Her, under Egenes Lye, hvor Vinden vifter saa kišligt,
ville vi sætte os ned om det simple, landlige Træbord,
som af to Pæle bestaaer og tvende hšvlede Bræder,
meget behændigt af Snedkren med Fiirtomme-Sšm sammenfšiet,
paa den rolige Bænk, som ogsaa bestaaer af to Pæle,
men kun et eeneste Bræt, et Bræt altsaa mindre end Bordet.
Mikkel! du herlige Kudsk, som styrer de vælige Heste,
gier dem med Pidsken et Rap, og siger: Hyp! Hyp! Vil I lšbe!
derimod klappende dem saa broderligt, naar de har udtient,
mens den kleiede Skofte du stikker i fraadende Munde,
Mikkel! stiig op paa Hiulet, det rullende, hæv dig paa Vognen.
Tag os en Skinke, vor Lax, vort Senop, vort Bršd og vort Saltkar.
Glem ei vor Kalvesteeg, du! og vor Sšsterkage, bestšvet
med det hvideste Sukker, der kišbtes hos Rafinadeuren,
af Cathrina, den troe, den huslige Pige, som tiente
fšr hos en Skrædder, men nu til sidste Skiftetid skifted,
og af os blev modtaget formedelst sit herlige Skudsmaal.
Saaledes talede du, ærværdige Husfader Morten!
Trak saa dit Vær, og tog af Lommen en Rixdalerseddel,
hvorpaa med yndige Træk stod meget zirligen skrevet:
Naar forlanges betaler den hafniensiske Banqve
Een Rixdaler, skriver en Rixdaler mod denne Seddel;
midlertid validerer Sedlen, mens den existerer,
uden videre Paategning eller Endossementer,
for ovenmeldte Rixdaler, Valuta i Banqven annammet.
Sagde saa: Mikkel! gaa hen og byt den i klingende Mynter.
Her kan ei gišres et Skridt, naar ikke man griber i Lommen.
Og den ærlige Mikkel tog Sedlen i barkhaarde Næve,
saae hvad i Randen der stod om Ære og Liv og Formue,
gyste i det han gik bort, og tænkte: Vor Herre bevares!
Midlertid den geskiæftige Hustrue dækkede Bordet.
Skienkte sin Husbond en Dram, i den lille sšlverne Tumling,
som af sin Moster hun fik til Brudegave om Morgnen,
for i dens Dyb at drukne de ægteskabelige Sorger.
Derpaa spiste de alt hvad de kunde (o troe mig Fremtid!)
Brugte saa Lommetšrklædet for ikke at smudske Salveten -
drak saa atter igien, og spiste saa atter og drak saa,
mens den eenšiede Spillemand gned paa Fiolen som havde
ikkun af Strenge tree, thi de andre var sprungne for Manden.
Men de agted det ei, thi det ufordærvede Hierte
bryder sig ei om en Streng, seer ikke paa saadanne Smaating!
MELLEM TRÆERNE VED BOMMEN.

En ung Fyr til en anden.
Der har De jo faaet en prægtig Hest.

Den Anden.
Rid med til Bellevue og vær min Giest.

Fšrste.
Ih ja gu vel! Tak den som byder.
Slige Tilbud jeg aldrig forskyder.

En Kudsk til en anden.
Lad mig fšrst komme frem. Hold lidt! stop!

En Herre til en smuk Pige:
Maa jeg hielpe Frškenen op?

Pigen.
Jeg takker for deres Artighed.

Moderen i Vognen.
Du skal altid hielpes op og ned.
Kan du ikke hielpe dig selv, min Pige?

Mand.
Naa kiere Kone, hvad vil det sige?

Folk til hinanden.
Adieu, adieu! Denne Dag var smuk.

Fielleboemanden til sin Dreng.
Sluk Lysene ud og Dšren luk!