I Fald min Musa ei tog feil,
Hvad bedre kan vel end et Speil
En yndig Evadatter gives,
Hvori hun daglig selv kan see,
Hvor deiligt Kindens Roser lee,
Hvor yndigt Barmens Lilier trives?

En Maler, selv ei største Mand
Saa smukt et Billed male kan
I mange Timer, flere Dage,
Som hun i en Minut, naar blot
Kun selv, hvis Lyset falder godt,
Sig lidt at speile vil behage.

En Mø er stundom af den Art,
At hun forglemmer meget snart;
Hun nemmer hurtigt, men erindre,
Et er ei hende nær saa nemt,
Især hun strax igien har glemt,
Hvor skielmsk de skiønne Øine tindre.

Har Zephir nu desuden tidt
I lette Silke spøget lidt,
Og overskredet sine Grændser;
Naar Lokken alt for vildt han slaaer,
Da er det godt, at strax man faaer
For Speilet, og hans Væsen ændser.

Saa tag, du Hulde! dette Speil.
Det viser Skiønhed uden Feil,
Det viser Amors hulde Kerte.
Og har du sødt i Speilet leet,
Da har du grandt det Billed seet,
Som staaer i mangen Ynglings Hierte.