Mens Pöbelen hisset vildt sig fryder,
over Smudsigheder og Næstens Lyder,
indbyde vi her til Subskription,
for den af Publicum mere fine Portion.
Her finde vi en dannet Digter,
som synger kun om Fornuft og Pligter.
En Poppedreng vel af Födsel han er,
men hans Talenter har svungen ham höit i Vær.
Mange Aars Flid har lært ham Smör
heel snildt at forene med en Dör.
Hans store Plan, mens han hopper herneden,
er den: at forædle Menneskeheden!
Mine Herrer og Damer, behage De?

Den fine Portion.
Ja det forstaaer sig, ham maa vi see.

De gaaer ind i Fiellehytten. En stor, grön Poppegöie sidder paa en Forhöining.

Harlekin bukker ærbödig for Poppe.
Opmærksom det samlede Folk nu tier,
for at höre paa Deres Poesier.
Begynd med det De giorde forleden.

Poppe rödmende.
Harlekin, du veed jeg er saa beskeden.

Harlekin.
Det veed jeg nok, jeg har stedse funden
Dem med Beskedenhed i Munden.
Dog veed jeg nok De læser gierne
de smukke Produkter af Deres Hierne.
Sagte:
De kan jo sige jeg bad Dem ad.
Giör en Fortale! Bær Dem fornuftig ad.

Poppe römmende sig:
Giennemtrængt af den Overbevisning
at man med Folks moralske Bespisning
maa være meget samvittighedsfuld,
og ikke sælge dem Blye for Guld,
skulde jeg ikke vovet at lade
for Lyset komme disse Blade,
hvis ikke Venner, hvis krittiske Dom
jeg bryder mig grumme meget om,
alle havde givet mig Mod
og bedet mig dog at være saa god.
At jeg har anvendt megen Flid
og brugt en grumme Hoben Tid
för et Ord slap ud af min Digterelv -
er en Erklæring jeg skylder mig selv.
En Kleinsmed bruger sin Fiil med Forstand,
en Riimsmed er ligesaa klein som han.
Det er saa en Sag med Geniets Ild.
Den udbryder ofte alt for vild.
Jeg priser Betænksomhedens Vand.
Paa hvert et Vers har jeg hældet en Spand.
Thi vil jeg slutte med et Claudatur
og Mottoet nonum in annum prematur,
i det jeg med et ærbödigt Sind
for Lyset bringer disse sexten Bind!

Tutti af fuld Hals.
De er en ung, beskeden Mand!
Vi bede Dem, syng alt hvad De kan.

Harlekin.
Lad Hymnen til Middelmaadighed tone.
Den skaffed Dem jo Deres Digterkrone.

Poppe declamerer:
Du ædle Middelmaadighed!
Stig fra din höie Zone ned,
til Een, som kalder dig med Smerte,
af ganske — ganske — ganske Hierte.

Hvis Du vil höste Livets Frugt
da gaae ad Middelveien smukt.
Den Sætning mig saa vel behager
at ei engang jeg Vers undtager.

Hvis galt, excentrisk Sværmerie
skal kunne kaldes Poesie,
da troer jeg vi bör efterstræbe
den allermindste Gnist at dræbe.

Og uden just at prale stort
saa troer jeg vi har alt det giort.
Paa senest Tid heel klogt vi skalter
med vore gode Brandanstalter.

I ret fornuftig Poesie
bör aldrig spores Phantasie.
Hvad Dievlen rager Phantasien
den mindste Smule Poesien?

I gamle Dage gik det an.
Den Tid i Mörke famled man;
men nu i de oplyste Tider
sligt Barbarie man ikke lider.

Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
for vor Moral at understötte,
I Korthed: for at giöre Nytte!

Naar Folk vil gaae paa Svier i Kroe
han drager dem til stille Roe;
hvad ei de gidder hört i Prosa
det siger han dem snildt sub rosa.

Det nemlig: At det sömmer sig
for dem at være skikkelig.
At kun det er de Skikkelige
som komme ind i Himmerige.

Hvor stort for en moralsk Poet
at tolke blid Humanitet;
om sveden Gröd og svegne Pligter -
hvor skiönt, hvor saligt for en Digter!

Du ædle Middelmaadighed!
Jeg elsker dig med stort Besked.
Din Deilighed giort haver mig til Træl
og indtaget mig med Storm, det svær jeg paa min Siel.

En Tilskuer.
Poppe hedder han, Pope burde han hedde.

En Anden.
Efter saadan en Karl skal man længe lede.

En Kritiker tager Poppe fortroelig under Armen og gaaer hen med ham i en Krog.
Med Forlov, min Herre! Det Digt giör Dem Hæder.
Der stötte mig kun et Par enkelte Steder.
I förste Vers kom ganske lidt
(efter min individuelle Mening) for tidt.

Poppe troehiertig.
Det var for at faae de fire fornödne Födder!

Kritiker.
Man maa ofte knække haarde Nödder.
Men en Mand, der spiller saa færdigt paa Lire,
kan det aldrig genere at gaae paa Fire.
Saa var der ogsaa et andet Sted
i Digtet, en Smule længer ned,
nemlig: Det nemlig! See det er værre!
Det er ikke poetisk nok min Herre!
Forresten önsker jeg Dem til Lykke,
thi Digtet er min Salighed et Mesterstykke.

Poppe.
Siden de bander saa höit derpaa
saa troer jeg selv det maae være saa.
Jeg takker for Deres fine Anmærkning.
Man trænger ofte til Forstærkning.
Jeg bliver sandelig aldrig vred,
naar man retter mig med Beskedenhed.
Tvertimod er det höist profitabelt for Aanden,
naar Kritik og Genie gier hinanden Haanden.
De gier hinanden Hænder, og gaae.

Harlekin
kommer frem og siger til Tilskuerne:
Föler I Jer nu ikke anderledes stemt?
Er Smaahedsaanden ei reent forglemt?
En Rixort har I givet os, men
fik I ikke Forædling nok for den?
Det er skiönt at höre to store Mænd tale,
som de Tvende nylig, uden at prale.
Skilles nu ad foruden Kiv
og anvender Jer Forædling i det praktiske Liv.