Adam Oehlenschläger

14 November 1779 - 20 January 1850

Himmel-Lysene

Jeg skued Stella, hun var saa mild,
som Stiernen klart hendes Öie straalte.
Den Ild optændte en anden Ild.
Taalmodig længe min Qval jeg taalte.
En Stierne er smuk, det bekiender jeg gierne!
Men ak! man bliver dog kied af en Stierne.
Dens Ild er for kold, for blegnende mat;
og, naar man ei hörer blandt Astronomer,
hvo vilde da see paa de Phantomer
bestandig, i en bestandig Nat?

Jeg skued Juno Heliona!
Med Solens Kraft hendes Öie brændte.
Jeg vidste neppe hvor det kom fra
saa pludselig hun mit Hierte tændte.
En Sol skaber Held fra Pole til Pole.
Men ak! man blændes saa let af Sole!
Deres Ild er for heed, for luende röd;
og naar man ei er paa Jorden en Abe
hvo vilde da staae paa dem at gabe,
for selv at blive en udbrændt Glöd?

Jeg saae min Luna, saa huld og blid.
Saa sværmerisk södt hendes Öie bæved,
saa helligskiönt hendes Blik sig hæved,
som Maanen, i yndig Skumringstid.
Med hverken for stærk eller döende Flamme,
hun vexled med Skiönhed, evig den samme!
Som naar i hellige Midnatstund
de lyse Bölger i Maanskin rinde,
saa salige nu mine Dage svinde.
Hvad tryller mig Livet saa södt som hun?
126 Total read