Det er i Dag et deiligt Væ'r,
Vinden vifter i Voldens Træer.
Der er ei en Skye paa Himlen at see.
I Vinduet mine Blomster lee.
Det er dog saa tungt med en Urtegaard,
som indsluttes kun af et Potteskaar.
Om Sommeren er man kun lidet glad
ved at sidde mit i den lumre Stad.
Naar Öiet standser paa snevre Muur
da længes man efter den vide Natur.
Grönt overalt og Fuglesang,
hoppende Vildt og Valdhornklang,
viden Udsigt og svale Vind -
det giör et let og fornöiet Sind!
Jeg troer vi giorde ej saa ilde
om vi kiörte idag til Kirstens Kilde.
Saa mored vi ogsaa Frökenen lidt.
Det stakkels Barn, hun græder saa tit.
Hun blev forliebt i en smuk, ung Mand!
Fordi han var over hendes Stand
blev Moderen ganske angest og bange
og holdt den stakkels Pige som Fange.
Troede endelig hun skulde glemme sin Ruus,
naar hun kom her, i et eenligt Huus.
Et Aar hun nu har været hos mig.
Det giör mig ondt! thi hun græmmer sig.
Hendes Elsker er draget i Verden ud,
om han eengang kommer igien, veed Gud!
Fornöiet jeg vil hende gierne see.
Idag beqvemt det kunde skee.
Der kommer min Kone; vil höre hendes Mening.
Ægtefolk maa giöre alt i Forening.

Konen kommer.
Min kiere Mand! bliv ikke suur.
Jeg hörte alt, thi jeg stod paa Luur.
Du vil kiöre os ud i Skoven idag!

Mand.
Hvad siger du da til denne Sag.

Konen kysser ham.
At du dog er ret en god lille Mand!
Fornöier os altid med hvad du kan.
Det glæder mig ellers for Frökenen meer
end for mig selv, som vel du indseer.
Hendes Öine som græder og er saa kiönne
have godt af at komme ud i det Grönne.

Mand.
Der er hun! Lav os da alting til.
Mine Sager imens jeg ordne vil.