig giver Madlysten ham Mod; han gaaer langsomt hen til Bordet, lukker Laaget op paa eet af Fadene og siger fuld af Glæde og Forundring, i det han lidt efter lidt betragter det altsammen:
Hvad? — Dyrekiød? — Kiødsuppe? — Kogte Riis?
Bagværk og Frugter! Fiskemad, Fasaner!
Min Livret. Ha! det kalder jeg en Aand,
Som veed hvad der kan smage. O hvor vil
Det gotte mig. Jeg er ret opsat til det.
Pludselig angest.
Men store Muhamed! Det skulde dog
Vel ikke atter være Glas, kun alting,
Som Frugterne, hist i den store Hule?
Putter er dygtigt Stykke i Munden.
Ney, Allah være lovet! Ney det er
Naturlig rigtig Mad, af Kiød og Been.
Sætter sig tilbords.
Nu da! I Herrens Navn. — Men det er sandt,
Hvor blev min Moder af? Jeg troer hun faldt
Paa Gulvet, da hun saae den store Kæmpe.
Raaber.
Hey! Moder! Reis Jer dog og kom og spiis!
Han er alt borte, Moder! Reis jer dog. -
See om hun vil? Jeg faaer vel reise mig.
Fortrædelig, i det han staaer op.
Nu sad jeg just saa godt. Der er dog Intet
Fuldkomment her i denne Jammerdal.
Rusker i hende.
Hey, Moder! Hvad er det nu værd at ligge
Paa Gulvet? Op! — Du hellige Prophet!
Hun er dog aldrig død af Skræk? O Himmel!
Saa var jeg faderløs og moderløs.
Han løber hen til Bordet og henter en Vandkaraffel, putter med det samme en Mundfuld Mad i Munden, kommer igien og stænker hende med Vand i Ansigtet.
Ak, kiere Moder! Faae dog Eders Samling.
Hvis I er død, som Mustapha, min Fader,
Saa smager der mig ey en Mundfuld meer.

Morgiane
slaaer sine Øine op.
Ak, naadigste Herr Geist! Ak spar mit Liv.

Aladdin.
Han er alt borte. Kiender I da ikke
Aladdin, Eders kiødelige Søn?

Morgiane reiser sig.
Ak hvor blev Geisten af?

Aladdin.
Han gik igien,
Da først han havde bragt os Mad og Drikke.

Morgiane.
Har Geisten bragt det Maaltid Mad, der staaer?

Aladdin.
Ja, kiere Moder! Tænk engang.

Morgiane.
Min Søn!
Kast det i Rakkerkulen. Skynd dig! Skynd dig!

Aladdin.
Ney, jeg er ikke gal. Kom kiere Moder!
Kom hid og smag hvor herligt at det smager.

Morgiane.
Jeg stikker ey en Krumme i min Mund.
Ak! Ak! Nu har jeg gaaet meget, meget
Igiennem her i Verden, jeg er gammel.
Jeg veed hvad Verden gier; men dette vidste
Jeg endnu ey. Du store, milde Gud!
Man lære skal saalænge som man lever.
Men siig mig, kiere Søn: Hvor gik det til,
At dette græsselige Afskum kom?

Aladdin.
Det kom af det I gneed paa Lampen, Moder!

Morgiane.
Hvordan? Er Lampen Skyld i den Ulykke?
Ak, kiere Søn! Saa skynd dig, gaae og sælg den.
Jeg er ey rolig, før jeg veed med Vished,
At den er ikke længer her i Huset.

Aladdin.
Jeg sælge Lampen? Slig en sielden Skat?
Nei, kiere Moder! kom dog til Jer selv,
I taler endnu lidt i Feberheden.
Ulykke! — Ja en stor Ulykke er det,
At faae Fasaner, Dyrekiød, og Bagværk,
Og alle Aarets sieldne, gode Ting,
Naar man paatager sig det Kæmpeværk,
At gnide Fingren irret paa en Lampe!

Morgiane.
Ak, kiere Søn! Jeg raader dig, min Søn!
Tag dig iagt. Det er kun Dievelskab.
Og har Propheten ey forbuden os,
At giøre os gemeen med slige Dievle?

Aladdin.
Min kiere Moder, jeg har altid hørt
At Dievlene var onde Folk; men denne
Er saa honet og god af Hiertelav,
At han kan gaae i Nødsfald for en Engel.
Giv Eder kun tilfreds. Hvis ey jeg feiler,
Saa har den store, hellige Prophet
Just giort os lykkelig med denne Lampe.
Nu kan jeg først begribe hvorfor Trolden
Var saa begierlig efter den, den Skalk!
Og kaldte den kun Snurrepiberie.
Jeg er alt eengang vandt, at see det Syn;
Thi slig en Aand (Gud veed hvordan han kom,
Jeg maa vel have gnedet lidt paa Lampen)
Har jeg at takke for Befrielsen
Af Biergets Hule. Det var Spot og Skam
At lønne Godt med Ondt, og at foragte
En saadan venlig Aand, som hielper naar man
Er meest i Nød, og trænger meest til Hielp.
See, hvilke rare Fade! Det er Sølv!
Nu vil jeg tage eet af dem og gaae
I Byen ud et Sted og sælge det;
Og blive saadan ved til Alt er solgt.
Thi det kan ikke skikke sig at kalde
Paa Lampens Aand, undtagen naar det kniber.
Kom Moder nu, og spiis dog ogsaa lidt.

Morgiane.
Jeg kan ey spise efter denne Skræk,
Men giør forresten hvad du vil, min Søn!
Jeg er en gammel og enfoldig Kone,
Jeg vasker mine Hænder, jeg har ingen,
Slet ingen Deel i dette Hexerie.

Aladdin.
Det skal I heller ey; men vær kun rolig.
Nu vil jeg strax gaae ud og sælge Fadet.

Jeg veed ey hvordan det er med min Søn.
Han skulde dog vel aldrig være syg?
Han trækker Veiret tungt, og stirrer hen
Bestandig i den samme Krog, og taler
Fast ey et Ord. Og taler han engang,
Saa er der ikke mere Samling i,
Og ikke mere sund Philosophie,
Som man jo kalder det, end hos min Kat.
Jeg var saa glad, thi paa den sidste Tid
Har han dog lagt sig efter noget Klogt;
Fortiener og sit Brød med denne Lampe,
Og er paa denne Maade kommen dog
I en Slags Næringsvey. Det er endda godt.
Men dette Væsen, paa den sidste Tid!
Han skulde dog vel aldrig have Svindsot,
Sting, Vattersot, Smaakopper, eller Sligt?
Der kommer han. Ak Gud! hvor han seer ud.

Aladdin kommer.
God Aften, Moder! Her er Penge nok.
Lægger en Pung paa Bordet.

Morgiane.
Himmel og Jord, min hierte Søn! hvor har
Du faaet alle disse Penge fra?
Saa riig har du jo aldrig været før.

Aladdin sukker.
Saa fattig har jeg aldrig været før.

Morgiane.
Hvormed er denne Pung da fyldt?

Aladdin.
Med Guld.

Morgiane.
Min Søn!

Aladdin.
Min Moder, giv mig noget Sorbet.

Morgiane.
Du er saa heed. Det er ey godt at drikke,
Naar man er saa heed.

Aladdin.
Men da er Tørsten størst.

Morgiane.
Det var fornuftig talt. Det glæder mig
Hvergang du siger et fornuftigt Ord;
Thi paa den sidste Tid, min kiere Søn!
Saa falder dine — Slutninger — Sentenzer, -
Og Meningsfriheder, — og saadant Noget -
(Jeg veed kun lidt hvad alt det Miskmask hedder)
Saavidt mig synes, Noget i det Gale.

Aladdin.
Hvad mener I? Hvad falder i det Gale?

Morgiane.
Jeg siger jo at jeg forstaaer det ey.
Jeg er beskeden, en enfoldig Kone,
Som kiender lidt til Meningen i Verden. -
Men hvad jeg mener, maa jeg sige dog!

Aladdin.
Hvad mener I da, Moer? Siig Eders Mening.

Morgiane.
Det som jeg mener, Søn! er at jeg mener,
At hvad du mener, er ey rigtig meent.

Aladdin.
Hvad mener jeg da, Moer?

Morgiane.
Ja, det veed Himlen!
Derom bekymrer jeg mig ey, min Søn!
Jeg spinder Bomuld, der er Mening i,
Og bryder ey mit Hoved med deslige
Høithentet Hiernespind.

Aladdin.
Nu, det er vel giort.
Enhver bør spinde paa sin egen Rok.
Ifald den Hør, som jeg nu spinder af,
Er Eder lidt for fiin, og sidder Totten
For høit for Eders Haand, og er jert Øie
For svagt, til Traaden overalt at see,
Saa at den brister under Eders Hænder,
Saa hold jer smukt til Eders gamle Rok,
Og spind paa den fra Morgen og til Aften.
Men smør den med Undseelighedens Olie,
At ikke den skal snurre alt for høit;
Kald ey dens tit gientagne Sladdren Viisdom,
Og spot ey den, som kræver mere Kunst.

Morgiane.
Nu nu, min Søn! Jeg gad dog gierne vide,
Hvad der er mere Arbeid ved og Slid:
At spinde, eller gnide paa en Lampe?

Aladdin.
Jo mere Kraft, desmindre Slid, min Moder!
Mens Ormen borer sig et Hul i Træet,
Omsvinger Allah Solen flere Gange.
Og hvo anstrænger sig vel meest derved?

Morgiane.
Den Stræbsomste, min hierte, kiere Søn!
Er dog jo altid den Agtværdigste.

Aladdin.
Ja, saa er Allah intet imod Ormen!

Morgiane.
Du blander Alting sammen: Rokken, Lampen,
Fornuftig Snakkerads og Kunst; Orm, Allah!
Min Søn! jeg troer du er ey rigtig klog,
Fra den Tid du fik fat paa disse Bøger.

Aladdin.
I taler ey ubilligt. Jeg, som I,
Snart vilde dømme Indiens Bramin
Fra Sands og Samling, hvis det faldt ham ind
At tale Sanskrit, naar en fiendtlig Storm
Ham havde kastet hen paa Madagasgar.

Morgiane.
Saa lad os tale da om noget Andet.
Hvad feiler dig? Hvorfor er du saa bleg?
Hvi sukker du, og stirrer altid hen
Paa samme Sted. Hvad feiler dig, min Søn?

Aladdin.
Jeg er forelsket, Moder! Inderlig
Forelsket. Derfor trækker jeg mit Veir
Saa dybt, med en saa langt nedsænket Spand,
Som I, ved Sommerstid, naar Brønden slipper.

Morgiane.
Forelsket, kiere Søn? I hvem, min Søn?

Aladdin.
Ak! I vor Sultans Dotter.

Morgiane.
I Gulnare?

Aladdin.
Ja Moder.

Morgiane.
I Prindsessen?

Aladdin.
Ja, min Moder!

Morgiane græder.

Aladdin.
Hvi græder I?

Morgiane.
Ak! det giør mig saa ondt
At du har mistet din Forstand, min Søn!

Aladdin.
Hør, Moder! Jeg veed ey hvordan det er,
Jeg gidder ikke længer snakket saadan,
Syv Lange og syv Brede, saa som før.
Jeg hader fast at lukke Munden op.
Min Fryd er nu at gaae i Eensomhed,
Hvor Skoven tykkest er, hvor Fuglens Fløite
Ledsager Bækkens duse Strengeleeg.
Der tolker alting mig Gulnares Navn.
Hør altsaa mine Ord, og vil I ey,
At Eders Søn skal visne, som en Blomst,
For tidlig fremskudt i den kolde Vaar,
Saa gaae og giør det, som jeg beder om.

Morgiane.
Hvad skal jeg giøre?

Aladdin.
I skal frie for mig,
Hos Sultan Soliman.

Morgiane.
Hos Sultan So—
Min Søn! Er du da reent forrykt, min Søn?
Hos Sultan Sol— Ak Gud! jeg kan for Skræk
Ey tale Ordet ud. Hos Sultan Solo—!

Aladdin.
Hvis ikke I vil see mig døe paa Stedet,
Saa maa I love mig at gaae derhen.

Morgiane.
Aladdin! men hvad bilder du dig ind?
Et Skrædderbarn!!

Aladdin.
Om Skræddernaalen just
Har nogen Deel i dette Arbeid havt,
Det troer jeg ey. Al Sefi er min Fader.

Morgiane.
Ak! slemme Dreng, hvad siger du mig paa?
Du tvinger Blodet op i mine Kinder;
En Tour, det ey har giort i mange Aar.

Aladdin.
Spring altsaa over denne Punkt, min Moder!
Jeg er en vakker Søn af en Emir.
I er en Dotter af en Haandværksmand.
Vor Sultan er jo født af en Slavinde.
Han har et Kongerige, jeg en Lampe.
Seer I da endnu ey Balancen?

Morgiane.
Nei.
Du vipper op, min Søn! du vipper op.
Hans Majestæt, han hænger dig i Røg.
En Lampe og et udstrakt Kongerige!
Det er det samme, som jeg vilde sige:
En Skammel — og en Sopha silkeblød!
En Kringle — og et stort Huusbagerbrød!

Aladdin.
Glem ey kun, at min Lampe har den lille
Bi-Egenskab, som ey hver Lampe har,
At den kan bringe Aander frem, som staae
Parat, at giøre Alt, hvad jeg befaler.

Morgiane.
Mad kan de bringe dig i smukke Fade,
Det er vel sandt; men Eet er Mad, min Søn!
Et Andet er Prindsesser. Overalt
Saa frygter jeg, at Krukken gaaer saalænge
Tilvands, at den tilsidst gaaer hankløs hiem.
At Geisten, naar han eengang er i slet
Houmør, (det kan vel hændes ham, som os)
At han da dreier Halsen om paa dig.

Aladdin.
Derfor er jeg aldeles ikke bange.
Nok sagt, det som jeg beder om, maa skee,
Hvis I vil ikke see min Undergang.

Morgiane.
Og naar jeg kommer der, — hvad skal jeg sige?
„Herr Sultan! vil I ikke hae den Godhed,
At gifte Eders Dotter med min Søn?"
„Hvem er I Moer?" „En fattig Skrædder-Enke."
„Og hvem er Eders Søn?" „Han er min Søn."
„Og ellers Ingenting?" „Ney, strænge Herre!"
„Og han vil giftes med min Datter!" „Ja
Mænd vil han saa." — Saa staaer jeg, som en Nar.
Og maaskee at vor Sultan blier saa opbragt,
At han befaler sine Embedsmænd
At prygle mig, med Tampe, ud af Huset.

Aladdin.
O! det har ingen Nød. Han er ey grum.

Morgiane.
Og endnu Eet! — Ak, hvor du dog er daarlig!
Der er jo et Re—skript, en Lov, en Tingest,
Som siger os, at ingen Undersaat
Kan faae hans keiserlige Majestæt i Tale,
Med mindre at man har en Gave, til ham.

Aladdin.
Nu kommer I til det just, som jeg vilde.
I kiender jo de store, smukke Frugter,
Som ligger oppe paa vort Pulterkammer?

Morgiane.
Af malet Glas? Skal jeg forære det
Til Sultan? Er det Gaven den, min Søn?
Nu da, saa kan man sige ret med Sandhed:
Som Æslet er, er Grimen! Hun græder.

Aladdin.
Kiere Moder!
Det, som I holder for at være Glas,
Det er kun lutter klare Diamanter,
Rubiner og Smaragder og Saphirer,
Af en uhyre stor Værdie. Vor Sultan
Har ikke Mage til dem i sin Krone;
Det har jeg siden først erfaret. Disse
Fortræffelige Stene skal I bringe
Ham, Moder! og fortælle ham, at dette
Altsammen kommer fra Gulnares Beiler.
Troe mig, det vil forhindre hver en Vrede.
Og i det mindste kan I være vis paa,
At ey I falder Soliman besværlig.

Morgiane.
Hvad, er det sandt? Og er det virkelig
Demanter og Smaphirer, disse Stene?

Aladdin.
Saa virkelig, som at I er min Moder,
Og at jeg er Aladdin, Eders Søn.
Gaae altsaa kun. Forret mig alting godt.
Men nævn dog ey en Tøddel om min Lampe.

Morgiane.
Ak! hvad man har Fortred af sine Børn.
Jeg faaer vel føie mig da i din Villie,
Hvis det er Ædelstene, som du siger.
Men først maa jeg dog sømme Multummet
Fast til min Søndagskaabe, det er løbet
Lidt op, og vaske mine Hænder først
Med Skiegge-Sæbe, thi den grønne lugter.
Et Flor jeg ogsaa skulde have kiøbt,
Hvis kun jeg havde Raad dertil.

Aladdin.
Hvad Raad?
Der staaer jo Penge nok paa Bordet, der.
I husker aldrig paa min Kobber-Lampe.

Morgiane.
Ak! gid den aldrig kommen var i Huset.

Aladdin.
Nu gaaer jeg hen i Lunden, uden Porten,
Og sætter mig ved Kilden til i Aften.
Der kan I finde mig, og sige mig
Om jeg skal leve, eller jeg skal døe.

Morgiane.
Saa vil jeg nu da pynte mig en Smule.

Aladdin
løber hende imøde.
Nu, kiere Moder?

Morgiane.
Nu, min hierte Søn? Afsides.
Ak, gode Gud! jeg har ey Hierte til
At sige ham hvordan det hænger sammen.

Aladdin.
Nu, Moder? I har altsaa været hos -

Morgiane
falder ham i Talen.
Hos Slagteren? Ja, kiere Søn! det har jeg.
Vi faaer en deilig Oxesteg imorgen.

Aladdin.
Det spørger Ingen om. Men har I været -

Morgiane.
Hos Skrædderen? O ja, min hierte Søn.
Hvad det dog er en venlig, artig Mand!
Det var din Faders gode, gamle Ven,
Endskiønt de dog var Skræddre beggeto.
Din Fader syede, som du veed, bedst Kapper,
Den Anden havde meest Genie til Buxer;
Saaledes sad de i Samdrægtighed!
Hver var en dygtig Skrædder i sit Fag.
Den Ene overskred den Anden ey.
Den Anden roeste tit din Faders Kapper,
Til Giengield blev hans Buxer roest igien;
Og saadan gik det herligt nogle Aar.
Ak! det var Skrædderlaugets bedste Tid.

Aladdin.
Men siig mig dog -

Morgiane.
Hvad Skrædderen vel sagde?
Vær hun forsikkret, sagde han, min Kone!
At jeg skal sye for hendes kiere Søn,
Saa godt som selv han kunde have syet,
Hvis han var bleven ved sin Faders Haandværk.

Aladdin.
Ha! hvem spør da om Skrædderen?

Morgiane.
Min Søn!
Hvo høit vil flyve, falder ofte ned.

Aladdin.
Jeg mærker nok hvad Klokken alt er slaaet.
Men, ved min Kierlighed og skiendte Ære,
Det bliver Sultan Soliman et farligt,
Et rædsomt Lykkespil.

Morgiane.
Det er ey godt
At spise Kirsebær med store Folk;
Saa faaer man Stenene i Øinene.

Aladdin.
Ja jeg skal stene ham og øine ham!
Nu! Skynd jer Moder! Siig mig Alting! Alting!

Morgiane.
Hvad skal jeg sige dig? Du veed det jo.
Du har jo allerede giettet det.
Ved den Ting er der intet meer at giøre.
Det Bedste er at lade Stenen ligge,
Som ey kan løftes, og at skrive alting
I Glemmebogen.

Aladdin.
Ha! jeg brister fast
Af Harme. Bie du mig, min lille Sultan!
Du Stodderkonge! Bie du mig, du Stolte!
Ha! jeg skal vise dig med hvem du narres.
Troer du at trække mig frem og tilbage
Ved Næsen, eftersom dit Lune byder,
Som dine svage Hverdagskryb maa taale,
Reent ubekymret for din Manddoms Ære,
Du Usling? Rolig ved den arme Tanke,
Som Faaret, da det brægede mod Ulven:
Jeg staaer saa høit, han ey kan ramme mig.
Men jeg skal ramme dig. Vær du forsikkret!

Morgiane.
Aladdin! Dæmp dit hede Temprament,
Det giør dig reent ulykkelig, min Søn.

Aladdin.
Ulykkelig? Hvori bestaaer min Lykke?
Forstaaer I Jer paa den? Min Lykke er
At sætte det igiennem, som jeg kan.
At overvinde hver en ussel Hindring.
Dertil har jeg en dygtig Ladning Mod,
Forsynet med saa stor en Slump Foragt,
At hvis jeg skulde bukke for min Drivt,
Saa kaldte jeg selv dette Buk en Lykke.

Morgiane.
Naar Strengen spændes høit saa springer den.

Aladdin.
Det hændes, nu og da, de raadne Strenge.
Men nok om dette. Hvordan lød hans Ord?
Han bød Jer, ligefrem vel, bort at gaae?
Han tugtede vel min Forvovenhed,
Og lod som om han havde alting glemt?

Morgiane.
Ney det just ikke, Søn! Ney tvertimod
Saa stod han ved hvert Ord, han havde sagt.
Med det er jo det samme med hans Ord,
Naar Følgen blier den samme.

Aladdin.
Nu, hvad sagde
Han da?

Morgiane.
Han sagde, hvis du sendte ham
I Morgen fyrgetyve gyldne Bækkner,
Hvert fuldt af malet Glas, som Frugterne,
Saa skulde du hans Dotter faae til Kone.
Men, notabene, hvert et Bækken skulde
Du lade bære af en kulsort Slave;
Og denne Slave, troer jeg, skulde bæres
Igien af Een, som der var ganske hvid.
Hvis dette nu du bragte strax istand,
Saa blev Prindsessen din. Men, gode Gud!
Hvorledes skulde det da vel gaae til?

Aladdin.
Hvorledes? Er det Alt, min Moder! det?

Morgiane.
Min Søn, mig synes det er meer end nok.

Aladdin.
Hvi har I, uden Aarsag, bragt mit Blod
I Kaag, og giort mig opbragt paa vor Sultan?
Den Fordring er jo overmaade billig,
Og skal i Morgen blive opfyldt.

Morgiane.
Hvad?
Imorgen? Hvad? Imorgen? Og hvordan?

Aladdin.
Ved Lampen.

Morgiane himmelfalden.
Lampen! — Lampen! — Hillemænd,
Den havde jeg reent glemt. — Ved Lampen? Ey!
Hvem tænker ogsaa altid nu paa Lampen?
Ved Lampen, Søn! Saa mener du at Lampen -

Aladdin.
Ja, kiere Moer! Det mener jeg forvist.

Morgiane.
Du med din Lampe! Andre Folk har ey
Saadan en Lampe. Det er da at sige,
Hvermand har vel en Lampe, som den er;
Men denne -

Aladdin.
Er just ingen Hverdags-Lampe.

Morgiane.
Jeg tvivler dog, min Søn! Troe mig, det gaaer
Vist over Geistens Kræfter.

Aladdin.
Vi faaer see.
Hvad der gaaer over Geistens Kraft, hvad ey,
Veed ingen bedre, Moer! end Geisten selv.
Vi strax vil nu forsøge det -

Morgiane.
Bie lidt,
Min Søn! Jeg skal et Ærind ud i Byen.
Hun gaaer.

Aladdin.
Den Lampe faaer hun aldrig i sit Hoved.
Hun glemmer den bestandig. Det er sært nok!
Naar hun vil lægge Planer for mit Liv,
Saa kommer Lampen aldrig i Betragtning,
Saa er jeg slet og ret kun hendes Søn,
Og ikke Lampens Herre. Nu velan,
Han tager Lampen frem.
Om jeg er Herre, gielder et Forsøg.
Han gnider.

Lampens Aand aabenbarer sig.
Holla ho! min ædle Hersker! Knap du gneed før strax jeg kom;
Fløy herhid, og staaer nu rede at fuldføre hvert dit Ord.

Aladdin.
Aldrig meer end nu jeg trængte til din Hielp. Din Kraft er stor,
Dette trøster mig og giør mig sikker, driver Frygten bort.

Lampens Aand.
Meget vel, min ædle Herre! Siig din Trang og spar din Roes.

Aladdin.
Fyrgetyve gyldne Bækk'ner, drevet Guld, mærk vel mit Ord!
Maa du skaffe mig, og bringe giennem Luftens tynde Flod;
Fyldt maa hvert et Bækken være, stablet i en Straaletop,
Med Demantens klare Æther, med Rubinens røde Blod,
Med Smaragdens grønne Jordbund, med Saphirens Himmelloft;
Store, funklende og sieldne, som de stolt og lifligt groer,
Hist i Biergets dybe Have, sprungen af den skiulte Rod.
Men da ingen Ædelsteen er til i Verden, ganske sort,
Maa du skaffe sorte Slaver til at bære Skatten fort;
Og for ret at spragle denne smuktindsprængte Farveflok,
Saa lad fyrgetyve Hvide følge disse, Fod for Fod,
At de Parviis vandre langsomt: Sort med Hvid og Hvid med Sort.
Hyl et Tæppe om hvert gyldent Bækken af det gyldne Mor,
Hvor, med Silke, ind er vævet Markens nydeligste Blomst.
Bring mig dette hid imorgen, har du Kraft, som du har Mod.

Lampens Aand.
Alt skal staae, min ædle Herre! paa det Sted hvor nys jeg stod.
Forsvinder.

Aladdin gnider igien.
Ey saa hurtig, kiere Slave! Vi er ikke færdig end.

Lampens Aand.
Du behøver kun at gnide, saa er jeg der strax igien.

Aladdin.
Hør da nu opmærksom hvad jeg meer dig har at sige her.
Denne Gave, som du skaffer, er til Soliman en Skienk.
Naar han den har faaet, nægter han mig ey sin Dotter meer.
At jeg altsaa nu maa komme i et saadant Optog frem,
Som det sømmer sig en Fyrste, sig en Sultan, seer du selv.
Først et Bad du frem maa trylle, hvor paa alle Vægge leer
Broget Marmor og Agater, venligt sænkt i Midten ned.
Der maae sprudle tvende Kilder, høyre kold, og venstre heed,
At jeg selv kan Vandet blande, eftersom mig tykkes bedst.
Deilige Opvarterinder der maa stande sødt beredt,
For med Badejord og Duge mig at vederqvæge ret.
Skaf mig saa en prægtig Klædning, stærke Aand! naar det er skeet;
Og en Sabel fra Damaskus, og en vild arabisk Hest,
Som min steenbesatte Tøile dog kan tæmme flux og let.
Skaf min Moder hvad hun bruger: Klæder, Linnet, Flor, og sex
Unge, deilige Slavinder, til at følge hendes Fied.
Meget blier jeg dig forbunden, mægter du en slig Idræt.

Lampens Aand.
Af hvad du endnu har fordret er mig intet mere let.
Forsvinder.

Aladdin gnider igien.
Atter frem dig jeg maa kalde. Selv du giør dig Veien lang.

Lampens Aand.
Før din Finger af at gnide, end min Fod blier træt af Gang.

Aladdin.
Naar nu Alt gaaer efter Ønske, naar nu Alt er kant og klart,
Naar det lakker mod den elskte, længstforønskte Brudenat,
Byg mig da, af parisk Marmor, hist et blændende Pallads,
Lige for vor Sultans Harem, paa den rummelige Plads;
Byg det, som din Viisdom byder, men hvad Herlighed og Pragt
Kan formaae, lad det fremtræde; byg i dette Slot en Sal,
I en Fiirkant, viid og prægtig, med en Kuppel oven, hvalt;
Fiirogtyve høie Vinduer skue til hver Verdenskant.
Ikkun eet af disse Vindver ufuldendt dog blive lad.
Hvorfor dette jeg forlanger, skal du vel erfare snart.
Hold mig der et herligt Bryllup, giør den mørke Nat til Dag,
Med de virakblandte Fakler, i den rummelige Sal.
Lad et Chor Sandsigerinder føre op et luftigt Bal,
Mens de Andre os forlyste, sødt, med Citherspil og Sang.
Kan du det, min elskte Slave! Siig oprigtig om du kan?

Lampens Aand.
Ja saa let, min ædle Herre! som Vind kan kruse Vand.