Mens Ydun var i Fængsel, stod Valhal som en Grav,
En frugtbar Øe var opslugt af bælmørken Hav,
I Borgens øde Haller hver Gud sad i sin Vraa,
Og som en Marmelstøtte stivt hen for sig saae.

Ud i Borgegaarden, til Hærfaders Priis,
Einheriar ei skrede, ottehundredviis,
Af blanke Kobberporte fra Thrudvangers Gaard,
For hist paa Fægtersandet at dele Banesaar.

De sloges ei med Sværde, ei længer Blodet flød,
De sprang ei op med Latter fra den lystige Død,
For hist at nyde Skiver af røgetharske Galt,
Og tømme dybe Guldhorn med stærkbrygget Malt.

Freyas Lund var øde; De Beilere man saae
Ei meer i Buegangen henrykte gaae.
Mens Nattergaler sloge, med glødende Kind
De sadd' ei meer ved Kilden i blegen Maaneskin.

Hagbarth og Signe ei meer i Aftenglød,
Naar Solen brændte, tænkte paa deres Heltedød,
Da de paa Elskovsluen, løste fra Jordens Qval,
Svang sig fra Livets Jammer til Gladheimasal.

Mens Valhal nu i Taager reent uden Glæder stod,
Fordi det Bæger mangled, som skiænkte Sundheds Blod,
Da glædtes de vilde Jetter; nu fik de Overhaand,
Nu tænkte de at lægge Valhal i Baand.

Hvo først sig vilde hævne, med Hielm og Skioldeplade,
Det var hin Thiasses Datter, den umilde Skade:
Hun stod for Valhals Porte i blanken Kobber rød,
Hun aned ei sin Faders baalvoldte Død.

Skiøndt Skade var et Qvindfolk heel ulige Frei,
Hun var dog stærk og dygtig, og hæslig var hun ei:
Naar hun paa Hesten henreed i bælmørke Nat,
Da funkled hendes Øine klart under sorten Hat.

Hun førte gamle Hexer med tangblege Haar,
Men selv var hun en Skioldmø i Ungdommens Vaar;
Og hendes friske Kinder, dem Stormen Roser gav;
De løse sorte Lokker, de bølged som et Hav.

Som to skumhvide Bølger sig blotted hendes Barm,
Stærk var hun af Lænder og rund var hun af Arm.
Frisk var hun som Stormen, og vild var hun som den,
Det blæste, hvor i Hallen hun sin Mund vendte hen.

Men da hun var i Vingolf, da glemte hun sin Vrede.
Hun saae de skiønne Guder; og Elskovens Hede
Betog det vilde Hierte; da Baldur hun saae,
Hun sukked: Aldrig skinte to Øine saa blaae!

Vel er de lidet matte; men det er kun fordi
Gudinden ei med Æbler staaer Guden nu bi.
Hun raabte høit i Hallen: Jeg slutter Fred paa Stand,
Hvis Odin mig vil skiænke skiøn Baldur til Mand.

Da blev for Øine bundet den dristige Mø.
Paa det hun ei af Elskovens Længsel skulde døe,
Det Odin saa bestemte: Den som hun greb i Blinde,
Den skulde sig med Skade som Husbond forbinde.

Da flagred som en Søfugl sorthaarede Qvind,
I det høie Vingolf hun sused som en Vind.
De Guder foer tilbage, fremtrængte sig paa ny,
De vidste ret ei om de skulde Bruden undflye.

Thi var hun ei saa ven som Gudinderne her,
Kort før de alle tabte det friske Blomsterskiær,
Hun var dog mere qvik nu, hun løb omkring saa frisk,
Som naar i Bølgen piler den sølvskælte Fisk.

Hun øined bag Klædet to velskabte Been,
Saa dannede, saa smekkre, saa reent foruden Meen.
Den stærke Rundhedsfylde, det Smalbeen, den Fod,
Oppusted Elskovsilden i Jettepigens Blod.

Hun tænkte det var Baldur — hun greb ham uden Ord,
Hun afrev sit Klæde — hun saae at det var Niord -
Da slog hun op en Latter, saa Hvælvingen skialv,
Hun krysted ham til Barmen, som Linet skiulte halv.

Hun qvad: Vi to vi passe, vi udgiør et Par!
Naar Ydun kommer atter tilbage med sit Kar,
Da kan igien du blæse; jeg hæver Nattens Vind,
Saa skifte vi vort Arbeid med ulige Sind.

Du rider paa din Skinfax ved høilyse Dag;
Paa Hrymfax jeg om Natten forfølger mit Vrag.
Du vifter mellem Blomster, jeg hviner mellem Field;
Jeg, Skade, bringer Skade, du fremmer Nordens Held.

Om Somren, om Høsten, det er din gode Tid,
Du spreder mine Taager, hidvifter Varmen blid;
Da løber jeg i Finmark, med Buen paa Ski,
Og bryder giennem Snefog min useete Sti.

Med Sidsken paa din Skulder, med Nattergal i Hat,
Med Bøgeqvist i Haand og med Blomster besat,
Du svæver paa din Ganger, høit over Jordens Dale,
Og lyse Straaler svæve fra Manken og dens Hale.

Hrymfaxe kun er liden, er sort med korte Haar,
Og ved dens Mund i Skiægget Riimfrosten staaer;
Men frygteligt den vrindsker, og naar den sparker bag,
Den skiller Skib ved Master og Husene ved Tag.

Mig følge Strandens Maager med hæseste Skrig,
Havfruen op sig løfter af Vandet som et Liig,
Sælhunden ud sig vælter, saasnart han mig seer,
Han tør sig ikke sole paa Strandbredden meer.

Hvi træder du tilbage? Du troer mig ikke ret?
Har Ægir ei en Hustru i Havet med et Næt?
Er Ran ei jettebaaren? Er Ægir ei en Gud?
Hvi frygter du at lyde da Elskovens Bud?

Hvor længe skal den vare, den daarliglange Strid
Mellem Guder og Jetter? Mig tykkes det er Tid
Engang at ende Kiven; og det kan gierne skee,
Hvis ei I os Foragten for strængt lader see.

Det Bittre maa sig blande med hvad der er for sødt,
Det Levende maa bringe selv Livet i Dødt;
Med Nat maa Dagen vexle, Glæderne med Qval;
Naar Sildestimen blinker, den sluges af en Hval.

Ei hver en Urt kan trives. Hvis Kirsebærrets Træ
Stod evig skilt fra Stormen ved Plankeværkets Læ,
Og hvis ei Vinden rysted de Blomster ned, som Snee,
Da vilde snart man Stammen udhulet see.

Med slige Taler lokked hun den raadvilde Gud.
Da holdtes Bryllupsfesten paa Hærfaders Bud;
Men drøvelig var Glæden, thi Ydun var der ei,
Og alle Diser sørged, især den skiønne Frei.

Ei Bragi sang ved Harpen, ei Hornet gik omkring;
For Freir var i Hiertet af en Kniv det et Sting.
Han signed ei sin Fader, men, med uroligt Mod,
Han steeg i Høielofte, hvor Hlidskialfen stod.

Den Stol den staaer i Taarnet af Valaskialfens Slot;
Til alle Verdens Kanter derfra man skuer godt;
Men ingen uden Odin derhen sig turde sætte.
Det monne Asafreier idag dog forgiette.

Han satte sig i Tanker i Straalesædets Krands;
Det funkled ei saa vældigt, tabt var den halve Glands.
Han stirred ud saa vide mod fierne Bierge blaae.
Nu vil jeg Eder siunge hvad Freiers Øine saae.