Hvad er det hist, som ringer?
En Aftenklokke dybt i Skoven klinger!
Saa længsel- og saa vemodsfuld den klager;
Og fierne Fielde, blaae, dens Lyd gientager.
Dybt mellem Skovens Kroner
Den lokker mig med sine Sølvertoner.
Her maa jeg vist den søge
Ved Bækken, mellem disse gamle Bøge.

I Solens Aftens-Luer
Et aabent, rødt Capel jeg hisset skuer.
Igiennem rene Blaa saa sødt til Himlen
Dets Klokke sender op sin dumpe Bimlen.
Med hulde Lillie-Stængler
Det prydet er, og friske Rosen-Hængler;
Og Bækken rundt sig slynger
Om Altrets Fod og fromt sin Psalme synger.

Paa Altret op er stillet
Det hellige, betydningsfulde Billed.
Jeg seer paa sorten Kors sig ynksomt bøie
Den hulde Jesus, med sit brustne Øie.
Nu Kilden meer ey murrer,
Og Klokken tier, Turtelduen kurrer,
En Eremit fremtriner
I lange Klædebon med blide Miner.

Er det, med Jammersklager,
En Olding graae, som Verden nu forsager?
Som Nag har qvalt? som er andægtig bleven,
Og angre vil den Synd han har bedreven?
O ney! Jeg henrykt skuer
En Yngling skiøn, hvis fromme Øie luer;
Afmægtig ey han bæver,
Med Kraft sin Haand til Himlen høit han hæver.

Glat er hans hvide Pande,
Paa den har Lasters Præg ey kunnet stande.
Hans Kind er frisk, en Jomfrue-Rose, lukket,
Som Lysters Gift ey falmet har og dugget.
Hans dybe Blik ey skielver,
En rolig Bue over Øiet hvælver,
Hans Haar i gyldne Strømme,
Som Straaler, fra den skildte Tinding svømme.

Hans hulde Stemme lyder:
Min Jesus! ene du mit Hierte fryder.
Her bygged jeg dit Huus, her kan jeg vanke,
Hvor ingen Larm forstyrrer fromme Tanke.
Kun da jeg roligt hviler,
Naar ved dit Bryst jeg i dit Øie smiler,
Naar i dets milde Luer
Din Miskundhed, din Kierlighed jeg skuer.

Du gaaer mig tit imøde,
Min Jesus! thi du opstod fra de Døde.
Din Elskov alt omfatter,
I hvert et Øieblik du fødes atter!
Kun Tiden og Naturen helligt maler
Det store Ciffer, som din Glands udtaler,
Selv i mit Hiertes Kammer,
Est du det Lys, det fromme Lys, som flammer.