En Herre.
See hvor Folk staaer hist om Teltet i Klynger.
Det er nogle unge Folk som synger.
Deres Stemme har en ganske behagelig Klang.
Skal vi ogsaa lytte til deres Sang?

Det övrige Selskab.
Aa ja!

Sang fra Teltet.
Da Oldtids gamle Guder döde
af Alderdom,
da for den friske Morgenröde
vor Middag kom,

Da höit Oplysningssol sig reiste,
saa tit paakaldt,
og da dens Straaler, mens den kneiste,
oplyste alt;

Og da dens stærke Ild afbrændte
hver Blomst saa net,
at der, hvor man sit Öie vendte,
stod et Skelet.

Da kom en lille Gud tilbage,
medynksom, god,
som lindred de Profanes Klage,
med Drueblod.

Viinranken bredte ud sin Skygge,
saa sval og mörk,
at selv man sad for Solen trygge
i hedest Örk.

Ton höit vor Tak mod Himmelbuen
til ham, hvis Kraft
har qvæget os saa huldt i Luen,
med Druesaft.

I denne brogetskiönne Vrimmel,
blandt Spög og Tant,
vi tænker os den gamle Himmel,
ak! som forsvandt.

Herren.
En ganske behagelig Melodie;
men Ordene nymodens Sværmerie!

Glaspusteren.
Glaspusterie!
Naturlig Magie!
Her kan I lære
hvordan der af en Blære,
flydende og blöd
kan blive en Flaske,
som kan stikkes i Taske,
med Viin saa röd.
Glaspusterie!
Naturlig Magie.

En fuld Mand
trænger sig giennem Mængden.
Det maa jeg sku see!
Kan I bare Jer for at lee?
Jeg har nu drukket saa tit,
Gud være lovet!
som der er Haar paa mit Hoved;
og dog veed jeg ikke -
Den fordömte Hikke! -
Og dog veed jeg ikke
hvordan Flasker de lave,
som smage min Mave
saa rart.
Det er klart!
det maa jeg vide.
Gaaer lidt tilside.
Eftertænksom.
Det er dog underligt, naar man er fuld
saa er man saa genegen til at falde omkuld.
Det kommer af Druesaften;
og af Cen - tre - pedalkraften -
og af det jeg har drukket for meget i Aften!