Sindbad.
Er I den fromme Kone, som forstaaer
Saa godt, som nogen Doctor her i Landet,
At læge Hovedpine?

Hindbad.
Ja, min Søn!
Er Nogen maaskee hist i Byen syg,
Og trænger til mig? Jeg er rede strax,
Naar først jeg hentet har min Alkoran,
Og saa min Krykkestok, jeg gamle Kone!

Sindbad.
Hvad bilder I Jer ind? Seer jeg da ud,
Som om jeg var en Landsbye-Skrælling? Skynd Jer!
I skal til Ispahan endnu i Nat.
Saadan som her I seer mig, slet og ret,
Er jeg dog keiserlig Hof-Skomag'r-Mester!
Jeg syer for den velsignede Gulnare
Smaaebitte nysselige Skoe og Støvler;
I Foden smaae, thi hendes høire Fod
Er ikke større end min venstre Haand,
I Skaftet vide, thi hun har to Lægge
Som siger: Paa det Lav! til mine Laar.
Dog, dette kommer ikke Pinen ved.
Vor store Prinds — (Nu er han stor, tilforn,
Da han i Skolen gik, var han kun lille.
Imellem os — maaskee I veed det selv -
Han er kun af en simpel Extraction,
Men hans Genie har vippet ham i Veiret.
Han har ey Ahner, men det lader som
Han agter selv at blive Stamme-Herre.)
Nu, hvad jeg vilde sige, denne Prinds
Har faaet Hovedpine. Hovedpine
Er ikke godt for Nogen, sær for Fyrster.
Nu veed Prindsessen vel, at I forstaaer,
I et Svingom, at jage Sligt paa Døren.
Men hun vil ingen Opsigt giøre med det,
Thi Hoffet har sin Læge, seer I vel!
Jeg veed hvordan jeg selv tilmode blev,
Hvordan jeg vilde blive stødt paa Nyren,
Hvis nogen Anden fik Prindsessens Fodtøy.
Derfor har hun incognito mig sendt.
Thi lad os skynde os! Ifald I troer
At kunne blive mere hurtig færdig,
End Hoffets Doctor, efter Kunstens Regler,
Saa tag jer Stok, og trask afsted med mig.

Hindbad afsides.
Ha! Skiebnen leder selv min Lykke frem.
Høit.
Et Øieblik, min gode Mand! jeg følger,
Saasnart jeg først har lukket i min Hytte.
Han gaaer ind i Hytten.

Sindbad seer sig om.
Det er dog ret en underlig Idee,
At boe saadan allene i en Skov,
Blandt Løver, Tigre, Leoparder, Slanger,
Og andet saadant Johan Hagel, som
Bestandig løber om paa bare Been,
Og har slet ingen Pli og Aandscultur!
Forresten seer her ganske morsomt ud;
Især i saadant Maaneskin, som dette,
Paa høire Haand et tætindvoxet Krat,
Paa venstre Haand en blomstervoxet Mose!
Imellem begge kun en lille Strimmel
Af Jord; der Veien gaaer til Ispahan.
Der staaer to Banker paa den smalle Strimmel,
Den ene er belagt med Kampestene,
Den anden overplantet er med Roser
Og høie Lillier. — See hvor høit den Største
Sig hæver i en Bue op mod Maanen.
Den spiller sælsomt i det hvide Bæger.
Det lader som den hviskte den i Øret! -
Der kommer hun igien, den gamle Kone!
Naa Moer? Er I nu færdig? Kan vi gaae?

Hindbad.
Ja, kiere Søn! Følg mig nu rask afsted.
Han vil trænge giennem Krattet, men bliver siddende i en Tiørnebusk.

Sindbad.
Er I ey rigtig klog? Hvor vil I hen?

Hindbad.
Ak du har Ret, min Søn! Ad denne Vey.
Han synker i Mosen.
O red mig! Red mig!

Sindbad.
Kone, er I gal?
Vil I curere andre Folk i Ho'det?
Hvi gaaer I ikke hen ad Stien der?
Han trækker ham op.

Hindbad.
Jeg har en vis Modbydelighed for
At gaae, om Natten, mellem disse Grave.

Sindbad.
Da er det jo en god og slagen Stie.
Kom, skynd Jer!
Han drager ham did.

Hindbad.
Ak min Søn! De hvide Lillier —
De dufter alt for stærkt i Midnatstunden.
Han falder i Afmagt.

Sindbad
betragter ham en Tidlang, derpaa slaaer han Hænderne sammen og siger:
Hvad skal jeg arme Hof-Leverandeur
Nu giøre? — Hende kan jeg ey levere!
Men hvis jeg lader hende ligge her,
Beholder Prinds Aladdin Hovedpinen,
Jeg derimod, jeg mister Leverancen!
Hvad skal jeg giøre? Bringe hende bort,
Dertil har jeg ey Kræfter nok, og her
Er ingen Svende, som kan hielpe mig.
Hvad rasler hist i Dyssen? Tys! der gaaer
En Mand i røde Klæder mig imøde.
Han kommer hid. Hvad er det for en Svend?

Noureddins Aand
som er steget op igiennem Steenhoben, vandrer hen fra Graven mod den besvimede Hindbad og betragter ham et Øieblik, derpaa vender den sig til Sindbad og siger:
Hielp mig den fromme Kone op paa Ryggen!
Jeg bærer hende ud af Skoven, for dig;
Men, naar hun vaagner, maa du ikke sige
Hvo der har hjulpet dig!

Sindbad.
Jeg kiender dig
Jo ey, hvordan kan jeg da sige det?

Spøgelset.
Du sige skal, at du har selv det giort!

Sindbad.
Godt! Hielp mig kun. Jeg skal nok broute siden
Af det, som du har giort. Lad mig kun raade!

Spøgelset
tager Hindbad paa Ryggen og vandrer afsted.

Sindbad.
I kom mig ret beleilig; denne Kone
Var kaldet for at hielpe Prinds Aladdin,
Nu fik hun ondt, det gamle, sælle Skrog!
Ved denne Lilliebusk, som dufter stærkt.
Hvis I var kommen ey, maaskee hun aldrig
Sig mere havde reist fra dette Sted.
Det havde været Skade.

Spøgelset.
Jammerskade!

Sindbad.
Hun skulde lindre Prindsens Hovedpine.

Spøgelset.
Jo flere gode Gierninger herneden,
Des fleer Belønninger i Evigheden.
Afsted! Afsted! Det er paa Tiden nu.

Sindbad.
I gaaer for stærkt, jeg kan ey følge Jer.

Spøgelset.
Saa vil jeg lidt da sagtne mine Fied.

Sindbad.
Det er en deilig, rød Skarlagenskiortel,
Som I har paa; hvor giør man den Slags Tøy?

Spøgelset.
Paa Væverstolen, Ven! hvor Rendegarnet
Er Ild, Isletten Svovl.

Sindbad.
Det blæser stærkt! —
I taler sagte, har I svage Lunger?

Spøgelset.
Den Puster trækker ikke mere Luft ind.

Sindbad.
Hvad er I, Ven?

Spøgelset leer.
Kulsvier!

Sindbad.
Hvilken Snak!
I saadan riig og prægtig Dragt!

Spøgelset.
Jeg tiener
Den rigeste Kulsvier, maa du vide;
Han brænder de bevægelige Skove,
Hvor Løvet kaldes Haar, og Grenen Arm.

Sindbad.
Det blæser! Jeg kan ingenting forstaae.

Spøgelset.
Naa! kom nu, kom! Thi inden Midnatstunden
Jeg atter være maa igien i Lunden.
Det gaaer rask afsted og synger:

I Helved galer Haner,
Som Nattergal og Lærkelil,
Der svømmer sorte Svaner
I Vand, som er af Svovel-Ild.

Og lummert brænder Grunden,
Der vifter ey den mindste Vind,
Derfor i Midnatstunden
Vi kiøler os i Maaneskin.

Sindbad.
Fy Landsmand! hvad er det for fæle Viser?

Spøgelset.
Soldater-Viser, Kiere! Ungdoms Galskab!
Ved saadan Sang blier Byrden mere let.

Sindbad sagte.
Han giør mig ganske bange med sin Snak.
Det skulde dog vel aldrig være galt fat?

Spøgelset.
Naa kom nu! Kom! Det er den høie Tid,
At denne fromme Siel, jeg slæber paa,
Kan eengang naae det Maal, den stunder efter.