En Dame.
Ih hillemænd, skal vi træffes her?

En Anden.
Velkommen i det Grönne. Det er et deiligt Vær!
De gaae hinanden forbi.

En Borger.
Er du kommen herud, din gamle Biörn!

En Anden.
Hvad giör man ikke for Kone og Börn.
Jeg selv lider ikke det Narrerie.

Förste.
Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi,
med ordentlige, smukke Klæder paa;
og nogle er gar pyntet fra Top til Taae!

Anden.
Er det solid tænkt?
Gaaer rystende med Hovedet.

Förste.
Han er nu saa klog.
Den Bogbinder taler altid som en Bog.

En ung Pige.
God Dag, min Bedste! Det er lummert! Hah!
Hvordan lever Papa og Mama?

En Anden.
Der gaae de Begge. Jeg maa skynde mig.
Farvel! Jeg skal snart besöge dig.

Maria.
Hvem taler saa meget med deres Mand?

Konen.
Det er en ung Herre fra Langeland.
Han fortæller min Mand om sin Slægt og Venner,
som boer der ovre og som han kiender.

Manden kommer med et ungt Menneske.
Min Herre! Hvis De ei vil forsmaae
med os lidt om at spadsere gaae
og siden spise med i Græsset hist,
saa glæder det os.

Maria sagte.
O! hvilken List.
Det er Ludvig!

Mand.
See, her seer de min Kone.
Den smukke Pige, med Egelövskrone
om Haaret, det er en Fröken vi har
i Kost.

Ludvig.
Deres Budskab jeg glad modtaer!
De gaae videre.

Et ungt Menneske.
O hvilken deilig Pige der gik.
Hvilken tryllende Væxt! Hvilket smægtende Blik!
Jeg maa see hende engang endnu!

De andre.
Wilhelm! bliv hos os! hörer du!

Een.
Han er alt flöiten! Det er Fanden til Knös;
han löber efter hver deilig Tös.
Lad os tömme en Flaske midlertid.
Den Fornöielse er mere solid.