Langsomt, strengt og lige den brede Kongevey fremgaaer,
Sparsom paa Skygger og Krat. Hvilken kiedsommelig Tid!"
Stille, min kielne Ven! En Kongevey streng er og lige,
Ey til Skygger og Krat trænger den herlige Helt.
Helligt, i Midnattens Stund, først beskygger den lampede Hvælving,
Naar vi til Murene hist trille hans mødige Been.