Ved gamle Borg
i kolde Mose,
stod taus i Sorg
den röde Rose.
Den lumske Orm
vil Rosen nage.
O haarde Storm!
Den maa forsage.

Nys röd og sund
i Solens Bade
aad fæle Mund
de fine Blade.
Ved dunkle Lund
bespændt i Nöden,
i haarde Stund
den venter Döden.

Da Aanden böd
som Vinden ulmer,
og bittre Nöd
saa södt hendulmer,
og Rosen röd,
som mat sig ynker,
i Blomsterdöd
for Vinden synker!

Bort fra min Kind
er Rosen veget,
mit siunkne Sind
til Gud er steget!
O Dödens Haand,
du söde, kolde!
riv bort de Baand,
som her mig holde.