Lad mine dunkle, bølgende, grønne Kroner
Vinke dig bort fra Larm og bedøvende Toner!
Toner ene fra Fuglens uskyldige Strube
Trylle dig i min alvorlige, hvælvede Grube!
Hvidslende Hæk,
Kiøligthenrislende Bæk,
Surre, som fromme Bie fra den eensomme Kube!

Siger den Gysen, som ryster de inderste Grene,
Medens du vanker her stille, modløs, ene,
Siger den ey dig, at Livet er meer end en Skygge?
Lærer du Tryghed ey af de Stammer saa trygge?
Saa som de staaer
Stode de hundrede Aar,
Vente nu roligt paa Døden i dæmrende Skygge.

Glem da nu her for din Nødtørft et Øieblik Sorgen!
Tænk ey med Ængsten idag paa den Dag imorgen!
Denne Hvælving, mod Himlens kun trang og liden,
Fierner dig dog med sit Løv fra Rummet og Tiden.
Sæt dig i Læe
Under mit venlige Træe!
Sæt dig! Du har jo Violer og Roser ved Siden.

Seer du ey Spurven, hisset, saa muntert at hoppe
Qvidrende høit, i de øverste, farligste Toppe?
Den er rolig, dens Bryst ingen Sorger beklemme;
Frygter ey for at falde, Gud kan den ey glemme;
Det er dens Trøst,
Det gyder Roe i dens Bryst,
Fattige Fugl, som den er, uden Skiønhed og Stemme!

Den er rolig, og du? du er angest og bange?
Frels dig, frimodige Siel! vær ey Kummerens Fange!
Seer du den Dal, som sig hist giennem Træerne bryder?
Seer du hvor Lillier og Græs og Violer den pryder?
Ikke de saae,
Ikke til Høsten de gaae,
Dog deres himmelske Fader dem klæder og fryder.

Skulde han dig da, sit Billed, ey fryde, ey klæde?
Skam dig! Visk Taaren af Øiet, byt Kummer med Glæde!
Hør paa den rislende Bæk, hvor melodisk den falder!
Hør paa de Smaafugles Sang i den kierlige Alder!
Ætherens Blink,
Blomsternes barnlige Vink;
Hør det, og see! Det er Gud, det er Herren, som kalder.

Lad ey den modløse Sløvhed din Styrke forhaane!
See mine Træer hist, som høit over Bierget sig skraane!
Flittige Biergmænd der Saltet af Gruberne bryde,
At med sin Smag og sin Kraft det kan Mennesket fryde.
Hvad er det alt,
Siel! mod dit herligste Salt?
Taber det Kraften, ak hvad er da lifligt at nyde?

Lad ey dit indvortes Lys af Taager indhylles!
Natten kun sortner at Stiernen kan mere forgyldes.
Seer du det mørkt omkring dig, velan! ey du gyse,
Hæv da din Aand, lad som Solen paa Himlen den lyse!
Høit paa det Blaa
Kiek lad den varmende staae!
At ey i dæmrende Nat dine Brødre skal fryse.

Aldrig de smaalige Sysler mod Jorden dig bøie!
Vend til de store Bedrifter dit undrende Øie!
Kummer og Armod og Qval ey din Taare kun vinde,
Ogsaa ved Livets uskyldige Spil bør den rinde,
Vindenes Suk,
Blomsternes vinkende Buk,
Pigernes salige Smil og ved Tidernes Minde.

Ringe Dyders Fortræflighed op du ey læse!
Ey for hver given Skierv i Basuner du blæse!
Mærker du Regnen, hvor kiøligt og sødt den nedfalder?
Venlig til Live dens Perle Smaablomsterne kalder,
Taler dog ey,
Tier og drager sin Vey.
Raab over sligt er Beviis kun paa dybtsiunkne Alder.

Vil med din Gud du dig inderligt, trofast forene,
Sælg da dit Huus, thi med ham kan du Mamon ey tiene.
Seer du Oldingen hist, hvor hans Fødder sig flytte
Langsomt og fromt? hans Hænder til Staven sig stytte;
Ryggesløs Larm,
Frækhed har saaret hans Barm,
Gammel og graae har han bygt sig i Skoven en Hytte.

Du, som er ung, som er kiek, som er freidig tilmode,
Flygt ey til Skove, drag Sværdet og kæmp for det Gode!
Tilgiv din Næste, naar du kun fornærmet er vorden;
Men vær det Nedriges Rædsel, en Hævner paa Jorden!
Luften er qvalm,
Bortsvier Blomsten til Halm,
Da kommer luttrende, rensende, Lynild og Torden.

Kierlige Siel! ak lad min Natur dig henrive!
Luk dine Øine for Tant, og lad lukte dem blive!
Men lad med Andagt, med brændende Andagt dem skue
Dybt i Alkierligheds evige, straalende Lue!
Da skal din Aand
Bryde sit jordiske Baand,
Svinge sig høit imod Himlenes hvælvede Bue.

Elskte! den Løn, som dig venter, den salige Glæde,
Kan ingen Tunge, kan ikke Naturen udqvæde.
Bølgernes dæmpede Rislen og Fuglenes Tone,
Hyrdernes Viser og Vinden i Bladenes Krone,
Alt er kun Klang,
Enkelte Lyd af den Sang,
Som af Cheruberne synges om Skaberens Throne.