Ret som den vældige Strøm, der slynger sin kraftige Vand-Arm
Stærkt giennem Dalene ned, tonende langsomt og dybt,
Naar den da naaer det speilklare Vand, det rolige Havblik,
Risler dens Vove kun brudt, mildt i det spillende Skier;
Saadan Digterens Røst, den toner i hellige Hvælving
Vældigt sin Sorg og sin Ild, malmfuldt med Orgelets Klang;
Men naar Kirkedøren er lukt, naar sædvanlige Verden
Atter omringer ham rundt, kiøles den brændende Glød;
Og den enkelte Blomst, som nu rulles forbi, kun han plukker
Under indvuggende Takt, med et betragtende Blik.