Selim.
Ih see, god Dag! thi, taer jeg ikke feil,
Saa finder jeg en gammel Ungdoms-Ven.

Sindbad.
Kan gierne være.

Selim.
Kiender du mig ikke?

Sindbad.
Ifald jeg ey taer feil af Eders Fødder,
Saa er I Selim, Eben Hassans Søn.
Vi boede hisset i den lille Gade,
Og legte daglig sammen der, som Drenge.

Selim.
Du vil nok give mig en Skose, Broder!
Fordi at mine Fødder er saa store?
Der er ey smukt, paa slig Maneer at hilse
En gammel Kammerat.

Sindbad.
Hvor vil du hen?
Jeg kiender alle Folk paa Fødderne!
Det er den bedste Lem paa hele Kroppen,
Og den fornuftigste; hvis alle Lemmer
Blev smukt, som den, ved Jorden, saa behøved
De ey at frygte for at falde ned.

Selim.
Man kan ey gaae med hele Kroppen, veed jeg!

Sindbad.
Hvorfor ey det? Gik man med hele Kroppen,
Saa trængte hele Kroppen jo til Skoe!
Saa fik en ærlig Mand lidt at fortiene.

Selim.
Din Fader var Skoemager, af din Tale
Jeg slutte maa du er det samme.

Sindbad.
Rigtig!
Til dette Haandværk er jeg født og baaret.
Der er vist noget i hvad Lærde sige,
At Folk blier født til Verden med Genie.
Man siger at Poeter fødes, men
Blier en Skoemager da vel ikke født?

Selim.
Paa den Maneer begriber jeg du ønsker,
At alle Mennesker var Tusindbeen.

Sindbad.
Naturlig! Det, som Mange synes om,
Kan jeg ey udstaae for min bittre Død,
Reen Himmel, for Exempel, Morgenrøde
Og Solskin, hader jeg, som Pestilenz.
Ney, Rusk og Slud! det veed jeg hvad det er,
Det taer paa Støvlerne! De Fleste synes
Godt om, naar Een gaaer lige paa sin Fod,
Mig skier det ind i Hiertet; thi hvorlænge
Kan saadan Een ey bruge et Par Saaler?
Hvergang der lægges Broe, saa græder jeg;
Men Dands, det er mig den allerstørste Glæde.

Selim.
Du har dog Næring?

Sindbad.
Jo, jeg takker Gud.
Til min Haandtering trænger alle Folk;
Og den uhørlige Begivenhed
Med Abu Casems Tøfler, den har jaget
En saadan Skræk i hele Byens Blod,
At de cassere deres Fodtøi nu
Før det er halvslidt.

Selim.
Nu, det er mig kiert.
Mens du har siddet her og syet paa Læsten,
Saa har jeg været rundt om, paa min Fod,
Og vandret Bye til Bye, som Kræmmer, med
Min Byldt paa Nakken, været i Balsora,
I Bagdad, Kasimir og Sammercand.

Sindbad.
Ja, saadan gaaer det her i Verden. Sidst
Vi saaes var vi kun Børn, nu er vi blevne
To nyttige Medborgere i Staten.

Selim.
Men Herregud, hvad er der blevet af
Den lange Rækel, dette sælle Skrog,
Som altid nederst sad i Skolen, som
Fik altid Prygl af Skolemesteren,
Og som bestandig pryglte os igien
Til Giengield?

Sindbad.
Ja, hvem mener Du? thi der
Var Mange, som bestandig pryglte mig.

Selim.
Kan du ey huske ham? han var saa tosset,
Men stor og stærk, han vandt bestandig fra os
I Spil. Ak! husker du ey, ham, som greb
De Pomeranzer, der blev kastet ud
Fra Kiøbmandsboden.

Sindbad.
Mener du Aladdin?

Selim.
Ja rigtig!

Sindbad.
Aa for saavidt gaaer det ham,
Gud være lovet, ganske godt; thi han
Er bleven Prinds, og gift med vor Prindsesse,
Og naar vor Sultan døer, saa blier han Sultan.
Det er jo ganske artig avanceret!

Selim.
Hvad? Primer du?

Sindbad.
Spørg du det mindste Barn,
Saa skal du høre mine Ord bekræftet.

Selim.
Det var da Dievlen! Men hvordan er det
Da gaaet til?

Sindbad.
O tie! Jeg beer dig, tie!
Saa har det ingen Magt. Hvergang jeg tænker
Derpaa, saa blier jeg tummelumsk i Hov'det.
Nok sagt, Prinds er han. Jo jo! Den skal hae det,
Som der kan hverken læse eller skrive,

Selim.
Det dumme Bæst! Det Fæe!

Sindbad.
Det maa Du sige!
Nu kaster han paa Nakken af os alle.
Mig vil han nu slet ikke kiendes ved,
Skiønt vi er gaaet i den samme Skole,
Og faaet beggeto paa Rumpen sammen.

Selim vender sig om.
Hvem kommer hist paa Gaden, rundt omringet
Af alle disse høie Herrer?

Sindbad ængstelig underdanig.
Tys!
Der kommer han, vor store Fyrste! Skynd dig!
Knæl ned i Snavset.

Selim.
Mine Buxer blive
Tilsølt for Knæerne.

Sindbad.
Hvad siger det?
Naar du vil spise Landsens Brød, saa maa du
Smukt ogsaa følge Landsens Skik og Brug.
De knæle.

Aladdin
gaaer forbi med sit Følge.

Sindbad
raaber af fuld Hals.
Allah velsigne dig, vor elskte Prinds!

Selim.
Ja, det var ham. Men siig, hvor kan du dog
I samme Aandedræt forandre dig
Saa dievels?

Sindbad.
Hold din Mund. Thi du maa vide,
At jeg har Leverancerne paa Slottet.
Kom, følg mig hiem, der kan vi snakke sammen;
Thi her har Væggene og Muren Øren.