I Danmarks gamle Rige,
Saa skiønt paa Siællands Ø
Sees Klostermuren stige
Bag Skoven ved en Sø;
Skovkloster fordums Dage
Det heed, i Lundens Favn;
Den Hal, som staaer tilbage,
Fik Herlufsholm til Navn.

Ifald Du efterleder
I gule Pergament,
Grev Jørgen, Ridder Peder
Da vorde dig bekiendt.
Med Hemming, deres Broder,
De bifaldt hendes Bud,
Da Bodil, deres Moder,
Gav Stiftelsen til Gud.

Nu Sortebrødre eied
Det Kloster, fromm' i Sind
Her ei — som Munke pleied —
Gik Ulv i Faareskind.
Ei Tidens Tegn forgietter
Hvad Herligt sig begav;
Og ingen Dadel pletter
Stenen paa deres Grav.

Een Svale giør ei Sommer,
Det gik ei stedse saa.
Den kiække Luther kommer —
Hvert Kloster maa forgaae.
Steds var ei dermed vundet!
Nu Herremanden fnøs;
Hvor Munken var forsvundet,
Gik Lænkehunden løs.

Ved Kraft og ved Forstanden
Stod Herluf Trolle reen;
For Frederik den Anden
Han var en Ædelsteen.
En Admiral med Ære,
Han lød sin Konges Bud;
Boglærd han monne være,
Og dyrked fromt sin Gud.

Velsignet er hans Minde,
Og det skal aldrig døe.
Ham værdig var hans Qvinde,
Ærlig Birgitte Giøe.
De til Skovkloster flytted,
Midt i Naturens Skiød;
Det Herluf havde byttet
Sig til, for Hillerød.

Man kan ei alting have,
Selv Rosen har sin Tiørn!
Gud gav dem mangen Gave,
Kun ingen kiære Børn.
Da blev dem Danmarks Drenge
Som deres egne kiære;
De dvæled ikke længe,
Med Gaven at frembære.

Var ikke Herluf Trolle
Philip Melanchtons Ven?
'Skovkloster — qvad den Bolde —
Bliv, hvad du var, igien!
Du stod et Hiem for Vise,
I Middelaldrens Nød;
Nu skal du Børn bespise
Med Aandens Himmelbrød.'

Derpaa han kunde stole,
At glad Birgitte blev.
Og Godset blev en Skole,
Snart ved et Gavebrev.
Du fromme Herluf Trolle!
Til Himmerig Du gik;
Gid alle Adelsskiolde
Dit Adelsmærke fik.

Alt længst Birgitte hvilte
I Kirken hos sin Mand.
Og Aftensolen smilte
Paa Marmorstenens Rand;
I Skolen gik alt længe,
At vorde viis og klog,
De muntre Skoledrenge,
Med den latinske Bog.

Men — Kundskab at forøge —
Det var ei den Tids Lov;
Nu Marsvin kom og Giøge
I Herlufs Sø og Skov.
'Af Arvinger er Mange —
Skreg de — kun giort Fortred;
Skal Peblinge nu fange
Vort Gods at løbe med?'

Et Rygte gik, at Brevet
Som Godset Skolen gav,
Var længst alt borte blevet,
Saa den var uden Krav.
Da reiste snelt sig Ætten,
Og fordred Arven streng,
Og skiændte vred i Retten
Paa den latinske Dreng.

Den ædle Rector grunded
I stille Midnatstid:
'End er ei Brevet fundet,
Som ender denne Strid.
Saa seirer Egennytte!
Den knuser Haabets Frø.
Du kan ei meer beskytte
Salig Birgitte Giøe!'

Han stirrer i sit Kammer
Paa hendes Contrafei;
Ham Maanens blege Flammer
Det mindste dølger ei.
Det hang i Gubbens Stue;
Hun stod saa blid som klog,
Med Korsklæd og med Hue,
Og med sin Psalmebog.

Og længer hen, bestenet
Staaer store, stærke Bord;
Af Ibenholt er Benet,
Og sig som Sneglen snoer.
Da monne sig forfærde
Vor Gubbe, hvor han laa,
Thi ved sit Hovedgiærde
Et Spøgelse han saae.

Fra Billedet nedstegen
Hun var, med Bog i Haand;
Men snart hans Frygt er vegen,
Det var en salig Aand.
Til Gubben mildt hun smilte,
Hun hen for Bordet treen,
Og hendes Finger hvilte
Paa Bordets Sneglebeen.

Var det en Drøm, Du Gamle?
Var det et Aandesyn?
Han kan sig ikke samle;
Hun bortsvandt som et Lyn.
Og da for lyse Morgen
Den skumle Nat forsvandt,
Da bortsvandt ogsaa Sorgen,
Han Pergamentet fandt!

Ja let det var at hitte;
En Fieder skiult han saae,
Hvor pegende, Birgitte!
Din blege Finger laa.
Da turde Ingen brumme,
Ei Marsvin eller Giøg;
De vilde Dyr forstumme
Ved strandede Forsøg.

Ved Kraft og ved Forstanden
Stod Herluf Trolle reen;
For Frederik den Anden
Han var en Ædelsteen.
Velsignet er hans Minde,
Og det skal aldrig døe!
Ham værdig var hans Qvinde,
Ærlig Birgitte Giøe!