Hindbad.
I fromme Islamitter! da I lytte
Saa tillidsfulde til min Røst og ønske
At høre, som sædvanligt, af min Mund
En hellig, from Fortælling, til Opmuntring,
Haab, Trøst og Tilfredshed i Eders Liv,
Saa vil jeg her udvikle Eder Grunden,
Hvorfor I ey maa nyde Svinekiød.
Bryd Eder ikke om at grovt jeg taler,
Og at mit Mæle skranter lidt iblandt,
Jeg kommer, veed I, fra den lange Reise;
Og skiønt det er en hellig Vandringsgang,
Kan man dog Snue faae paa den, som andre,
Naar først man bliver vaad om sine Been.
Men nu til Texten. Hvad jeg siger Eder,
Er Sandhed; thi det staaer i Alkoranen.
Engang da Jesus vandred om med sine
Disciple, i en Skov, for der at holde
En Præken i det Grønne, som jeg her,
Saa bad de ham at sige sig, hvordan
Det egentlig var gaaet Noah, dengang
Ved Guds Retfærdighed der kom et Regnveir,
Der drukned alle Mennesker, som Hunde,
Og alle Hunde med, undtagen Noah,
Hans Sønner, nogle Æsler, uberegnet,
Og flere Dyr. Da tog den Herre Christus
En Jordklimp, kasted den i Græsset hen;
Og op af Klimpen steeg en gammel Mand,
Med sneehvidt Skiæg og blottet Skaldepande,
Og det var Japhet, Noahs yngste Søn.
Han vidste nu Beskeed om alting, seer I!
Da selv han havde været med i Arken.
Og han fortalte da, blandt andet, saa:
Engang vort Fartøy var i megen Havsnød,
Thi Stedet, hvor de mange Arter Dyr
Hver Dag forretted deres Nødtørft, blev
Saa tungt, at vi stod Fare for at velte,
Formedelst den uforholdsstore Ballast.
Da Noah nu raadførte sig med Allah,
Lod han ham vide, at han skulde føre
Hen Elephanten til bevidste Sted,
Og overlade den til sit Behov.
Af denne Blanding fødtes der en Soe,
Som velted saadan Alting fra hinanden,
At Skibet atter kom i Ligevægt.
Men da ved dette Arbeid Soens Tryne
Blev pirret af en aromatisk Duft,
Blev den at nyse nødt, og derved fløy der
En Muus ud af dens Næse, som formeerte
Saa hyppigt sig, at Noah nu paa nye
Blev atter ængstet af en anden Frygt.
Han troede nemlig Skibet skulde gnaves
I Stykker, til en Leg for Bølgens Spil.
Men Allah, som ey glemmer den, han elsker,
Befalte ham, at gribe flux en Prygl
Og hugge Løven stærkt med den for Panden.
Da Løven nu blev vred herved og fnyste,
Da fløi der af dens Næsebor en Kat,
Som flux fortærte alle Arkens Muus,
Og bragte Noah atter af sin Angst. -
Men, fromme Musselmænd! af dette Sagn
I seer, hvor Soen har en nedrig Herkomst,
Og derfor har den hellige Prophet
Med sindrigt Overlæg og Fader-Viisdom
Forbuden Jer at nyde Kiødet af den.

Et Bud kommer.
Est du den fromme Kone her i Skoven?

Hindbad.
Saa kalde disse gode Siele mig!

Buddet.
Saa følg mig til Prindsessen flux, Fatime!
Hun længe ønsket har at see dig hos sig;
Og sender mig herhid, for at forkynde
Sit høie Ønske. Følg mig til Palladset!

Hindbad.
Farvel da, kiere Menighed! saalænge.
Læg hvad jeg her har talt om nu paa Hiertet,
At det maa tiene Jer til Trøst og til
Opbyggelse i Livet smukt herefter.
Han gaaer langsomt bort med Buddet.

Een af Tilhørerne.
Hvor selsomt hun forandret har sin Røst!

En Anden.
Af denne Præken fik jeg ingen Trøst.

En Tredie.
Man kan ey altid være lige stemt.

En Fierde.
Hvad var nu Texten? Texten har jeg glemt.

Den Første.
Den var jo kun om idel Snavs og Skarn!

Den Fierde.
Snak! Spøger I? Troer I jeg er et Barn?

Den Tredie.
Hun havde faaet sig en egen Kneisen.

Den Fierde.
Hun var lidt stiv i Nakken efter Reisen.

Den Femte.
Hun præked ypperligt! O hvilken Lykke,
Ifald hun vilde lae den Præken trykke!

Den Første.
Hvad er det for forvildet Phantasie?
Har vi i Asien Bogtrykkerie?

Den Femte.
Ney det er sandt, desværre!

Den Første.
Det var Vind!

Den Fierde.
Man kan ey præke efter Alles Sind.
De gaae.

En gammel Dervisch.
Det var et sindrigt Digt, hvori Propheten
Giør os opmærksom, med en sielden Skarpsind,
Paa Dyreslægterne af samme Stamme,
Skiønt hver, ved første Blik, saa reent forskiellig.
Han gaaer.

En Lommetyv.
Hvor de er gale! Hvor den Mand er gal!
Den hele Præken var kun sund Moral.
Den sidste Reise har saa vidt det drevet,
At endelig hun nu er oplyst blevet.
Hun vilde giøre Nar paa dette Sted
Af Allah, Jesus og af Muhamed,
Det kunde tydeligt enhver jo høre,
Som Skiebnen skienkte kun det ene Øre.
Jeg har ey flere, thi den anden Part
Tog Retten fra mig paa sin Lømmel-Art.
Fy skamme Jer! at jeg, som maatte gaae
Og stiele, mens I kunde rolig staae,
At jeg, som møisomt maatte tiene Brødet,
Imens I sad med Hænderne i Skiødet,
At jeg har bedre ændset hendes Snille,
End I, som havde intet at bestille,
At jeg i hele Eders fromme Chor
Har ene høstet Frugt af hendes Ord!