Fra Træet Rimens Blade
faldt ned for sagte Vind;
over den glatte Flade
sig spredte Maanens Skin.
Den ranke Yngling rendte
paa tynde, glatte Jern;
saae paa det Lys som brændte
i Borgen hist, saa fiern!

Endnu hun sidder oppe!
See Straalen skimter mild,
giennem de hvide Toppe
til Isens Maaneild.
Endnu hun ikke sover!
Ak tænker hun paa mig?
Hen ad de frosne Vover
han henrykt skyder sig.

Södtblussende han svæver
ud paa den glatte Vei.
Det Lys som hisset bæver
hans Öie slipper ei.
Hans Barm det giennemflammer.
Han föler ei til Kuld.
„Der sidder hun i sit Kammer,
og flætter det lyse Guld!"

Ak mens hans Hierte luer
da pöndser lumske Död.
De brast, de tynde Buer.
Han sank i Havets Skiöd!
Medynksom Bölgen hæver
det blege Hoved op.
Lyset saa roligt bæver
endnu fra Skovens Top.

O Emma! hörer du ikke
mit Dödsuk i Nattens Vind?
Med matte, brustne Blikke
han stirrer i Lysets Skin.
Derpaa han langsomt dukker.
Over Issen Bölgen slaaer.
Sig Lyset i Borgen slukker,
en Skye for Maanen staaer!