Lad mine klare, kiølige Draaber
Svale den brændende Sommer!
Jeg blødgiør Naturen, Blomsterne haaber,
Hvergang jeg qvægende kommer.
Arme Vexter! som ey kan trives
Paa denne tørre, solbare Grund,
Sødt af min Morgendug skal I oplives.
Hvi staaer I ey hist i den kiølige Lund?
Jeg er afmægtig, med Vand kun jeg døber,
Snart det borttørres, udøst af min Haand.
O men den Himmelske hist, som Zephyrerne røber,
Som bygger sig Slotte
I Skovenes Lye, i den dunkle Grotte,
Han er større, han døber med Aand.