Med smukke, lange Vers jeg agter at afmale
Hvad meer mig hændet er; men først en lille Tale.
Hvorfor jeg vælger her et andet Versemaal
Har Epigrammet sagt. Naarhelst man stanger Aal,
Saa bruger man en Kiep, til Hvalerne Harpune,
Til Vexler Blæk og Pen, til Bautasteen en Rune.
Hver Ting udkræver Sit, og sit særegne Sted;
Og iblandt andre Ting kan Vers dog løbe med!
Jeg veed vel der er Dem, der Saadant vil fordømme,
Som for slig Mening mig kun Lidet vil berømme,
Som sige: Vers er Løgn! Et Skyggespil! En Drøm!
Men, sandt at sige, jeg paa dette Sted er øm.
Antaget altsaa her at Vers er Ting, min Kiere!
Imellem os er Ting det mindste det kan være,
Og mangt et dygtigt Vers, som ey er reent Cujon,
Vil ofte gielde selv for en honet Person.
Antaget det er Ting — saa falder det i Sandser;
At ey det falder stygt, derfor maa Smagens Pandser
Beskytte Rimeren; at Alt kan falde smukt -
Snart dette Metrum, snart et andet bliver brugt.
Naar man har Suppe spiist, saa pleier man at elske
En Mellemret, med Kaal, med Roer, af de Botfelske,
Saa Fiskemad, saa Steg, saa Kage, saa Desert,
Men under alting Viin. Min Ven! af dette lær:
Ved Vinen jeg forstaaer kun Hypokrenes Kilde,
Ved Maden Poesie; thi giør jeg ikke ilde,
Om i Løvhytten her, jeg under kiølig Busk,
Med Smag tillaver dig — en Smule Ruskumsnusk!
Den Ret er meget god, jeg selv har kiendt en Gubbe,
Som foretrak den langt for den Rumfordske Suppe,
Der laves til af Been, til fattig Læsers Tarv,
Skiønt slige Bene er som oftest uden Marv.
Jeg haaber ogsaa at du her formilder Minen,
Da atter du din Ven gienseer: Alexandrinen,
Af hvilken altid du har holdt saa stor en Klat,
Som Alexander dig i Verden var forhadt.
Den er dig meget kier. Saa godt den laer sig læse!
Du ey forlanger at man op for dig skal kræse.
Skiønt Hexameteren gaaer og paa siette Fod,
Saa har du Ret deri, den er ey nær saa god.
Den er saa underlig, den er saa reent forbandet.
Det ene Vers er ey aldeles som det andet!
Et Ansigt ligner det, paa Halsen af en Mand,
Med Hage, Næse, det vel Ingen nægte kan,
Dog er de ikke eens. Sligt kan du ikke lide!
Tilgiv at du har maat't i sure Æbler bide!
Men har du Æblet bidt, og var det alt for suurt,
Skal paa din Læbe nu lidt Sukker vorde smurt.
Ved Sukker mener jeg da disse Vers, min Kiere!
Af dem jeg skrive kan saamange det skal være.
Det Hvile er for mig, det er som jeg holdt op,
Og Digtet gaaer dog frem og siger ikke Stop.
Man skriver dristig til, man støder ey sin Dommer;
Først i den siette Fod er det at Rimet kommer,
Man kan betænke sig — Et høist uskyldigt Kneb,
For den som ikke er ret hurtig af Begreb!
Een Ting der endnu er, hvad jeg, som en Skribenter,
Først her fortælle maa til mine Recensenter.
(Det altid kiedsomt er, naar det doceret blier,
Som man forkasted før man sværtede Papir)
Hvis Parentheserne man finder lidt for lange,
Og alt for hyppige, i disse mine Sange,
Saa taer vildfaret man Rubinen for en Byld;
Thi Digtet er kun til for Parenthesens Skyld.
Jeg mod min Hensigt har da ingenlunde svigtet.
En anden Sag det var, om den var til for Digtet;
Men nu disværre man jo vender om paa Alt!
Det var hvad først til dig jeg skulde hae fortalt.

Med Længsel vented jeg paa Horizontens Bue
Nu Dagen — Dagen kom, men Dagen havde Snue,
Den saae saa søvnig ud, saa vissen og saa plat,
Som om en dygtig Svir den havde havt i Nat.
Hvad ey et Under er. Naar du og jeg begravet
Hver Aften blev som den, dybt udi Verdenshavet,
Saa drak vi ogsaa med, og det saameget, Ven!
At maaskee anden Dag vi knap stod op igien.
Saameget mere er da Dagen nu at agte,
Som slig Extravagans vil ikke eftertragte,
Som drikker sagtens lidt, ved Sang af Skovens Skiald,
Naar hele Dagen smukt den har opfyldt sit Kald,
Men staaer dog op igien, og Morgenstunden lover.
Det yderst sielden er at Dagen sig forsover!
Det være kan engang, naar i et Assemblee
Ham Maanen nægtet har den smukke Sol at see,
Da bliver han lidt mut, det varer dog ey længe,
Som oftest staaer han op, mens vi er end i Senge.
Nu altsaa: Dagen kom i smusket Slaaprok klæd,
Den ned paa Jorden saae — og hulkede og græd.
Om nu det var af Sorg, om nu det var af Glæde,
At jeg saa bitterlig da saae den Øine væde,
Det veed jeg ikke vist, nok er det: Dagen saae
Til Jorden graadfuld ned, med skiden Slaaprok paa.
Sligt Varsel var ey godt, jeg selv blev meget bange.
Jeg ellers kiek er — men hvad Varsler anbelange -
Jeg tænkte: Vandet er kun tyndt, ey saa compakt,
At det imodstaae kan dit Legems Tyngselsmagt.
Jeg frem en Tavle tog, mig uden at berømme,
Og regned sindrigt ud, at — ey jeg kunde svømme!
Jeg vidste kun i Vand man veier fire Pund,
Men hvad vil det forslaae, man drukner som en Hund!
Heraf du seer, min Ven, at ey jeg følger Skikken,
Og er i Vers kun lærd, men ogsaa i Physikken;
Jeg haver vidt det bragt, og veed endog til Nød:
Elektrisering er den Kunst som giver Stød,
Som slaaer os tit ihiel, som os i Haaret trækker,
Luftpumpningen den Kunst, som Aandedrættet stækker,
Magnetiseringen os viser hen mod Nord,
Hvor Snee og Isen vild rundtom paa Marken groer,
Hvor ey man nødig har for Sol at sætte Sluse,
Og at opelske Iis, ved Kunst, i Drivehuse.
Jeg selv galvanisert har en aflivet Frøe,
Som ganske rigtig trak sit Been, da den var dø'.
For atter altsaa nu (hvad ey jeg var forpligtet)
Fra Parenthesen lidt at komme hen til Digtet,
Jeg tænkte: Herregud! det var dog rigtig fælt,
Hvis drukne skulde du paa dette ringe Belt.
Det var dog ret fatalt, din Kiole ey er krympet!
Jeg er saa bange for den bliver sammenrympet.
Man har ey Raad til Sligt, især naar man er død,
Selv nok mens Liv man har, man slide maa for Brød,
Hvormeget mere da, (Smaafolk er ingen Grever!)
Det er dog egentlig af Livet at man lever.
Som slig Betragtning nu sig velted i min Aand,
Treen Pigen ind med en Tallerken i sin Haand.
Jeg havde mig udbedt af Bouillon en Smule;
Jeg var ey ganske vel, jeg hørte Vinden kule.
Jeg sad Odysseus liig, paa dansk, som han paa græsk.
Jeg tænkte: Bouillon kan hielpe dig, skiønt Flesk
Ey Grethe meget hialp, i Elskov uden Strømper.
Bestandig tænkte jeg: Hvis Vandet Kiolen krymper!
Jeg fat paa Skeen tog, det smagte mig bon bon;
Naturlig faldt mig ind — Gotfried af Bouillon!
Jeg tænkte: Nu som ham du Reisen skal beramme,
Thi Fyen og Jødeland er jo dog meest det samme!
Det Ene kiender du meer end det Andet ey;
Een Vey er kort, een lang, men Veyen er en Vey!
En Vey, som er af Vand, den Egenskab besidder,
At den kan drukne dig, saameget som den gidder.
Hvad om paa fierne Kyst med Spyd og Sværd og Stang,
Fyenboen rede staaer, og vil din Undergang?
Jeg nægter ey, det blev mig ganske sort for Øiet,
Jeg ud til Smakken saae, om den var vel fortøiet?
Jeg blev en Skipper vaer, af Mandskab var der To:
Jeg nægter ikke at det Syn mig giorde froe.
Om Hiertet let jeg blev, jeg tænkte: For det første
Vi er dog altid nok til dem i Fyen at børste,
Jo færre Folk vi er, jo større blier vor Priis,
Vi Alting dræbe vil, kun Iversens Avis
Vi Livet skienke kan, paa Vilkaar at han roser
Fornemmelig først os, saa vore tree Matroser.
Som sagte ved mig selv jeg sagde disse Ord,
Jeg ud paa Smakken treen og hen ad Havet foer.
Du! som har hidindtil kun sat din Fod paa Landet,
Du lidt dog vide maa hvordan det gaaer paa Vandet.
Et skovløst Land det er, besøgt af mindste Vind,
Al Jordens Fugtighed det suger til sig ind.
Derfor man tit er nødt at bruge Smakker, Baade,
Da meget ofte lidt det falder i det Vaade;
Hvis man vil komme frem, ifald det skal gaae godt.
Paa denne Dag, især, var Vandet meget vaadt.
Der høye Bølger gik, jeg hørte grant det syde.
Et Marsvin hørte jeg tæt under Smakken skryde.
Jeg strax mig flytted bort, hen i en anden Kant,
Og hvad jeg giemte først, det var min Proviant.
Jeg tænkte: Sluges du, det jevner sig med Tiden!
Men gaaer din Proviant, hvad skal du æde siden?
En klog og sindig Mand bør giøre sit Bestik
Paa Levetiden heel, ey paa et Øyeblik.
Jeg havde ikke glemt, ved Snapsen af Genever,
At egentlig det er for Brødets Skyld vi lever,
Som før, i gammel Tid, i Overtroens Stund,
Man mente Brødet blot var til for Livet kun.
Jeg angst vor Skipper bad i Seilene at puste,
Jeg spurgte ydmygt, om han hørte ey det snuste?
Hvad snuse? sagde han, er det at stikle paa?
Har Vandet Lov, for ham, ey paa mit Roer at slaae?
Da blev jeg glad, min Fryd jeg kunde ey fordølge.
Hvad jeg for Marsviin tog, var en uskyldig Bølge!
Mit Hierte i mit Liv da giorde glade Hop;
Af overvættes Fryd jeg maatte kaste op!
Sligt kom mig selsomt for! For ret at overtænke
Den hele Hændelse, jeg paa Cahyttens Bænke
En Seng mig giøre lod, og lagde mig deri,
Og stod ey op igien, før Farten var forbi.
Jeg kunde Meget her poetisk nu afmale,
Hvis mig forarged ey slig daarlig Paafundstale;
Jeg kunde røre om, hvordan Neptunus op
Af Havet frem sig skiød, og rystede sin Krop;
Hvordan Najaderne med sivbegroede Nakker,
Og hvide Bryster kom; og Saadant. Jo jeg takker!
Men Gud bevare mig! Ney, Hanen smukt i Roe!
Man ey letsindig bør befordre Overtroe.
Hvad er Neptunus vel? Søevandet, naar det skummer.
Hvad er Najaderne, om ikke Torsk og Hummer?
Hvad er en Havmand meer end dette Sælhunds-Pak,
Udaf hvis Skind vi giør os Punge til Tobak?
Og hvad er Thetis? Vand. Og nu den Mær som kobler,
Frue Venus, hvad er hun, om ikke Vandets Bobler?
Og hvad er Æolus? En Vind. O Musa tie!
Jeg lider for min Død ey sligt Vindmagerie.
Skal endelig en Gud da frem, for Vind at giøre?
Ney, Gud skee Lov! nu har vi sligt dog paa det Tøre.
Nu veed vi: Hedens Kraft (Tak være vor Fornuft)
Udvider her og der den sammenpakte Luft,
Meer Rum den have maa, derfor i Seilet taer'et.
Saaledes er da det Mysterium forklaret!
At Alt af Suurstof, Vand-, Stikstof og Kul bestaaer,
Saavidt vor Videnskab alt nu til Dato gaaer;
Hvad Disse er, hvordan de Alting kan bestride -
Det veed vi endnu ey, det faaer vi vel at vide!
At destruere Alt — det kan vi nu perfekt.
At componere? Ja! det maa en anden Slægt.
Tid er en Sandseform, dog meget den udretter.
Naturen lystre skal, hvormeget den end sprætter!
Tilsidst vil Mennesket, blot ved Forstandens Bud,
Forstaae at skabe Alt, saa godt som næsten Gud.
Derfor til Overtroe man bør ham ey forlede,
Han er sin egen Gud, han bør sig selv tilbede.
Det andet Væsen er kun Egoisterie,
Og Væv og Nonsens, af den dumme Phantasie,
Som, skiønt ved Skiebnen den har nydt den store Lykke,
At være af vor Siel et ganske artigt Stykke,
Bør dog afhugges reent, og kastes i en Krog,
Og af den anden Deel behandles som en Pog.
Poeten derfor kun bør gavne og fornøye,
Og hielpe Maven til sin Næring at fordøye.
Ifald det lykkes ham, er ingen Mand saa plump,
At fra sin egen Mund han tager glad en Slump
Af Stegens Laurbærløv, og rækker dem sin Kone,
At hun, som før kun ham, Poeten nu skal krone.
Det Qvinde-Arbeid er, til Saadant er de vandt,
Paa Pynte-Nettighed forstaae de sig galant.
Dog, for Herr Kritikus formeget ey at plage,
Jeg til Historien begiver mig tilbage,
Og kan fortælle ham: vi foer, paa Vindens Lyn,
Til næste christne Land, og dette Land var Fyen.