I Skoven sidder en Kulsvierqvinde;
De Bøge beskytte for Østenvinde.
Men Mennesket raser værr' end Vinden,
Thi sidder den Viv med Taarer paa Kinden.

Greve Geert omkring i Landet hærger.
Hver Dannemand sig mod Fienden værger;
Saa giorde Skialm, hendes Husbond kiære,
Han stred mod Greven, og faldt med Ære.

Men ak, nu sidder hun der alene,
Med fem Smaabørn bag de vaade Grene.
En usæl Skiæbne vi nu maa friste,
Meer Brød ei yde de brændte Qviste.

Grev Gert nu fnyser omkring i Landet,
Af alle Danske forhadt og forbandet.
Christ fri os, hvis han finder vor Rede;
Da føle vi først hans grumme Vrede.

Mens de sig pryde med Seierskrandsen,
De spedde de spæde Børn paa Landsen;
De kaste det diende Noer i Flammen.
Christ straffe den Røver i Helved! Amen.

Mens stakkels Moder saa taler og græder,
I varme Kofter de Smaae hun klæder.
To Brød idag hende Klosteret sendte;
Dem skal ei sluge den hungrige Glente.

De Hvedebrød store de Smaae hun viser,
Som Fugl i Reden hun dem bespiser;
Da rasler det i de nære Hækker,
Hun seer en Kæmpe, som Sved bedækker.

Sin Hest har han bundet ved Træets Grene,
Han synker træt paa de mosgroede Stene.
Hiælp Gud nu! Kommer en fiendtlig Kæmpe?
Dog nei! Han farer jo mild med Lempe.

Han tog sin Hielm af den hvælvede Pande.
Niels Ebbesøn er det Jer, forsande?
Herr Ridder, hvi er I saa bleg afmægtig?
I kneiser jo ellers i Pladerne prægtig.

Vor Moer, heel aarle vi vare paa Færde,
Vi skar os Frokost med skarpe Sværde.
Dog har ei Hesten end faaet Havre
Jeg faster endnu foruden Davre.

To Brød jeg har kun til fem smaae Siæle,
Nu faaer man kun Brød ved at røve og stiæle;
Jeg er den Siette, som lidt skulde nyde,
Den Syvendedeel vil vi Eder byde.

Vor Moer! jeg føler mig styrket saare,
Aftør I kun Eders Gutters Taare!
Snart skal I roligt i Freden leve:
Niels Ebbesøn vog den kullede Greve.

Mens Faaret bræged og Gaasen kæged,
I Randers sig Sværdene flinkt bevæged.
Vi tog den Voghals i gule Lokken,
Afhug hans Hals over Sengestokken.

Herr Ebbesøn vog I den kullede Greve?
Da skal I nyde den hele Leve.
Hun vilde dem Brødet af Mundene tage;
Vel græde de Børn nu med bitter Klage?

Nei, alle dem Blus paa Kinden brænder,
Hver rækker sit Brød med de bitte Hænder:
Du hævned vor Faer, vog Danmarks Drage,
Du heel skal nyde vor Hvedekage.

Niels Ebbesøn græder. Han mægter ei Takken,
Han stirrer til Steilen derude paa Bakken:
Og fangede de mig, for paa Hiul at bryde,
Det skulde mig nu kun slet fortryde.

Beholder I selv kun Eders Davre:
Snart faaer jeg vel Mad, naar min Hest faaer Havre.
Snart Rugen atter og Hveden kan voxe,
Snart pløier I Landet med stærken Oxe.

Naar I da sidder i Hytten sammen,
Og korte Jer Tiden ved Aftengammen,
Da glemmer ikke den Mand i Freden,
Som skræmmed Jer Glenterne bort fra Reden!

Han drak lidt Vand af Kulsvierkanden,
Han tørred Sveden af Heltepanden;
I Fiirspring hen sig Gangeren strakte.
Forgieves de efter ham Brødene rakte!