Nu blev der Fryd i Valhals Gaard;
I fine Vadmel, bløde Maar,
Den skiønne Biergets Pige foer
Fra Fieldet og fra grønnen Jord.
Ad Bifrost drog den unge Brud,
I Luften liig et Stierneskud.
Alle Gudinderne mon staae
Ved Kanten af det Himmelblaa,
Modtoge Freiers Hiertenskiær,
Og da de skued hende nær,
Det sidste Glimt af Harme svandt,
De alle Gerda deilig fandt.
De sorte Haar stak yndigt af
Til dette store, gule Hav,
Som ned ad Disaskuldre flød.
De hende hver velkommen bød;
De bragte hende til Freyas Lund,
Og kyssed hendes Rosenmund.
Og hver en As med henrykt Aand
Da trykte hendes Liliehaand.

Beskrive Eder Freiers Fryd,
Dertil har Harpen ingen Lyd.
Du som har beilet kiender sligt;
Det læres ei af Skialdedigt.
Men du, som elsker ei endnu,
Skynd dig jo før jo heller du!
Og naar du favnes af din Mø,
Og troer af Glæde sødt at døe,
Saa veed du hvad Gud Freir fornam,
Da kiælent Gerda krysted ham.

Nu ender her min Elskovsang,
Snart giver Harpen anden Klang.
Tit Visen, som en liden Fugl,
I Vaarens grønne Bøgeskiul
Opholder sig i Glædens Dal;
Snart stormer Sangen som en Hval
Snelt giennem Nordens Vinteriis,
Da suser det paa Jetteviis;
Da skynde sig de drevne Ord,
Liig Skum af Hvalens Næsebor,
En Straale høi og stærk at see,
Der taber sig i Nattens Snee.

I Glædens allerbedste Frø
Tit findes Spiren til at døe!
Ulykken strax begyndte nu,
Af Bryllupsfryd steeg Frygt og Gru.
I Hallen var vel Lystighed,
Men Ulven gik omkring og beed;
Snart napped den i Asaskiæg,
Snart i Gudinders trinde Læg.
Da Odin nu af sligt blev kied,
Og eied Lænken, som vi veed,
Da var han kun betænkt derpaa
Fenris med den at bundet faae.
Han Kieden gav i Heimdals Haand,
Thi denne Gud var snild i Aand:
Næst Loke, naar der her blev spøgt,
Var Heimdal hurtigst med sin Kløgt;
Dog Heimdals Spøg var bittert ei,
Det blomstred som Fiol i Mai;
Men hørtes Asalokes Røst,
Da stak det som en Torn i Høst.

Heimdal med Lænken i sin Haand,
(Den var et smidigt Senebaand)
Sig nærmed Ulven, med et Smil,
Og raabte: Nu har Sorgen Iil.
Fordømt til Helheim alt Fordærv!
Til Glæden give hver sin Skiærv.
Hver stræbe maa, som han kan bedst,
At hædre Freiers Bryllupsfest.
Og du, min Ulv! som taus gaaer om,
Hvad om du frem i Kredsen kom,
Og mored Guderne med Styrke?
Det er dog den vi alle dyrke.

Ja, grinte Ulven, uden Kraft
Blier Hamren kun et Hammerskaft.
Hvad vil du, Gud med Guld i Mund?
Vil du mig binde som en Hund?

Den, svared Heimdal, bindes slet,
Som raader selv sin Frihed ret.
Træl bindes; men i Styrkens Haand,
Blier Baandet til et Hædersbaand.
Tillad, du som paa Helteviis
Kan knække Jern som skiøre Riis
Til Lyst for Odin, Freir og Thor,
At binde dig med denne Snor!

Spidssnudet Ulv hen i hver Vraa
Efter sin snilde Fader saae;
Men Loke var paa Eventyr.
Da skulede det lumske Dyr,
Lod Halen synke, viste Tand,
Skiød Tungen over Kiævens Rand,
Og giøde: Heimdal gaa din Vei!
I Aften vil jeg bindes ei.
Det veed desuden Freir og Thor,
At Den kan bryde Senesnor,
Som tykke Kobberlænker brak;
Det skaffer mig kun liden Tak.
Er denne Snor naturligt giort,
Da vil den ikke sige stort;
Men er den lavet saa med Svig,
Hvi vil du da forraade mig?

Heimdal blev rød; men Asatyr
Den Ungersvend, som intet skyer,
Og Heimdal skamfuld rødme saae,
Fik Læben fast af Harme blaa:
Det ærgred ham, at slig en Gud,
En Heimdal saae forlegen ud,
Og skiulte sig bag Tausheds Læ,
Til Ære for et lumpent Fæ!

Ydmyge vilde han den Klods,
Opveie Skamfuldhed med Trods,
Og raabte høit: Kom Ulv! min Haand
Skal være Borgen for dit Baand!
Jeg lægger Haanden dig i Munden,
Imens du vorder lænkebunden,
Og mærker du da Svigen her,
Saa har du jo en Gidsel der.

Forundret alle Guder saae
Paa Tyr, som monne roligt staae;
Selv Asathor gik til ham hen,
Og hvisked: Hør, min unge Ven,
Det skulde du dog ikke vove!
Jeg maa dit bolde Forsæt love,
Men Helten trænger til sin Haand.
Da svarde Tyr med opbragt Aand:
Du Kloge der, lad mig i Ro!
Vel muligt du behøver To,
Men Asatyr er mindre seen,
Og han kan nøies blot med Een.

Derpaa han stak, med Blus paa Kind,
Sin høire Haand til Leddet ind
I Ulvens hede røde Strube,
Der gabed som en Mordergrube.
Da Ulven nu var bundet ret,
Og prøved med afmægtigt Spræt
At sønderslide Dværges Lænke -
Da paa de bløde Hyndebænke
Hver Gud beloe det bundne Dyr;
Hver loe, undtagen Asatyr,
Thi han betalte Ulvens Baand,
Med Tabet af sin høire Haand.
Men kraftigt stak den unge Mand
Armstumpen i en Bunke Sand,
Og strakte Armen høit i Væ'r,
Og raabte: Ved mit gode Sværd,
Nu føler jeg først ret mit Mod.
Stærk Prøven var, men den var god.
Jeg gaaer til Vaulunds Esse fiern,
Og han skal smedde mig af Jern
En Handskehaand, som klemme kan
Det lange Slagsværd med Forstand.
Naar Haand og Sværd slaae ligegodt,
Da frygter man først Kampens Drot.

Dermed han ud af Salen gik,
Fulgt af Gudinders ømme Blik.
De tænkte: Hvilken Helt, hvor stor!
Han vil fordunkle Asathor.
Kun Gerda paa sin Freier saae.
De monne hen i Lunden gaae,
Hvor Kiærlighedens søde Lyst
Han nød ved sin Gudindes Bryst.

Asodin saae paa Asathor,
Der fæsted Blikket dybt til Jord,
Og mæled: Det har ingen Art!
Nu vorder Aser Jetter snart:
I Vildskab, ubesindigt Mod,
Kun spilder sig det frækne Blod.
Du kasted bort, min Søn, din Hammer!
Ei længer Freiers Glavind flammer,
Som, naar det droges, raabte: Skiælv!
Og dræbte Kæmper af sig selv.
I Morgengaven han det gav,
Nu giemmes det i Biergets Grav!
Vel Fenris nu er lagt i Baand,
Men Tyr har tabt sin høire Haand;
Ran hersker alt i Ægirs Fiord,
Og Skade deler Magt med Niord.

Saa talt, stod Odin langsomt op,
Med Brynien om sin Heltekrop,
Og gik fra Vingolf, mørk i Sind. -
Da sad med Haanden under Kind
Og saae paa Ulven Asathor,
Og begge mæled ei et Ord.
De Tærner slukte Fakler ud;
I Mørke sad den vrede Gud,
Og stirred hen paa Ulven hist,
Hvis Øine gav i Mørket Gnist.

Da slog Gud Thor en Latter op,
Hvorved fast skiælved Hlidskialfs Top;
Foer ud af Sal, slog Døren i,
Rev Hielmen af, gav Lokken fri,
Tog frem sin Karm af lune Stald
Og agede med Tordenskrald.
Den hele Nat med Lyn han skiød,
Det slog paa Jorden Mangen død.
Da brændte hist en herlig By;
Eegskoven flammed høit i Sky;
Da græd de Mødre, spæde Børn,
Mens Thor kun skummed som en Biørn.
Han var af Harm som Graven stum,
Det kildred ham, at han var grum.
Først da det gryede hen ad Dag,
Han kiørte mod Thrudvangers Tag.
Der trykte Sif i stærken Arm
Sin Thor, og mildned Gudens Harm.
Hun frygted ei hans Raserie,
Hun vidste det var snart forbi.
Da smilte Jorden mildt, men græd
Sin klare Dug, som Drengen spæd,
Naar Faderen var altfor stræng,
Og slog for haardt sin lille Dreng.
Da rørtes Thor, det ham fortrød,
Af Kæmpens Øine Taarer flød;
Thi rolig var han god af Sind.
Da sendte han paa Morgenvind
Tialfe med Roska ned, den Mø,
Til faste Land og Gefions Øe,
At skiænke Guld og Sølverkruus,
Til dem som misted deres Huus.
De Døde bragtes til Valhal;
De spæde Børn i Flokketal
Som indebrændte denne Nat,
Dem kaared Frei til Alfer brat.
Da glemte Smerten de for Glæde,
Af Skuldre voxte Vinger spæde.
De fløi omkring i Freyas Skov,
Forældrene fik daglig Lov
De kiære Glutter der at øde.
Da glemte de at de var døde!