Uafladelig føg for Vinden den taagede Støvregn,
Postkarlen atter med os hen giennem Støvregnen føg.
Natten var nær, og Begge vi stunded til fiernede Krebs-Huus;
Krebsgang tyktes os selv Hestenes hurtigste Trav.
Strax mod Venstre, paa Veyen, i Taager en Kirke sig hæved,
Sørgelig skiult af det Graa, halv slettet ud for mit Blik;
Mangen Kirke forbi var jeg kommen alt før, til at vide
Navnet jeg pirredes ey; nu først kom Lysten mig paa.
Men jeg kræver dig, Ven! til Vidne, om ey til Forundring
Aarsag jeg noksom fik, da mig blev Sigersted nævnt?
Thi af en Ahnelse huldt blev min Læbe til Spørgsmaalet drevet,
Sikkert et kierkomment Navn lytted jeg ventende paa.
Og hvad jeg haabede blev, mildt qvægede Lyden mit Hierte,
Skiødesløst, gnavent udslængt, af ligegyldige Mund.
Sigersted! Altsaa dig? Og see, det glindsende Blik sig
Brød giennem Taarer en Vey, hen paa den taagede Mark.
At Kong Sigar isinde mig randt, og Signe med Habor,
Veed alt du, som har læst Oldtidens herlige Digt.
Hisset altsaa stod hans Gaard, og hisset paa Bakken
Træet, hvor Habor, men ey Troskab og Elskov, blev qvalt?
Hisset dit Jomfruebuur, guldlokkede Lillievand, Signe!
Hvor sig med Morgenens Glød blandte det glødende Baal?
Længst forsvundne Bedrift! den ringe lavthvælvede Kirke
Toner den sidste Lyd end, af dit hellige Sagn.
Tit under Læsningen foer jeg i Saxos fortrolige Krønnik
Sagnet i Taage forbi, ligesom Stedet ak nu!
Vilde saa gierne seet meer; men Taagen forhindred mit Øye.
Rørt med tilbagevendt Blik foer jeg da videre frem.