I Juras skiönne Egne,
ved Biergets Kiempefod,
der viser man en Klippe,
den er besprængt med Blod.

En Yngling og en Pige
til Kirken aarle gik,
og knælte for Guds Alter,
med helligt Andagtsblik.

Ærværdig Fader knytted
det evigfaste Baand.
„Guds Fred med Eder være!"
Saa gik de Haand i Haand.

Hör Nattergalens Toner
hist fra det ranke Field,
hvor tæt Violer voxe,
ved klare Kildevæld.

Der svæve milde Lufte,
der trippe muntre Faar,
der bölge söde Dufte,
hvor Nattergalen slaaer.

Og Hyrder og Hyrdinder
saa glade dandse om.
En Blomsterkrands jeg binder
dig der min Elskte! kom.

Saa gik han med sin Pige
op ad det steile Field,
hvor tæt Violer voxte
ved klare Kildevæld.

Og Biergets Hyrder smilte
og sukked: hun er skiön!
og Biergets Piger rödmed
taus til Naturens Sön.

Saa gik de mellem Blomster
og hörte Skovens Lyd,
og favnede hinanden,
og bævede af Fryd.

Men da de kom, hvor Fieldet
nedludede saa brat,
hvor skumfuldt Kildevældet
faldt ned i Dybets Nat,

Da blegnede den Skiönne,
de spæde Födder gled;
hen ad det vaade Grönne
hun sank og styrted ned!

Og som et Midnatsgienfærd
ved Gravens Bredde, stod
den unge Mand og svimled
ned i sin Elsktes Blod.

Da hæved Philomele
en sielden Veemodssang,
da risled Kildens Vover
i större Bölgegang.

Dem Dödens Engel vinkte
paa Livets bedste Dag.
Lyksalig den som blegner
i Elskovs Favnetag!

I Juras skiönne Egne,
ved Biergets Kiempefod,
der viser man en Klippe,
den er besprængt med Blod.