O, du, som med din Lillievaand
er nyligt lagt i Rosenbaand,
hvis Torne ikkun staaer i Brud
— gid aldrig de maa springe ud -
dig vil jeg give en Idé,
om hvordan Manden sig bør té,
naar Konen bliver øm og varm,
og Sukke hæver hendes Barm.

Læg hende i en Seng saa lun,
hver Pude fyldt med Edderdun.
Skyd under hendes Bag i Smug
en Pude gjort til samme Brug.
Men hvis hun har en fyldig Bag,
ja, da er det en anden Sag.
Skønt er Naturens nøgne Værk,
og derfor bort med hendes Særk.

Derpaa du fra hinanden slaar,
de tvende marmorhvide Laar.
Tryk dig til hendes Barm saa rund,
sug Vellyst af den røde Mund.
Men blusser heftigt hendes Kind,
stik Fingeren en Smule ind.
Nu er der dem, der paastaa at
man ret for Alvor bør ta' fat.
Sligt maa du ikke agte paa,
lad Fuskere kun gøre saa.

Nej, kys og kæl og prik og stik,
til du ser Graad i hendes Blik,
indtil du ser, hun svæver i
Vellystens søde Raseri,
til hver en Muskel er i Strid,
og hun dig giver sagte Bid,
indtil du lig en Ædelsten
omsluttes fast af hendes Ben.

Selv maa hun med et kærligt Smil
slaa Haanden om din Elskovspil,
at den kan svulme rund og trind
og dybt i Hjertet trænge ind.

Gør ej for kort den søde Strid,
men stød kun langsomt og giv Tid,
og gør for ej at mangle Krudt
en Hovedpause hvert Minut.
Naar saa en Kildren i dit Spær
forkynder Øjeblikkets Nær,
stød Sceptret ind, saa langt det naar,
lad Haar sig trykke imod Haar,
og sprøjt saa Styrkesaften sund
dybt ind i Grottens dunkle Bund.

Om du gaar frem ad denne Vej,
da siger hun dig aldrig Nej,
men er paa første Vink tilstede
at aabne Grottens Bund med Glæde.