Hšistærede Publikum! her vil
vi fšre op et Skuespil.
Et herligt Skuespil, som knap
vil mangle de fornšdne Klap;
thi Stykket er et Liggendefæe
og Skuespillerne er af Træe.
At gavne medens vi fornšie
har vi bestandig havt for Öie,
da det er Kunstens Hovedsag,
som I skal faae at see idag.
Her seer I intet Sværmerie.
Med sligt har vi ingen Maskepie
og endnu mindre Sympathie.
Akkurat som det i Livet gaaer
til Eders Fryd I skue faaer.
Det er det rene, gedigne Guld.
Af Moraler Stykket er pære fuld.
Humanitet, og Dyd og Gavn
og frem for alt Poesiens Savn,
kort alt hvormed en ærlig Mand
vor oplyste Tidsalder glæde kan.
Her seer I nu en borgerlig Stue.
Vi efterligne Iffland og Kotzebue.
Hvor huslig og net dog alting staaer!
Ny begynder vi alt. Det er bedst ieg gaaer!

Dækket gaaer op. Skuepladsen forestiller et anstændigt mšbleret Værelse, med Stole paa Gulvet, Ruder i Vinduerne o. s. v. Alt er simpelt, men reenligt.

Vertinden.
Den Skiebne er dog grumme tung
at være Enke naar man er ung.
Vel sandt, min brave, elskte Mand
jeg aldrig, aldrig glemme kan.
Det var en sanddrue Officeer.
Saadan en Mand faaer jeg aldrig meer!
Han havde en Hat, mens han var i Live,
saa forskudt med Kugler at den ligned en Skive.
Var altid i Fred til Krig parat,
som det sig sšmmer en brav Soldat.
Om han i Krig var parat til Fred
er noget som jeg ikke veed.
Han var ret af det gamle, ærlige Præg.
Med egen Haand han tog af sit Skieg;
loe aldrig, men var stedse but;
kaldte mig dog sin sšde Snut.
Ak, du uforglemmelige Mand!
Jeg kunde græde en heel Spand Vand.
Hun græder.
Han dšde! — O hvis nu jeg stod
for en stor Forsamling, med dristigt Mod,
uden sand eller falsk Undseelse
jeg skulde mig meget viist betee
og sige til Publikum: Kišd er Hše!
Som min salig Mand skal I alle dše.
Fšrer Eder derfor dydigt op!
Livets Hest pidsker af i fuld Gallop
og inden I veed et Ord deraf
har den smittet Jer i den sorte Grav!
Ha ha! hvor jeg dog er grumme vittig.
Griber sin Rok.
Et Menneske bšr være flittig.
Spytter paa Fingeren, nynner en moralsk Spindevise, falder i Tanker, sukker og siger endelig igien:
Den Skiebne er dog grumme tung
at være Enke naar man er ung!
Det banker.
Hvem banker der? Luk op! Kom ind!

Frieren kommer.
Jeg ilte hid som Vestenvind,
naar den til Rosen sig vil skynde.
Saa hurtig lšber ingen Mynde.

Vertinden sagte.
Ak! hvilken smuk indtagende Mand.
Jeg elsker ham allerede alt hvad jeg kan.
Hšit.
Min Herre! De er jo en Digter.

Frieren.
Den Tid jeg levner fra mine Pligter
den offrer jeg de hellige Ni.

Vertinden.
De vil nok sige de hellige Fem!

Frieren.
Bliv ikke vred for jeg modsiger Dem.
Jeg vilde sige de hellige Ni.
Jeg ilte Deres Dšr forbi
og saae et Glimt af Deres Stierne,
som ganske forrykkede min Hierne.

Vertinden skielmsk.
Et Krudttaarn Hiernen er, min Herre!
Troe mig, der er sandelig intet værre
end naar man den ei vel forskandser,
mod alle Glimt, med Fornuftens Pandser.

Frieren.
Fornuftens Pandser, skišnt haardt det er,
modstaaer dog ikke Kierligheds Sværd!

Vertinden.
Elskov er et Barn, som i sin Haand
kun svinger en Nyrrenberger Hšvlespaan.

Frieren.
Til Jordens Lys blev os Elskov fšd,
en Hšvlespaan i Lyset bebuder Dšd.

Vertinden.
Elskovs Sværd er et Einheriasværd,
man reiser sig snart til en anden Færd.

Frieren.
De forraader Kundskab og Lekture.
Jeg skal besynge Dem ved min Lyre.

Vertinden.
Af Stolthed kunde mit Hierte stige,
hvis De mente hvad De behager at sige.

Frieren.
Min Naadige! Jeg er en Lirendreier,
men derfor er jeg ingen Lurendreier!

Vertinden efter en kort Pause:
Hvad koster en Skinke paa Torvet idag?

Frieren.
Bring ikke paa Bane denne Sag.
Taarerne staae mig i mit Öie.
Priserne blive alt mere hšie.
Luxus stiger alt meer og meer.
Ingen Sparsomhed blandt Folk man seer.
Alle skal have Kaffe og Thee,
fornemme Giester og Assemblee.
I min Tid spiste man Öllebršd
og Bergefisk, som var lagt i Blšd,
men nu er Folk slet ikke moralske.

Vertinden.
Nei nu er de ganske kamschadalske!

Frieren.
For alting ršr ei ved den Byld.
Kamschatka er en sand Idyl!

Vertinden.
Taler De maaskee lignelsesviis,
fordi den er fuld af Vand og Iis?

Frieren.
For Kulden bruger man Foderskind,
hvori de Store svšbes ind.

Vertinden.
Lyster Dem ikke en Priis Tobak?

Frieren.
Fruen skal have saa mange Tak.

I det han vil tage Tobakken ršrer han ved hendes Haand. Hun ršdmer og taber Daasen. Han seer paa hende, hun seer paa ham. De slaaer Öinene ned, de slaaer Öinene op.

Frieren enthousiastisk:
O! hvilken Taler, nok saa klog,
kan tolke Hierternes stumme Sprog?
Den som sin Fryd med Ord kan male -
han er arm paa Fryd, eller ogsaa paa Tale!
Den sande Glade er stum, for en Hund;
Glæden slaaer Begplaster paa hans Mund!
Hans hšie Begeistrings Himmelelv
gaaer meget betænksom i sig selv.
Rigtignok skulde man troe Poesie
ved slige Leiligheder Folk stod bi.
Shakespeare, naar han er begeistret, taler,
og Gšthe, men det duer ei for en Daler.
De fšlger ikke den rigtige Regel,
roses desuden af Tieck og Schlegel.
Jeg læser i den spildte Urt
dit hele Hierte saa reent og puurt.
Det slaaer for mig, for mig, for mig!

Vertinden styrter i hans Arme:
Ja, Elskte! ja det slaaer for dig.

Frieren.
Du gode Gud! hvi staae vi ene?
Denne skišnne Expositionsscene
fortiente nok at sees af fleer.
Saa salig blier jeg aldrig meer!

Vertinden.
Du skal blive salig saa tit du vil!
For dig lukkes aldrig mit Hierte til.
Almindeligt Klap og Bravoraab.

Marionetspilleren
kommer frem og tšrrer Sveden af Panden.
Ihr Herren! Det var den fšrste Akt.
Er det ikke som jeg har sagt?
Den anden er ikke fuldt færdig til Enden.
Det skal spilles saa varmt, som det kommer af Pennen!
Gaaer.

Fšrste Kunstdommer.
Det Stykke er fuldt af sandt Genie!

Anden.
Den pure, klare Livsphilosophie!

Tredie.
Som er og bliver dog den bedste.
De maa sige hvad de vil, de Heste!

Fierde.
Vertindens Rolle er meget naiv.

Femte.
Havde hun kun lidt tyndere Liv.

Siette.
Akteurerne gišr saamænd alt hvad de kan.
Saae De hvordan Frieren greb sig an?

Syvende.
De er kun af Træe, men det er det samme.
De gišr mange Levende tilskamme.

Ludvig sagte til Maria:
Tag denne glšdende Abelsin.
Hvor dine Kinder har sšdt Karmin!

Maria trykker hans Haand:

Dækket gaaer op. Frieren kommer ind med en stor Potte, som han sætter paa Bordet.

Frieren.
Nu er jeg da endelig Vert i Huset.
I Tšnden er Viin, jeg har Skyllet Kruset.
Min Kone sidder varmt inden Dšre.
Derfor tog jeg hende. Hvad skulde jeg gišre?
Jeg havde længe stšvet omkring,
var en Dosmer, kunde ingenting! -
Det er dog galt, naar jeg ret betænker.
Min šmme Samvittighed det krænker.
O Gud! hvor kunde jeg handle saa slet?
Bagefter kommer tyndt Öl, nu angrer jeg det!
Slaaer sig for Panden og spanker op og ned ad Gulvet, med lange Skridt.
Ha! hvor vi Mennesker dog er smaae. -
Men tys — jeg hšrer nogen gaae!
Det er nok Een som vil smage min Viin.
Den er for Maven en sand Medicin.
Verter maa ei være sluddervurne.
Det sšmmer dem ei at gaae paa Cothurne.
Dem blev ei givet dette Pund;
hšist gaae de paa Sokker af Hiertens Grund.
Men hvad kommer der ud af min tragiske Klage?
I den virkelige Verden jeg vender tilbage.
Han visker Stšvet af Stolene, skyller Glassene og sætter dem paa Bordet.
Nu gavner jeg Verden med min Flid.
Saaledes bšr man anvende sin Tid!

Fšrste Kunstdommer.
Hvilken Overgang fra varmt til koldt.

Anden.
Hvor Karakteren er vedligeholdt.

Tredie.
En Digter er dog et stort Genie!

Fierde.
Især naar han kiender sin Psychologie!

Det banker paa Dšren. Verten lukker op. En Laps kommer ind.

Lapsen.
Herr Vert! lad mig faae et Glas Æggepuns,
som jeg kan hælde i mit Spuns.

Verten.
Gierne min humoristiske Herre!

Lapsen sætter sig paa Bordet og flšiter.
Gid han kun ikke kaldte mig værre!

En Tilskuer.
Hvad er Humor?

En Anden.
Ikke andet
end Vædske! Nemlig hvad der er vandet!

En Tredie.
Seer I vel Faer! Det er paa sin engelsk!

Fšrste.
Mig synes fšr det er paa sin bengelsk.

Verten kommer ind.
Her er Æggepuns, som kan Ganen glæde.
Men lyster Dem ikke et bedre Sæde?
De smudser til deres nye Kiol. Med Vægt.
En fornuftig Mand bšr sidde paa Stoel!

En Stolemager blandt Tilskuerne.
Den Hib var god!

En Skrædder.
Kun som De troer.
En fornuftig Mand sidder tit paa Bord.

Lapsen.
Meer Punsch, Herr Vert! Tšv ei for længe.
Verten henter meer. Lapsen drikker og tager i Dšren.
Adieu Herr Vert! Jeg har ingen Penge.

Verten.
Hvad Knegt? Og dog er du impertinent?

Lapsen.
Jeg har Kræfter, det er enhver bekiendt!
Gišr ellers ikke for meget Spektakel.
I kiender min Fader, den rige Jakel!

Verten.
Snik, Snak! Jeg kiender din Fader ei!
Du kiender ham maaskee saa lidt som jeg.
De slaaes. Verten faaer Prygl. Lapsen gaaer.

Verten
kommer tilbage. Han gaaer længe med Armene overkors op og ned ad Gulvet. Forventningen er spændt. Endelig giver han sig bitterlig til at græde.
O gudskeelov at jeg fik Luft!
Nu kom jeg igien til min Fornuft.
Der er Öieblik da den bliver knækket.
Jeg kan ordentlig blive ganske forskrækket.
Men hvad kommer der ud af al min Talen?
Jeg glemmer jo reent at sige Moralen!
Han maaler Midten af Theatret med tragiske Skridt, stiller sig derpaa mod Tilskuerne, strækker Armene ud og bršler:
Ak! Verden fordrer saa mangt et Suk.
Jeg skulde havt Penge — og fik kun Hug!
Det skadte mig ikke! Det skeede med Rette.
Hvorfor indbildte jeg Frue Lisette
min Kierlighed, ved den spildte Priis?
Nu kommer bagefter Tugtens Riis!
O Menneske! Du reent er Beet,
hvis du slipper din Dyd og din Moralitet.
Speil dig derfor i mit Exemplar
og hold paa dem begge, mens du dem har!
Tilskuerne svšmmer i Taarer.

Marionetspilleren med Pengetallerkenen.
Ihr Herren! behager at tilgive.
For dennegang maa det derved blive.
En Skielm giver mere end han har.
For dennegang intet mere færdigt var.
Slige Stykker meget beqvemme ere,
man kan holde op hvor det skal være.
At ellers Planen er lagt med Flid,
det seer enhver, som besidder Vid.
Den fšrste Akt af Ömhed og Graad
og Fšlelse næsten var ganske vaad.
Den anden var tragisk, saa munter igien
og atter tragisk til Beslutningen.
Det er Skade den tredie ikke er færdig.
Den bliver fuldkommen de andre værdig.
I den bliver Helten desperat
og giver sig til at være Soldat.
Faaer mange Hug, šmmer sig saare.
Det kan ikke beskrives, uden Taarer.
I Morgen spille vi atter her,
ifald det kun bliver Opholdsvær.
Over Vær og Vind ej Mennesket hersker.
Binder Munden nu ei paa Oxen, som tærsker.
Kaster i min Hat paa den glade Dag.
Standspersoner betale efter Behag.

En Mand giver ham en Toskilling.
Min kiere Ven! Kom hid! See der!
Det Stykke er ærligt de Penge værd.
Folk gaaer bort.

Manden med Vognen.
Laaner Öre! Laaner Öre!
Her kan I kišre,
allessombedst,
uden Hest.
I kan selv være Hest.
Indretningen er huul.
I dreier et Hiul,
saa kišrer I til,
saa meget I vil.
Det er for Penge at spare,
i denne Tid,
da Hestene er rare.
Kommer hid! Kommer hid!
Mekanisk Kunst;
hvis det morer Jer ei
maa I kišre omsonst.