O du, som skabte blide Melodier
Til svage Dødeliges ædle Lyst!
Jeg kan ei takke dig, min Tunge tier,
Men høit, erkiendeligt slaaer mit unge Bryst.
Apollo! ak, din Lyres skiønne Toner
Fremlokke Fryd og Held blandt Millioner;
Høit hæver Siælen sig ved Harpens Klang,
Ledsaget af en ædel Bardes Sang.

I hver en Barm du skaber rolig Glæde;
Da Tonekunsten blid til Jorden steg,
Fra Hyrdens Hytte, Kongens Purpursæde
Saa mangen tom og bitter Time veg.
O, Melodie! du Hierternes Veninde!
Du lyde kun, og blide Taarer rinde;
O, du er Siælens Sprog, og Jordens Fryd,
Du toner Mod, og Følelse, og Dyd.

Taus laae den mørke Skov, sig Intet rørte
I høie Top, i lave, tykke Krat;
Kun tunge Skridt af Vandreren man hørte,
Kun Spøgelsernes Sang i sorte Nat.
Hæst hvisled Bækken giennem døde Egne,
Og skælsomt Stille hersked allevegne -
Da hørtes, høie Gud! din Cithars Bliv,
Og Alt var Sang, og Munterhed, og Liv.

Naar Hiertet banker varmt, og ærlig Borger
Ved Vennebarm vil nyde ædel Fryd,
Men Øiet mørknes over fælles Sorger,
Thi Magt og Tyrannie beseirer Dyd;
Da toner du, og fast sig Hænder knytte
I Broderhaand, da sværges Landets Støtte,
Med ædel Kraft det aabne Hierte slaaer,
Og Vennen for sin Ven i Døden gaaer.

Taus hæver Siælen sig i store Tanker,
Naar, Melodie! du toner Himlens Gud;
Med høi og hellig Varme Hiertet banker,
Naar Andagts høie Hymne bryder ud;
Den gamle Hvælving langsomt Lyden hæver,
Og styrker Stemmen, som i Afmagt bæver,
Høit stiger Støvets Røst, og Støvets Aand
Sig svinger fri fra Lasters usle Baand.

Ja, Melodie! du toner Mod og Varme
Og Broderkiærlighed i Mandens Barm;
Stærkt spænde sig de senefulde Arme,
Og slaae med Kæmpevældens hele Harm:
Forfærdet blegnede Tyranner vige,
Marseillerhymnen vandt de franske Krige,
Og Frihedshymner evig vinde vil,
Saalænge Mod og Frihedsaand er til.

I Livets Vaar du smelter unge Hierte,
Og vækker ukiendt Fryd i varme Bryst,
Forvandler haabløs Elskovs bittre Smerte
Til blid Melancholie, til stille Lyst.
O det, som bange Yngling ei tør sige
Den yndige og elskelige Pige,
Det vover Harpen i en eensom Stund
Ved Bækken i den skiønne, tause Lund.

Naar Vennen bæres hen til sidste Giemme,
Og tause Skare staaer omkring hans Liig,
Da lyder svagt den brudte, qvalte Stemme;
Men Hiertet røres, og — den hæver sig.
Veemodig trænger Hver til sorte Baare,
Og offrer Liget i oprigtig Taare;
O, Melodie! du skaber Mod og Trøst
I det af Sorgen sønderknuste Bryst.

Du Jordens Fryd! vær min Ledsagerinde,
O, dan mit Hierte, skiønne Melodie!
Lad mig en Himmel her paa Jorden finde
Ved din guddommelige Harmonie.
Du fierner Hiertet høit fra Jordens Laster,
Og over Kummer yndigt Dække kaster,
Du danner Siælen ædel, stor, og varm;
O, ton bestandig Dyd i Svages Barm!