Da de høie Valhals Guder
Blomstred end i Østens Land,
Fiernt i Asien paa Bierget,
Nær det skiønne Ginistan;
Før de hid til Norden droge,
Mod den kolde Klippeblok,
Hvor de sloge
Jetters Hær og Dværges Flok;

Af de kundskabsrige Vaner
Ofte blev de da besøgt;
Vaner med til Asgard bragte
Megen Ynde, megen Kløgt;
Lærte dem at luge Tidsel
Og at plante Blomst i Jord,
Gav til Gidsel
Rytteren, den raske Niord.

I den stærke Lummerhede
Tørtes Flod og Skov og Dal:
Knap var Niord paa letten Skimmel,
Saa var hele Luften sval.
Han forstod at dele Dunster,
Og at farve Himlen blaa.
Skiønne Kunster!
Hvor Naturen skal bestaae.

Niord var givt paa Vaners Maade:
Blodets Baand han agted ei.
Ved sin Syster blev han Fader
Først til Freir og saa til Frei.
Begge skiønne! — Mænd og Qvinder
Tændte de med Elskovs Blus.
End man finder
Sligt et Kuld paa Kaukasus.

Da de høie Valhals Fyrster
Asalandets Dal forlod,
For at blande Sydens Lue
Med det nordiskkolde Blod;
Deres Ønsker ei de dulgte,
Niord de vandt ved deres Bøn;
Han dem fulgte
Med sin Datter og sin Søn.

Odin qvad: Os vinker Norden
Med sit granbevoxne Field;
Hist de skiønne Havets Lunde
Hvælve dem for Livets Held.
Did jeg bringer Gudeskaren,
Der jeg bygge vil mit Slot.
Thor i Faren,
Odin selv i Freden Drot.

Did de store Krigerflokke
Føre vi til Field og Øe,
Der de stride skal paa Klippen
Og paa skumbedækte Søe.
Tænk, naar Østens høie Flamme
Blander sig med Jernets Vægt -
Hvilken Stamme,
Hvilken herlig Kæmpeslægt!

Niord, paa frodig Hest med Vinger,
Drog foran den hele Hær;
Tørte Moser, splitted Taager,
Skilte Skovens tætte Træer;
Reisens Længde Guden mindsker,
Viser Vinden Skibets Vei.
Hesten vrindsker,
Svæver, svømmer, trættes ei!

O hvor herlig var at skue
Niord i Luften under Sky!
Yndigt svæved Gangrens Vinger,
Som en Drøm i Morgengry.
Hurtig Nærmen, hurtig Fiernen,
Snart besøgt, og snart forladt!
Morgenstiernen
Stod paa Gudens blanke Hat.

Uden disse hulde Vaner,
Hvad var Asers Magt i Nord?
Hvad din Visdom, stærke Odin?
Hvad din Styrke, bolde Thor?
Vei til Frugtbarheden finder
Freier, mellem Steen og Tiørn;
Mænd og Qvinder
Skiænker Freya skiønne Børn.

Selv hun har en deilig Brudgom,
Odur kaldte man ham her;
Hist i Indien ved Ganges
Traf hun ham i Heltefærd.
Møer og Svende var hans Følge,
Lysteligt de Bækner slog.
Field og Bølge
Deres Seiersang gientog.

Paa sit raske Tog han kiørte
I en høi, en gylden Karm.
Gulen Løve, spraglet Tiger
Tæmte han med Heltearm.
Ydmygt nu de Vognen droge;
Piger gik foran og sang,
Trommer sloge;
Fløiter høit i Skoven klang.

Hist fra Skovens grønne Buske
Kom de grimme Vildmænd frem,
Hørte Bæknet, Trommen, Fløiten,
Grinte, dandste, glædte dem.
Odur ved den klare Kilde
Standsed dem i dunklen Skov,
Greb de Vilde,
Tæmte dem ved Fredens Lov.

Paa de solbestraalte Bierge,
Nær den friske Bølge klar,
Planted han sin grønne Ranke,
Som den søde Drue bar.
Snart at præsse røden Drue
Dalens unge Søn forstod.
Elskovs Lue
Fandt sin Næring i dens Blod.

Freya kom engang i Skoven,
Smagte Gudens søde Drik;
Druen hang ham i hans Lokker,
Sværmerisk var drukne Blik;
Fyldig var han, som en Qvinde,
Dog en Mand i Kraftens Aar;
Lod sig binde
Let af Disens lyse Haar.

Fuglene dem saae fra Qviste,
Saae det elskovsfulde Sind:
Hvor hun med de hvide Hænder
Klapped Gudens brune Kind;
Hvor, som Skum paa Flodens Bølge,
Svulmed knuppetnøgne Bryst;
Blomster dølge
Guders og Gudinders Lyst!

Freya nu var Odurs Qvinde,
Sielden kun de skiltes ad;
Og da Guders stolte Skare
Reiste fra den gamle Stad,
Odur sig paa Vognen satte
Med sin Hustru i sin Arm.
Tigerkatte
Trak dem i den gyldne Karm.

Vel ham smerted at forlade
Rankens varme Fædreland;
Men hvo foretrækker Druen
For en deilig Lilievand?
I sit Kar af tynde Staver
Tog han Vinen med til Nord.
Odurs Gaver
Glæder Odin ved hans Bord.

Thi skiøndt alle andre Guder
Drikke Miød og Øl og Most -
Odin qvæges kun ved Vinen
Og ved Yduns Æblekost.
Og da Odur Frei forlader,
Da fra Nord han skilles ad,
Guders Fader
Skiænker han det sieldne Fad.

Kunde troløs han forglemme
Disen for saa høi en Lyst?
Grusomt sig, letsindigt rive
Fra det elskovsfulde Bryst?
Kiærligt dog han Freya favned,
Kaldte hende største Skat;
Aldrig savned
Ham den elskovsrige Nat!

Men da Ydun fløi fra Valhal,
Da den hele Skiønhed svandt,
Da han i sin unge Disa
Kun en gusten Qvinde fandt;
Sprang fra Leiet han forfærdet,
Vred sig af den Magres Arm;
Greb til Sværdet,
Høist forbittret i sin Harm.

Ha! saa har du mig bedraget,
Raabte han, du lede Trold!
Løi, og kaldte dig Gudinde,
For at fange mig i Vold?
Men nu seer jeg Larven synker,
Hvad du var, det vorder du!
Dine Rynker
Viser du mig uden Blu!

Freyas Taarer intet virked;
Odur sig med Afsky vandt
Af de kraftesløse Arme,
Hvor han før sin Glæde fandt.
Kerren med de skiønne Katte
Og sit Viinkar, lod han staae.
Den Forladte
Stirred i det fierne Blaa!

Bort han veeg til sine Vaner,
Aser saae ham aldrig meer.
Freya græder gyldne Taarer,
Naar hun i det Fierne seer.
Hendes Skiønhed kom tilbage,
Men den grumme Husbond ei.
Hendes Klage
Lyder paa den øde Vei.

Da nu atter Aser Frugten
Nød af Livets stærke Træ,
Ynktes Odin ved at skue
Skiønhed sørge bag sit Læ.
Høist forbittret da han sendte
Hermod, med sin Tryllestang.
Hvad der hændte,
Synger jeg ved Harpeklang.

Odur gik i Laurbærlunden,
Tænkte paa den skiønne Frei;
Skovens Mænd, med Bukkefødder,
Muntred ham ved Fløiten ei;
Og forgieves, vedbendkrandset,
Dandsed vellystfulde Mø;
Kun han sandsed
Tabte Frei paa Herthas Øe.

Som han nu med tunge Druer,
Vedbendløv i lokket Haar,
Sværmerisk mod Himlen skuer,
Eensomt i den unge Vaar,
Mens hans Blik vemodigt svømmer,
Sødtberuset er hans Aand;
Mens han drømmer,
Trykker Nakken med sin Haand; -

Kommer Hermod giennem Busken,
Rører ham med Hexegreen -
Og til Marvens dybe Piber
Trylles han til Marmelsteen!
Og saa har ham Skialden funden,
Paa sin fierne Vandring hist:
Steen i Lunden,
Dækkes han af Laurens Qvist!

Men den skiønne Freya saare
Græmmed sig ved Gudens Død;
Hendes gyldne, søde Taare
Sværmerisk hver Aften flød;
Hendes Hiertes dybe Trængsel
Blander hun i Elsktes Bryst:
Bittre Længsel!
Deraf kom din søde Lyst.