Den værste Kunstens Fiende her paa Kloden,
Som den forstyrrer, skiuler, det er Moden.
Man skulde troe, var først det Bedste fundet,
Saa var det og for Evigheden vundet.

Og det er sandt, det Skiønneste herneden
Gienblomstrer stedse nyt for Evigheden;
Men Moden, der som selve Tiden haster,
Hvert Øieblik sit Slør paa Skiønhed kaster.

Og Mængden troer det Slør, som Moden rækker,
Meer skiønt, end Ansigtet, som det bedækker.
Til Lykke denne Lyst til snel Forandring
Just virker Modens bratte Hedenvandring.

Sneesløret smelter, Skiønhed staaer tilbage
Paa Bierget, deilig som i unge Dage;
Og Hvo, som lukker selv ei Øiets Laage,
Gudinden seer, selv i den værste Taage.

Hvad gav dog denne Modesyge Magten?
Hvad har Naturen meent med denne Tragten?
Thi ingen Kraft der gives, selv den slette,
Der ikke fik sit Udspring af det Rette.

Hvis altid vi blot første Skiønhed skued,
Da blot for denne vore Hierter lued;
Vi voved ei, froe ved det Skiønnes Eie,
At vandre ny, før ubetraadte Veie.

Men hver Tid har sin Blomst i Kunstens Haller,
Saa evigskiøn som Biergenes Krystaller;
Forskellig, som os Hiertet blev bevæget,
Af Siælens bedste Liv og Væsen præget.

Et fromt Bedrag tidt Kunstneren udøver:
For Mængden lader han, som om han prøver
At følge Modens Vink og den at hylde;
Men hvad, af Træ, hiin kunde blot forgylde,

Af ægte Guld han danner, og henrykker
Selv blinde Sværm, som tog hans Mesterstykker
For Modevarer, og som vilde negte
Ham Roes, i Fald den vidste, de var ægte.

Glæd dig, du som det Herlige kan nyde,
Som mættes ei af Døgnets Modegryde!
Paa Bierget hist, hvor Kunstnerne sig samle,
Blev Gammel ung, men ingen Unge gamle.