Altsaa for Førstegang til et Natteherberg jeg ruller,
For med den vaagnende Dag længer at reise paa nye!
Smuk, saa siges, er Slagelsevey; de speilklare Vande
Mildt indkrandses af Skov, jevn er den venlige Broe.
Rolig nedlægger jeg mig, i Haab om en qvægende Morgen,
Hvad da mit Øye skal see, ahner nu Sielen kun halvt.
O lad det samme skee, du evige Fader! naar træt jeg
Lægger de mødige Been ned i det sidste Herberg.