Den vilde Stöi nu lyder ikke længer.
Den store Sværm fremtrænger ei i Stövet.
Ei længer under Lövet Kredsen sidder.
Kun sagte Fugleqvidder sine Toner
saa södt i Skovens Kroner sammensmelter.
Den tunge Bölge velter sig mod Sandet,
mens Purpurskier i Vandet venligt glimter
og medens Lyset skimter hist i Hytten.
I Skovens Dybde Skytten og hans Hunde
gaaer giennem dunkle Lunde; Maanen titter
bag Egers Stammegitter i sin Lue.
Ad blege Himmelbue Kragen svæver
og Harpelyd sig dybt i Lunden hæver.
Ludvig.
Mat og ene, bleg og ene
sidder jeg blandt Skovens Kroner.
Ene, paa de kolde Stene,
toner Harpen Veemodstoner.

Dysses ikke hen i Slummer,
kielne Sangersker, som rörte
nys den blege Mand, hvis Kummer
dulmed da han Eder hörte.

Kunde disse dunkle Lunde
lettere mit Hierte hæve,
o da skulde Harpen bæve
Glædeslyd som Eders Munde.

Men det blöder og forsöder
i sin Smerte södt sin Smerte,
möder Anelser og föder
svage Haab, det arme Hierte!

Hvad er Nattens Stiernehimmel,
naar ei Elskovs skiönne Stierne
blinker venligt i det Fierne,
fra den lyse Stiernevrimmel?

Hvad er Livet, naar ei Livet
lifligt hen i Elskov rinder?
Hvad er Livet, naar ei Livet
södt i Favnetag forsvinder?

Aftenvind! i Aftenröden,
du, som Nattens Taushed bryder,
for mit Öre tungt du lyder,
som det sidste Suk i Döden.

Maria kommer.
Skyggerne voxe i Lunden,
den lyse Dag er forsvunden;
mildt skyller de mörke Vover.
Naturen blideligt sover.

Mens Pigen hurtig heniler,
den bleggule Maane smiler;
bag sorte Stammer, i Taage,
de lumske Rövere vaage.

Hvor underligt Espen skielver!
Som en Kirke sig Skoven hvælver!
som en Kirke ved Midnatstide.
Hist svæve Dödninger hvide!

Hvi skielver ei frygtsomme Pige,
mens Morderne lumske sig snige?
Hvi springer hun kiek og forvoven,
gjennem sorteste Buske i Skoven?

Hun frygter ei for de Döde,
hun gierne for Dolken vil blöde,
naar hun i sin sidste Smerte
kan synke til Ludvigs Hierte.
Hun synker til hans Bryst.

Hymne.
Tryllende Harmonie!
i midnatsdunkle Jord.
Salige Sympathie!
Hellige Poesie!
uden Ord.
Samsmeltning af Lund og Söe
og Stierner og omslynget Yngling og Möe.
Favn mod Favn
tolker hele Naturen Kierligheds Navn.

En gammel Eeg.
Her har jeg staaet i hundrede Aar;
om Vintren med Snee paa mit Bryst;
mellem Blomster i grönne Vaar,
mellem egne Löv i den brune Höst.
Min stolte Top har jeg reist
og kneist
ud over den vide Natur,
som omslynger Træernes tætte Muur.
Da blev jeg saa mod.
Jeg kunde ei flytte min Fod.
Stille maatte jeg staae
og vilde saa gierne, saa gierne gaae.
Engang de fældte min Broder her,
som hæved sig rank over Stubben der!
Han er lykkelig!
Som en Planke i Skibet tumler han sig,
som en Slange han sig giennem Bölgerne snoer
om den hele Jord.
Jeg staaer hvor jeg blev föd,
til min Död!
För var jeg for stolt til at klage,
man bliver blöd paa de gamle Dage.
Derfor suser
nu Vemod i mit Löv, naar Stormen bruser.
Denne Nat er söd!
Toner löd
ved min gamle Fod;
og paa min Rod
sidder Elskende to
i kierlig Roe.
Saadan en Vaar
har jeg ikke oplevet i hundrede Aar!

Sanct Hans-Ormen under Egen.
Du er hundrede Aar!
Jeg kun en Dag.
Dit Liv er langsomt,
koldt, stærkt.
Mit er hurtigt,
brændende, begeistret!
Lutter Glöd,
levende, bevægelig Glöd!
Et Öieblik mellem Födsel og Död.
Jeg bytter ikke med dig!

Döden
stiger over den fierne Kirkemuur og gaaer forbi Skoven, giennem Marken, til en Bondebye, med sin Lee paa Nakken, i det han synger:
Een, to, tree!
I ranglende Dands!
I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!

Een, to, tree!
Med ringlende Been,
med dinglende Been!
Jeg har hvæsset min Lee,
paa Gravens Steen.

Een, to, tree!
Fra den sorte Grav!
Med blinkende Lee
maa jeg meie dem af,
mens Maanen leer.
Jeg kommer tilpas!
Du rinder ei meer,
mit Timeglas!

Afsted, afsted,
med hurtige Fied,
i Taage mellem Snoge,
over Engen hen,
mellem Lygtemænd.

Een, to, tree!
I ranglende Dands!
I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!

Sanct Kirsten
gaaer uformærkt forbi de Elskende, hen igiennem Skoven, til sin Kilde. Hun stirrer en tidlang i det klare Væld. Derpaa raaber hun:
Ellepige! Ellepige!

Ellepigen stiger op af Vældet.
Hvad har du at sige?

Sanct Kirsten.
Tag vare, tag vare
paa Bölgerne klare,
at ingen fordunkle
de Perler som funkle,
at aldrig de nöle
i bælmörke Gange,
at de fremspringe kiöle,
milde og mange!

Ellepigen.
Jeg skal dem bevare;
men du maa dem klare!

Sanct Kirsten
læser sit Paternoster, lader en Taare falde i Vældet og forsvinder.

Bölgerne.
Dobbelt lyst vi nu rinde.
Farvel, vor Veninde!
Klokken slaaer tolv.

Ludvig.
Hist i Taarnet alt Klokken slaaer.
Stiernen blinker!
Elskte Maria! du fra mig gaaer.
Himlen vinker!

Maria.
Underligt bange mit Hierte slaaer.
Stiernen blinker!
O hvad dog Kierlighed formaaer!
Himlen vinker.

Ludvig.
Deiligt bölger dit lange Haar.
Stiernen blinker!
Til Himlen dit klare Öie du slaaer.
Himlen vinker.

Maria.
Pleieforældre med sölvgraae Haar -
Stiernen blinker!
I ledende nu i Skoven gaaer.
Skiebnen vinker.

Ludvig.
Jeg forbittrer dine Ungdoms Aar!
Stiernen blinker.
Gid jeg laae paa den sorte Baar.
Himlen vinker.

Maria.
Hisset tælle vi ingen Aar,
hvor Stiernen blinker.
Hist vi evig paa Roser gaaer,
naar Himlen vinker!
De vil skilles ad.

Kierligheds Genie
triner pludselig ud af Buskene med en Glorie om sit Hoved.
Hvor Bölgen ruller hvidslende, fortrolig,
ved Stranden hist, hvor Svanen hvid sig dukker,
der staaer i höie Siv, ukiendt og rolig,
en lille Baad, som Sölverbölgen vugger.
Den bringer Eder til en fiernet Bolig,
hvis Eier kun af hellig Længsel sukker.
Jeg saae fra Himlen Eders Taare rinde
og ilte hid paa Nattens Blomstervinde.

Den Gamle Eders Hierter skal forbinde
og dele froe med jer sin lille Hytte.
En Mark, en Have dyrket I skal finde,
som for al jordisk Trang vil huldt beskytte.
I Elskovs Fryd skal Eders Dage svinde.
Med ingen her paa Jorden vil I bytte.
Lad Eders Frænder angre, lad dem græde.
De dræbte længe nok den söde Glæde.

See Natten vinker! Aldrig skal I savne
mit Venskab, jeg usynlig Eder fölger.
Uskyldig Kierlighed, til fierne Havne,
beskyttende skal mildne Havets Bölger.
Glem fordums Kummer ved hinandens Favne,
den er forbi, ei længer den forfölger.
Fat Mod Maria! Jeg har dræbt din Smerte.
Du vinkte mig fra Himlen med dit Hierte.
Hun forsvinder. De Elskende fölge hendes Vink.
En Jæger
kommer gaaende giennem Skoven med sin Hund.
Det er mig kiert de stöier ei meer.
Den brogede Sværm ei gierne jeg seer.
Det giör mig ondt for min gode Skov
at til det Væsen de skal have Lov.
Jeg vanker helst mellem tause Stammer;
sigter og skyder og Hiorten rammer.
Jeg gider kun levet med mig selv.
Naar i Natten suser den kolde Elv
sætter jeg mig ved Træets Rod,
med min Trofast liggende ved min Fod,
og stirrer hen i den blege Stierne,
som glimter saa underligt i det Fierne.
Og naar da ligesom den luer i mit Bryst,
saa faaer jeg til at blæse Lyst,
saa griber jeg om den krumme Luur
og blæser ud i den vilde Natur!
Og naar da Skraldet runger over Jord og Hav
tænker jeg paa min Död og min Grav.
Her sad nylig forelskede To.
Jeg lider ei Kierlighedens kielne Roe.
Den hele Natur er min Elskerinde.
Gid jeg som de hvinende Vinde
kunde styrte höit fra Skyerne ned
og favne alt! Det var Kierlighed!