Venligt, Sorøe! dit Aasyn leer, blyfærdig du titter
Giennem den blomstrende Skov, Hinden bag Buskene liig;
Speiler det røde Tag i det riflede Vand, som af Himlen
Laaner sit dunkle Blaa, blandet med sivgrønne Skier.
Hisset staaer Anders-Skov, ærværdig med ældgamle Mure,
Nys indblandede Pragt her ey mit Øye kan see.
Ret som to gamle Naboer, blidt, efter fuldendte Dagværk,
Staaer I hver udenfor Sit, nikker hinanden God Nat!
Altsaa denne Natur det var, som med Kierlighed rørte
Holbergs Hierte, som først fyldte med Attraa hans Barm?
Barmen, som hidindtil aaben kun stod for Latter og Svaghed;
From kun lidet, og blid, fremmed for Elskov og Lyst.
Her har Naturen da hevnet sig, her den koldsindige Digter
Fik, i sin Alderdoms Tid, Livsblomsten virkelig kier?
Hellig Ærbødighed skyldes den Egn, som mit Dannemarks Holberg
Trylled fra negativ blot, om til en positiv Skiald.
Thi hans seneste Lystspil har viist den klygtige Verden:
„Ned maa paa Barnligheds Vink knæle selv klogeste Mand."
„Uden I blive som Børn, kommer Ingen i Himlen!" Du Daare!
Smil da med Barnlighed rørt; træk ey paa Skuldren med Haan!