Sildig kom vi med Slud til Ringsted; i dæmrende Kammer
Skrev jeg, mens Hesten fik Høe, langsomt paa Ruden mit Navn.
Neppe stod det blandt Andre der, før sig hurtig et Billed
Reiste med Smil for mit Blik, ak! paa vor Litteratur.
Flintesteen skriver kluddret paa Glas, i Hestenes Friestund,
For i den skumle Sal Tiden dog lidt at forslaae.
Knap er Trækket fuldbragt; før strax det hovmodige Hierte
Frisk paa Udødelighed haaber og giør Postulat.
Ak men den grusomme Vært! naar af Kradsningen kied han er bleven
Knækker han Ruderne ud, indsætter friske paa nye!