Mens Vintersneen fyger
saa gnistrende og hvid,
og medens Stormen stryger
ad Marken hid og did,
i Bondens tætte Bolig
ved lune Arnested,
de leire sig fortrolig
og fryde sig derved.

Og gamle Hans fortæller
ved Ovnens muntre Fyr;
Hvad hörer man vel heller,
end slige Eventyr.
„Men Fader, er det Sanden!
og er der Skatte til,
som gives een og anden
naar Underjordisk vil?"

„Ja Sön! naar Hanen galer
da skal man hente den,
men hvis et Ord du taler,
forsvinder den igjen!"
Hensiunken dybt i Tanker
enhver forundrer sig,
da det paa Dören banker,
den aabnes pludselig.

Og med en Spade triner
en Yngling ind saa hvid,
saa mörke er hans Miner,
dog er han huld og blid.
Hans Lokker vildt sig slynger,
thi Stormen slyngte dem,
hans Blikke Sorg nedtynger,
han triner langsomt frem.

„Det er saa koldt derude!
Jeg er saa stiv af Kuld.
Ha hörer I det tude
hen over frosne Muld?
Ak Kræfterne var svage,
og Jorden var saa haard.
Der er kun lidt tilbage,
hielp at min Skat jeg faaer."

Saa blodig bleg han raver,
saa stivt man paa ham seer.
„Er du en Skattegraver?"
Han nikker mildt og leer,
og springer om fornöiet,
men standser strax igien,
og visker Graad af Öiet,
og stirrer længe hen!

Og viser dem sin Spade,
og raaber: „Fölger med!"
og alle fölge glade
forventende afsted.
Og hurtig hen han iler,
mens Midnatsklokken slaaer,
did hvor de Döde hviler,
paa tause Kirkegaard.

Saa svagt i Nattetaagen
hans Lygte skimter kun,
Han aabner Kirkelaagen
i skumle Midnatstund.
Af Skræk og Kulde gyser
hans Fölge og gaaer ind,
didhen, hvor Graven lyser
af Lygtens matte Skin.

De nærme sig — men grue
og standse alle her,
da de med Rædsel skue
ved Lys hvad Skatten er.
Den matte Straale viste
saa bleg ved deres Fod,
en halv opgravet Kiste
heel overstænkt med Blod.

„See!" raabte nu med Varme,
den blege Yngling, „see!
Her favner Gravens Arme
min Skat, mit Kiereste.
I fire lange Timer
jeg har arbeidet her.
Jeg blöder! Klokken kimer!
Elisa din jeg er!"

„O Gud i Himmerige!
det er den unge Mand,
som tabte med sin Pige
sit Vid og sin Forstand.
Udsluppen af sit Giemme
han ilet er herhen!"
udbröd med bange Stemme
de blege Bondemænd.

„See hvor han fast sig klynger
til Kistens kolde Fiel;
hör Dödninguhret synger.
O Naade med hans Siel!
See hvor den Arme bæver,
kom hielper ham i Nöd!"
De ham fra Kisten hæver
han smilte og var död!