Narren.
Hey! Sultan! Sultan! Troendes Behersker!
Du har jo eengang dog paataget dig
Det Kæmpeværk, at vaage over Landet!
Er det da nu Maneer, at ligge saadan
Og snue ud paa Formiddagen? Hvad?

Soliman vaagner.
Hvad vil du, Nar?

Narren.
Ret og Retfærdighed!
Ifald en Nar har ogsaa Ret.

Soliman.
Hvad er der?
Er det saa silde, siger du?

Narren.
Saa silde,
At om du reiser dig paa Tæerne,
Saa naaer du med din Haand dog ey til Solen;
Saa høit er den alt over Horizonten.
Men nu vil vi ey tale meer om den.
Jeg har en Bule her, midt i min Pande,
Som er af mere Vigtighed end den,
Og vel saa stor.

Soliman.
Hvad vil det Klæde sige?

Narren
kaster sig paa Knæe.
Stormægtigste Monark! O du, hvis Tinding
Naaer til det Yderste af Caucasus,
Ja selv til Ararat, som Nogle mene
Er endnu høiere, hvor Noah stranded;
O du! som strækker ud din ene Arm
Til Ganges, og den anden vældig til
Det sorte Hav; o du! hvis brede Fod
Staaer, herrefast, paa alle Jordens Skatte,
Hvis Øie lever i fortrolig Omgang
Med Himlens Stierner; hør din Tieners Klage!
Og, hvis du ikke er en reen Cujon,
Saa giv ham Ret!

Soliman.
Hvad er der hændet dig?

Narren.
Forbandet være slige Bygninger,
Som kommer og forsvinder og som kommer
Alt efter eget Indfald! Hvad er det?
Skal vi forandre nu vor gamle Mening
Om Husene? ja, endnu meer, om Slotte?
Er de ey længer faste Eiendomme,
Men kun Løsøre, rørligt Gods? Forbandet!
Det er jo reent mod Loven, store Sultan!
Det er jo Majestæts-Forbrydelse!

Soliman opmærksom.
Forklar dig!

Narren.
Herre! Jeg er kun en Nar,
Et tosset Aalehoved, som du veed;
Men ey den Klogeste i hele Landet,
Om det var dig i høieste Person,
Faldt paa, at tage sig iagt for saadant.

Soliman.
Tael, eller frygt min Vrede.

Narren.
Nu jeg taler.
Jeg er en Orm, du er en Elephant!
Jeg er et ringe Kid, du er en Oxe!
Jeg lyder dig. Saa skyd da fra dit Øre
Nathuen bort, og anstræng din Forstand! -
Som jeg i Morges gik omkring og rørte
Mit Legem og husvalede min Siel
Ved Solens Opgang, hvis høirøde Kugle,
Midt i det østliggule Skiær, saae ud
Som dit høifyrstelige Blod, da sidst du
Blev aarladt -

Soliman.
Hør kun! hvilke Lignelser.

Narren.
En Qvintessens af Smiger, som du seer!
En Anden vilde i det Høieste,
Paa kummerlig Maneer, her sammenlignet
Dit Blod med Solen. Det vil lidt forslaae!
Jeg sammenligner Solen med dit Blod.

Soliman.
Tael! eller jeg skal sammenligne den
Med dit.

Narren.
Nu veed du vel, (og hvis du ikke
Just veed det, hør det førstegang af mig)
At Øiet blindes ved at see i Solen.
Da altsaa nu jeg vilde gaae tilbage
Op mod dit Slot, og gik saadan i Tanker
Og grundede, (du veed jeg er en Nar,
Og at min Grublen er en Narrefeil)
Saa gik jeg til, og lod mit Hoved hænge,
Og skyndte mig; thi paa den store Plads
Var der jo ingenting at gaae af Vey for!
Den Tanke kom mig dyrt at staae, thi inden
Et Ord jeg vidste af det, stødte jeg
Mit Tankeværksted saa fordømt og haardt,
Saa flux det svulmed med en saadan Bule,
At hvis en Græker møder mig, saa troer han
At jeg er Zeus, og at mit Hoved strax
Skal giøre Barsel med Pallas Athene.

Soliman.
Hvad stødte du dig paa da?

Narren.
Nu hvorpaa
Vel andet end paa det fordømte Slot?
Som spørger ingen ad om det maa gaae,
Og heller ingen ad om det maa komme,
Men følger ene sin Comoditet.

Soliman.
Aladdins Pallads?

Narren.
Ja.

Soliman.
O Gud! min Datter!
Er hun der ogsaa?

Narren.
Ja det veed jeg ikke,
Thi hende stødte jeg mig ikke paa.
Men denne Rolle her af Pergament
Gav Vagten mig til dig.

Soliman.
Læs, kiere Nar!
Læs høit, og tydeligt, og uden Fagter.

Narren læser.
Ham, Gud allene Priis!
Kongernes Konges Land, det keiserlige Herskab og Rige, som det er hævet over alle andre, lade Gud det evig blomstre.

Den ringeste af dine Undersaatter, ringe som et i Luften flyvende Fnug, Aladdin Mustaphas Søn, forkynder sin i høy Grad høie Herre, stor som Salomon, den Almægtiges Skygge, den Barmhiertiges Statholder, Velgierningernes Aabenbarer, Jordens Herre, Soliman Persiens Sultan:

Ligesom den evige Guds Naade ubegribelig kom og veeg fra Eders troe Tiener, saaledes er den nu atter vendt tilbage. Slottet for Eders Øine, paa den gamle Plads, tiener heri noksom til Bevis. Saasnart Eders Slave, hvem Eders Mildhed og Naade skienkte sin Dotter, er kommen tilbage med hende fra en Valfart til den hellige Prophets Tempel i Mekka, for der at afvaske Sielens Støv, der saa lettelig klæber sig paa under Livets Reise, og for at takke Allah for sin Naade, iler han med lettet og renset Hierte, at kaste sig for Eders Fødder.

Statholderskabets og Herlighedens Stierne komme altid over Eder, fra den overvindende Himmel, med sit Skin og sin lyse Glands.

Soliman.
Ha, er det sandt! Siig, staaer det alt i Brevet?

Narren.
Troer Du at jeg kan digte ud af Hov'det?

Soliman.
O hielp mig op af Sengen da! O skynd dig!
At jeg kan see om det er sandt! Kom, skynd dig!

Narren.
Du seer jo Bulen i min Pande, Herre!

Soliman.
Ifald jeg saae den, hvad beviste det?
Man kan jo støde sig paa mange Ting,
Dertil behøves ingen Trylleslotte.
Desuden seer jeg ey engang en Bule,
Men kun et Klæde om dit Hoved.

Narren.
Vantroe!
Saa kom da lad mig hielpe dig, min Dreng!
Du bliver gammel nu. Der er din Kaabe!
Vil du hae Kronen paa? Hvor er dit Scepter?
Jeg troer, at det er rullet under Sengen.
Her er det! Fy hvor det er støvet til!
Han visker det af og flyer Sultanen det.
Kom nu, saa skal du strax faae Syn for Sagn.

Soliman
gaaer til Vinduet.
O Himmel! det er sandt. O Gud, mit Barn!
Saa skal jeg atter see dig før min Død?
Saa skal du trykke mine Øine til?
Og — O jeg maa derover! Flux afsted!
At jeg kan see om det er intet Blindværk.
Gaaer.

Narren allene.
Og hvormed vil du see det, Soliman?
Med blinde Øine! Jeg maa altid lee,
Naar man paa dette lille, sorte Kul,
Der laaner al sin Smule Gnist paa Borg,
Tør nævne Blindværk. Hvad er Blindværk da?
Har ikke Alt i Verden sin Betydning?
Og hvad er Sandhed? Er det Sandhed, at
Badskiæren, hist, igaar kom drukken hiem?
At Casem kan ey taale Hvideløg?
At Ali æder meer end andre Ti?
Alt hvad der vækker en Idee om ham
Hist oppe, og om det, som han har giort,
Den Sprække, hvorigiennem et bevæbnet
Og kraftigt Øie stundum ind kan titte,
I Kamret hist, hvor Dreierbænken staaer,
Er Sandheds Vey, og hvad det seer, er Sandhed,
Saaledes som den groer i dette Clima.
Den anden Sandhed har en Koe paa Marken,
Der stirrer paa et Træe med dumme Øine,
Halv ubevidst, imens den tygger Drøv.
Alt kaldes Blindværk hvad ey ligefrem
Sig med det grove Hverdags-Liv forener!
Det er det rette Blindværk! Altsaa er
Nok Blindværk egentlig i Grunden Dumhed?
Ja, hvis jeg ikke var en Nar, ved Allah!
Jeg kunde næsten troe jeg havde Ret.

Mustapha.
Nu Morgiane? Sover du igien?

Morgiane.
Nei Mustapha! der giorde du mig Uret.
Jeg sad og læste just min Aftenbøn,
Og lukte Øinene fast i, for ey
At blive adspredt. Det er ellers silde.

Mustapha.
Hvad silde? Kom mig ey med saadan Snak!
Jeg siger det er tidlig. Hvem er Herre
I Huset her? Du eller jeg? Du er
Et Murmeldyr. Er det nu Tid at læse
Sin Aftenbøn, for fattig Folk som vi?

Morgiane.
Hvad kan det skade at man er gudsfrygtig?

Mustapha.
Meer end du troer. Imens du læser, seer du!
Saa spinder du ey Bomuld. Af din Bøn
Kan vi ey leve. Faaer man Brød for Bønner?
Hvad? Kan man kiøbe Kiød for dem paa Torvet?
Jeg er en gammel Mand — min Kraft er borte.
Jeg kan ey længer sye saa flink som før.
Du er min Medhielp, seer du! Det vil sige
At du skal rappe dig og hielpe mig.

Morgiane græder.
Jeg hielper dig med Alt jo hvad jeg kan.

Mustapha.
Nu nu, græd ikke. Jeg er god igien!
Du er ey slem, du kunne være værre.
Da jeg var vel ved Magt i gamle Dage,
Da var jeg selv ey for du skulde være
For meget med. Da bad jeg selv dig skaane
De hvide Hænder og det smukke Ansigt
For Solen. Men saa gaaer det nu i Verden!
Nu er Forgyldningen af dig, og jeg er fattig.
Nu maa du spinde. Ellers gaaer det galt.
Det er ey blot os selv, den lange Lømmel,
Som driver om og giør slet ingen Nytte,
Ham skal vi ogsaa føde.

Morgiane.
Altid har du
Saameget nu imod den stakkels Dreng.
Han er saa ung, og med hans varme Blod
Er man ey skikket til at sidde stille,
Med Benet overkors den hele Dag.

Mustapha.
Men at gaae om med Armen overkors
Den hele Dag, dertil er Blodet koldt nok.
Hør Morgiane!

Morgiane.
Nu saa vær dog rolig.
Der kommer han.

Aladdin
kommer ind.
God Aften, Fader!

Mustapha.
Ja
Jeg skal godaftne dig, din lange Slyngel!
Har du nu drevet hele Aftnen om
Paa Gaden med de andre Drenge? Hvad?

Aladdin.
Ney Fader! Jeg har ikke drevet om.
See her er Penge fra den rige Kiøbmand,
For den violblaa Silkekaftan. Manden
Var ikke hiemme selv, men som en Dreng
Har jeg frie Adgang i det hele Huus,
Og naar jeg kommer der engang iblandt,
Kan jeg ey slippe fra hans Fruentimmer.
Du hellige Prophet! hvad dog de Piger
Er deilige. De giorde Løier med mig,
Og spurgte skiemtviis om jeg ogsaa vel
Forstod mig noget paa min Profession?
At jeg nok var den rette Skrædder, jeg!
Jeg svarte dem, at dersom de tillod det,
Saa tog jeg Maal strax af dem allesammen.
Dertil var de nu alle villige,
Og bragte lange Strimler af Papir.
Da skulde I kun seet en Maalen, Fader!
Om Armene, om Livet, og om Barmen.
O hvor det dog er skiønt at være Skrædder!

Mustapha.
Ja jeg skal skræddre dig! Ja jeg skal skræddre
Dig Kieltring.
Vil springe ned af Bordet, men glider og er færdig at styrte.
Ak du hellige Prophet!
Hielp! Hielp! Jeg glider. Hielp! Jeg brækker Halsen.

Aladdin hielper ham.
Ja saadan er det at forhaste sig.

Mustapha
med indbidt Forbittrelse.
Min Søn! Tag mig den Alen, som der hænger.
Aladdin rækker han Alnen. Mustapha hugger efter ham; men Aladdin springer tilside, saa at han slaaer Bomuldstotten paa Morgianes Rok ned i Lyset. Aladdin løber ud.

Morgiane,
som vaagner af den Søvn, hun nylig var falden i, seer Totten brænde og raaber:
Brand! Brand! Brand! Ispahan! Brand! Ispahan!
Den store Hovedstad i Persien
Staaer i lys Lue.

Mustapha.
Ney, det er for galt.
Jeg gamle Mand, det holder jeg ey ud.
O slemme Skarn! Du liderlige Fugl!
Som ey vil staae imens man straffer ham!
Som skiller mig ved al min Næring, hos
De rige, de mistænkelige Kiøbmænd;
Som — Morgiane! Er du fra Forstanden?
Du sidder stille og laer Totten brænde?
Sluk! Sluk! Om du saa aldrig slukker meer.

Morgiane ganske forstyrret.
Sluk! Hvormed skal jeg arme Kone slukke?
Her er jo ingen Sprøyte eller Brandspand.
Ak! Ak! min Bomuld! Ak min Spindeløn!
Hun gaaer i Forskrækkelsen hen og tager den Silkeklædning, som Mustapha nylig har syet paa, og kaster over Ilden.

Mustapha.
Ney, nu er det forbi. Kaftanen brænder!
Jeg mægter ikke at betale den.
Jeg arme Mand. O Himmel! jeg faaer Ondt.

Morgiane.
Endnu engang, hav Tak, I gode Qvinder!
Som hialp mig med min stakkels gamle Husbond.
Han er nu død! Ak hellige Prophet! Græder.
Han sidder aldrig meer paa Bordet der,
Og syer og skiender paa mig for min Søvn.
Nu sover han langt stærkere end jeg.
Hav Tak, min gode Mirza! Du Amine!
Hav Tak! Ifald Propheten skulde kalde
Snart een af Eders Mænd, skal Morgiane
Sig vise redebon, som I har viist Jer,
Med Vaskning, Tvætning, Kistelægning, Pyntning.
Ak Allah! Tænk, det Taft han ligger i
Det blev hans Død. Han vilde slaae Aladdin,
Saa slog han i min Bomuldstot; den faldt
I Lyset; jeg, forskrækket af min Søvn,
Sprang op og vilde slukke Ildebranden;
Men da jeg ikke kunde skille Sort
Fra Hvidt, i Angsten, tog jeg Silkekiolen
Og vilde slukke med. Min arme Mand!
Bleg sank han i min Arm, og døde kort
Derpaa af Skræk. Græder. Du gode, gamle Mand!
Nu, den Vey skal vi alle gaae. Men Himmel!
Det er dog tungt — og paa en saadan Maade!
Aladdin er en Galgenfugl! — Farvel
I gode Qvinder! Hisset kommer alt
Ligbærerne. Jeg holder det ey ud.
Ligbærerne komme.
Mit Hierte brister! — Ak I gode Mænd!
Saa tag da Kisten, men tag ey for haardt.
Det er en gammel Mand, ak bær ham varlig,
Han taaler ikke mange flere Stød.
Og vend hans sølvgraae Hoved imod Mekka,
Og Fødderne, koldt udstrakt, mod Medina.
Endnu et Kys! Ak hvor han ligger roligt.
Før foer han altid op. Det er forbi.
Farvel min Mand! Min Mustapha! Farvel.