Taagen dybt nedfalder,
Natten kalder:
Stiernen atter skimter,
Stærkt den glimter.

Dine Straaler klare
Ei du spare!
Lad mit Hierte drikke
Dine Blikke!

See, paa Fædregraven
Jeg med Staven
Staaer, Farvel at sige
Nordens Rige.

Leed mig til de svale
Blomsterdale,
Hvor bag grønne Gitter
Druen titter.

Hvor Melonen, kraftig,
Kiølig, saftig,
Mellem Vedbend hildes
Og forvildes.

Der, hvor Perler bade
Rosenblade.
Hvor ad Lilliens Side
De nedglide.

Hvor i høien Halle
Toner gialle
Sødt, guddommelige;
Synke, stige!

I en Lund du standse!
Hvor med Krandse
Mellem Fugleqvidder
Barnet sidder.

Leed mig uden Fare!
Tag mig vare!
Skiønne Lys i Vrimlen!
Sendt fra Himlen!

Nattens hulde Gave,
Stiernehave!
Lad din Rose glimte
Rødt og skimte.

Lad den lede varlig,
Snarlig, klarlig,
Hielpe mig at finde,
Og forsvinde!

Over Bierg og Vande
Veien stande!
Jeg vil taalig lide
Ogaa bestride.

Thi hans stærke, svare
Engleskare
Ei fra mig forsvinder,
Før jeg finder.

Knælende jeg atter
Snart omfatter
Dine Knæe, du Hvide!
Søde Blide!