Konning Uller er sig i Hu saa mod,
han sidder ved Midienat.
Mens Maanen langsomt gaaer op i Blod
rinder paa Kinden hans Taare brat.
Vemodigt lyder hans Harpe i Lunden.
Elina, den Elskede, er forsvunden!

Min Roe er borte, en rasende Ild
har tændt sig dybt i min Barm.
Den ulmer og flammer saa vild saa vild!
Den spender til Vrede min matte Arm.
Jeg vil tumle som de oprörte Tanker,
giennem fraadende Hav, paa bristende Planker.

De reise paa Dækket den gyldne Mast,
de spænde de Silkeseil ud.
Nu ville vi alle staae Last og Brast,
og roligt vente paa Skiebnens Bud.
De brændende Hierter, som Kummer fordölge,
kan kun indlulles blidt af den rasende Bölge.

Det er lutter unge behiertede Mænd,
som misted den elskede Möe;
som har intet at önske paa Jorden igien
uden Favn mod Favn med hinanden at döe.
De hige, mens varslende Vinde larme,
efter at styrte i Havgudens kiölende Arme.

Masten splintredes, Roret brak!
Christ frels os, nu er det forbi!
Masten styrtede, Skibet sprak!
I vakkre Brödre! hist samles vi.
Den skumklædte Bölge sig over dem lukker,
Dybet de luende Hierter slukker!
Giennem dybe, klare Blaae
synker Kongen ned i Sandet.
Nattens blanke Stierner smaa
kan han skimte giennem Vandet.
Paa en Eng af Blomster fuld
sidder han paa grönne Tue.
Havet hæver sig saa huld,
som en sölvblaae Himmelbue.
Men et selsomt Trylleflor
slörer dog den hele Scene,
dækker Himmel, Hav og Jord,
alting, kun ei ham allene.
I den milde Sommerdag
staaer Naturen klar og rolig.
Hist et guldudhamret Tag
hvælver om en stille Bolig.
Uller sagte gaaer derind
söde Toner kan han höre.
Rosen livnes paa hans Kind.
Sangen er bekiendt hans Öre.
Dören svævende gaaer op.
Med uskyldig Englemine,
som en svulmet Rosenknop
smiler for hans Blik Eline.
Taus hun synker til hans Bryst,
taus hensvæve de i Dalen;
deres Hierters höie Lyst
tolkes kun af Nattergalen.
Ved den skyggefulde Hæk,
som bortvifter hede Straaler,
sætte de dem ved en Bæk,
mellem duftende Violer.
Om den runde, hvide Arm
slutter fine Silkesömme,
i den höie fulde Barm
ruller Issens gyldne Strömme.
Med den milde Rosenmund
hun sin Skiebne ham fortæller.
Taus tilhörer stille Lund,
Almen lyttende sig hælder.
En Sommeraften, klar og huld,
da sad jeg ved den svale Strand.
I Silke vandt jeg pruden Guld,
mildt kruste sig det stille Vand.

Da dreied i det Sölverblaae
sig Söen pludselig saa rund.
Vidt bredte sig de Kredse smaae,
det vifted stærkt fra Strand og Lund.

Da skildte Vandet sig til Bund,
som fordums Tid det röde Hav;
en Kiempe fra den vaade Grund
steeg langsomt af sin dybe Grav.

Da hæved Stormen sig saa vild,
da sortned Himmelen saa brat,
kun Stiernen med sin Purpurild
nedlued i den sorte Nat.

Jeg skimted ham saa bleg og hvid.
Et Öie kun i Panden stod;
han nærmede sig langsomt hid,
hans Öie lödede med Blod.

Sin stærke Arm han om mig svang,
saa sprang han i den salte Söe!
Tæt luktes höie Bölgegang.
Jeg troede sikkerlig at döe.

Da Elskte! blandte sig for dig
min Taare med det salte Hav.
Gud Fader udi Himmerig
lovpriset vær! du tog, du gav.

Den stærke Havmand som et Lyn
stak ned i Dybet paa en Hval.
Jeg studsed ved det sieldne Syn!
Han bragte mig til denne Sal.

Et Aar jeg er paa Havsens Bund,
og Rosmer trykker hver en Nat
eet isnet Kys kun paa min Mund,
og spörger: Har du mig forladt?

Og skiönt han er saa blid og mild
saa svarer jeg dog altid: Nei!
Da slukker sig hans Öies Ild,
han sukker dybt og gaaer sin Vei.

Jeg hörer ham da Harpen slaae.
Snart lyder den som Kildevæld;
snart som naar dybe Elve gaae
om Natten i det hule Field.

Kong Uller smiler glad,
af Fryd Elina skielver.
Da skilles Havet ad,
som sig i Luften hvælver.

En Skye saa sort og stor
Vandbuen giennembröd.
Sin Arm Elina snoer
om Uller i sin Nöd!

See Skyen vælter frem!
Flye, Elskte! vær ei seen;
thi kommer Rosmer hiem,
han steger dig paa Teen.

Fra Græsset Uller sprang.
Han paa sit Glavind slog:
Det er ei förstegang
at jeg en Kiempe vog!

Ak var din Arm en Storm
og var dit Sværd et Field,
den höie Rosmer Kong
du slogst dog ei ihiel.

Ved skiön Elinas Ord
Kong Uller undres saare.
En Skræk ham giennemfoer,
ved hendes salte Taare.

Ak hvis du skulde döe!
Kom, Elskte! lad os gaae.
Den bange Fæstemöe
ham skiuler i en Vraa.

Da svulmer Hiertet ham.
Sin Harm han ei kan dæmpe.
Han siger: Det er Skam
at vige for en Kiempe!

Da kommer Rosmer ind.
Hans Fodtrin ryster Jord;
hans Aande er en Vind,
en Torden er hans Ord.

En Kratskov er hans Skieg,
hans Skiold et Klippelag,
hans Kölle er en Eeg,
hans Hielm et gammelt Vrag.

Da tier Uller stil,
hans Kinder blier saa hvide;
han lytter sagte til,
ham lyster ei at stride.

Hvo monne til dig komme,
mens jeg var höit paa Strand?
Jeg lugter paa min Tomme
her er en christen Mand!

Der flöi en Fugl herind,
med Dödmands Been i Munde.
Jeg smed det ud igien,
det snareste jeg kunde.

Hun klapper ham saa snild,
hun sætter Mad paa Bord,
Den Havmand blier saa mild
ved skiön Elinas Ord.

Hun synger ham en Sang,
hun reder af hans Haar
det fæle Gruus og Tang,
hun det i Lokker slaaer.

Da bliver Rosmer fro
da det er jevnt og glat.
Saa lystelig han loe
at Muren revned brat.

Og hör nu Rosmer kiere!
Nægt ei min ringe Bön.
Du ikke grum fortære
min Moders ældste Sön!

Ham Havet drev herned,
han sidder i en Vraa.
Han er i Nöd bestæd,
han tör ei for dig gaae.

Elina ei du græde!
Er Rosmer da saa slem?
Jeg skal ham ikke æde.
Lad ham kun komme frem!

Da fatter Uller Mod,
han triner af sit Læe.
Han staaer ved Rosmers Fod.
Han sætter ham paa Knæe.

Er du Elinas Broder?
Da mig velkommen vær!
Er du af samme Moder?
Da est du Rosmer kier!

Vær freidig kun i Sind!
Er du den ældste Sön?
Han klapper ham paa Kind,
den bliver guul og grön.

Han sætter ham paa Kappe.
Min Haand er alt for stor,
til kielende at klappe
saa spædt et lille Noer.

Da blussed Uller röd.
Han drog sit Sværd i Harm.
Nu skal du faae din Död!
Det foer i Rosmers Barm.

Han rörer ei en Mine;
han sidder ganske tryg.
Luk Vinduet, Eline!
nu stak der mig en Myg!

Derpaa hun fölger ham
mildtsmilende til Senge.
Det er en sölvklar Dam,
imellem Blomsterenge,

Ned i sin vaade Vugge
han stiger uden Harm.
De Elskte see ham dukke,
og synke Barm til Barm!
Et Aar forgaaer paa Havets Bunde
i Elskovs Lyst;
i altid grönne Myrthelunde,
Bryst imod Bryst.

Da sukker Uller tit af Længsel
ved Aaens Bred.
Ak hvad er i et evigt Fængsel
selv Kierlighed.

Den vaade Muur, vel hundred Favne
adskiller dem
fra hver Fryd de tungt maa savne,
fra elskte Hiem!

O du som skienkte mig min Pige,
saa huld igien!
skienk mig mit stolte Kongerige,
skienk mig min Ven!

Lad ikke her vort Liv hendaane,
i Dæmringskier.
Du röde Sol! Du hvide Maane!
Ak var I her!

Elina ganger snild at stande
for Rosmer ind.
Stærkt higer op til hine Lande
min Broders Sind.

Sin Længsel kan han ei fordölge.
Du stærke Mand!
Bring ham igiennem Havets Bölge,
paa törre Sand.

Giv ham en jernbeslagen Kiste
opfyldt med Guld.
For al den Godhed du ham viste
jeg blier dig huld.

Ak dersom du mig huld vil blive,
bestandig huld!
da skal jeg strax din Broder give
Friehed og Guld.

Elina med saa megen Liste
tog Guldet ud;
saa lagde hun sig selv i Kiste,
den skiönne Brud!

Höi Rosmer farer alt med Lempe,
han er saa tryg;
Han löfter op den unge Kiempe
paa brede Ryg.

Den tunge Kiste let han tager
i stærken Mund;
derpaa han med sin Byrde drager
fra Havsens Bund.

Nu har jeg hævet dig paa Landet,
til Solen röd.
Nævn aldrig hvad du saae i Vandet,
det blev din Död!

Saa sprang han atter ud i Havet.
Det stod i Skye!
Af Bölgerne han blev begravet,
i Morgengry.

Men da han ikke fandt Eline
da blev han bleg,
da malte Angest hver en Mine,
og höit han skreg.

Dybt hörtes han i Havet larme
med Arm og Been.
Tilsidst han sprang af Qval og Harme
til Flintesteen.

Lumsk dukker nu hans haarde Pande.
Nu er hans Lyst
at lade Havets Snekker strande,
imod sit Bryst.
Men Uller og Elina henrykt staae
med Glædestaarer i hinandens Arme.
De höre Lundens Nattergale slaae,
kun fiernt de höre Havets Bölger larme.
De aande i det rene Ætherblaae,
de bade sig i Morgensolens Varme.
Letsvævende de iler op fra Lunden.
Alt synes dem en Dröm, som er forsvunden.