Cithar! lad min Bøn dig røre.
Høre lad din hulde Stemme!
Glemme skal jeg da min Kummer,
Sødt i Slummer skal du dysse
Al min Frygt, og Øret kysse
Med din hulde Strengeklang.
See den blide Aftenrødme!
Sødme dufter Rosens Blade.
Glade Bølge Maanen føder.
Hvor den møder paa sin Bue!
For, i Nattens fromme Lue,
Taus at høre Elskovs Sang.

Tolk min Elskov, høi og herlig,
Kierlig skal min Stemme følge.
Dølge skal den ey min Flamme.
Skiønt kun stamme kan min Læbe,
Elskte Cithar, lad os stræbe,
Begge paa forskiellig Viis.
Medens Aften-Purpurstunden
Lunden smilende forgylder,
Fylder Sang de dunkle Kroner,
Toner Nattergalens Vise.
O saa priis! saa lad os prise,
Hvad der kræver Alles Priis.

Men hvilken underlig
Ahnelse ængster mig?
Storm! ha hvi brummer du?
Sang! hvi forstummer du?

Himmel! har Tigrens Kloe
Myrdet min Lyst og Roe?
Stødt ham i Skoven ned?
Grumme Forvovenhed!

Angest! hvi ulmer du?
Hierte! hvi svulmer du?
Glæde! hvi svinder du?
Taare! hvi rinder du? -

Gulnares Amme
kommer ind, leende af alle Kræfter.
Ha ha ha ha! Nu er jeg dog en gammel
Udlevet Kone — Ha ha ha ha ha!

Gulnare.
Er det at lee af?

Ammen.
Ney, at græde over!
Men deraf leer jeg heller ey, min Dotter!
Men, kiere Barn! ha ha! Jeg leer, ha ha!
Jer leer af hvad der er saa latterligt,
At jeg har aldrig i mit hele Liv
Leet, med saamegen Grund. Ha ha ha ha!

Gulnare.
Hvad er det da?

Ammen.
Tænk, Barn! Ak gode Gud,
Den burde sørge, som har meer Forstand.
Det arme Skrog! Det er dog rigtig tungt,
At miste sin Forstand. Ha ha ha ha!

Gulnare.
Ja, sikkert er det tungt, min gode Moder!
Tag Eders derfor smukt i Agt. Hvad er det?

Ammen.
Her gaaer en Mand, her nede, midt paa Pladsen,
Han har en Kurv paa Armen, fuld af Lamper,
Af splinternye, smukke Kobberlamper,
Dem sælger han. Ha ha ha ha ha ha!

Gulnare.
Der seer jeg endnu ingen Galskab i.

Ammen.
Nu, giv mig Tid. Vel sandt, mit Barn! at sælge
Er ikke dumt, det er fornuftig handlet,
Ifald man profiterer ved sit Salg,
Men veed du hvad han fordrer for en smuk,
Nye Kobber-Lampe?

Gulnare.
Ney,

Ammen.
En irret Gammel.

Gulnare.
En irret, gammel Kobber-Lampe, for
En nye, som der er smuk og vel polert?

Ammen.
Ja, Barn! Maa man da ikke lee, mit Barn?

Gulnare.
Umuligt!

Ammen.
Hvad? Bie lidt. Der kommer han.
Nu staaer han lige for dit Vindue; lyt
Nu efter, skal du høre. Hør nu efter.

Man hører Noureddin ude paa Gaden raabe: „Hvo vil sælge gamle Kobber-Lamper for nye?"

Ammen.
Der hører du! Han sælger egentlig
Ey nye, han kiøber ikkun Gamle for dem.
Du gode Himmel! Der er dog i hele
Naturen Ingen, der kan drive det saa
Vidt i Forrykthed, som et Menneske.
Hvor strunk han staaer! hvor listig han seer ud!
Som om han tænkte ret at snyde Folk.
Du arme Stakkel! Gud forbarme sig!
See hvor han skotter herop med sit Øie!
Min søde Datter! hør, jeg faaer et Indfald:
Forleden, da jeg vilde rydde op,
Saa fandt jeg, bag den smukke Billedstøtte,
Hist, i den store Sal, en gammel Lampe,
Indstoppet i et Hul. Jeg lod den ligge;
Jeg vidste ey om een af Slaverne,
Tilfældigviis, der havde lagt den hen;
Kort sagt, jeg glemte det. Men hvis du nu
Har intet derimod, mit kiere Barn!
Saa vil jeg give Lampen til en Slave,
At han kan løbe ned og kiøbslaae med den,
Her, lige for dit Vindue. Maaskee
Det giør dig oprømt, gode Barn! Det lader
Som ey du just var i det bedste Lune.

Gulnare
seer ud af Vinduet.
Det er dog underligt. See! hvor han sælger
De smukke nye Lamper, for de gamle,
Og seer herop, som om han vilde sige:
Har du ey ogsaa Lyst? Min gode Amme!
Hvis det kan more dig, saa giør det kun.
Mig vil det neppe muntre.

Ammen.
Siig ey det. Gaaer.

Gulnare
staaer længe og betragter Troldmanden.
Det Menneske har noget i sit Ansigt,
Som jeg skal kiende. Skummel seer han ud!
Den arme Stakkel! Det er intet Under,
Vanvittig er han. Det er godt at mærke.
Men — jeg er dog et Barn! Et ægte Barn!

Ammen kommer igien.
Nu har jeg givet Slaven Lampen. Pas nu
Kun paa, saa kommer han om lidt.

Gulnare.
Min Moder!
Hør! finder du ey, at den gale Mand
Har noget fælleds med et andet Ansigt,
Som er dig vel bekiendt?

Ammen.
Ney, kiere Barn!
Du veed, jeg lever meget indgetogen,
Har endnu ey seet Stadens Daarekiste.
Der findes vistnok Folk, som er ham lige.

Gulnare.
Erindrer du det smukke Eventyr,
Som min Aladdin har fortalt, engang,
Om Drengen, som en lumsk og grusom Trold
Ind vilde slutte i en Marmorhule,
Da ey han vilde give ham sin Skat?

Ammen.
Vel giør jeg det. Det Eventyr er smukt;
Men hvad har det vel hermed at bestille?

Gulnare.
Du veed, jeg fra min Barndom har den Vane,
At forestille mig hver Ting, der nævnes,
Udtrykt ved noget, som jeg kiender. Tales
Om Folk, saa er det Folk, som jeg har seet,
Og Stedet har jeg ogsaa været paa.
Saaledes — skiønt jeg veed, at kun det er
Et Eventyr, og intet Virkeligt, -
Har jeg ved Drengen altid tænkt mig dog
Aladdin. — Du maa ikke lee mig ud!
Men Trolden giorde jeg mig selv; og er det
Ey underligt? det Billed, som jeg saae,
Er netop denne Mand aldeles liig.

Ammen.
Det er en Hændelse, mit kiere Barn!
Det kommer, seer du vel, dig kun saa for.
Men stille! Der er Slaven med sin Lampe.
Ha! nu vil Løierne først ret begynde.
See kun hvor Glæden spiller ham i Øiet,
Den gale Mand! Ak, vi maa takke Gud,
Som ikke er berøvet vor Forstand.
Han byder selv ham vælge. Seer du vel,
Nu er alt Kiøbet sluttet. See! nu gaaer
Den Gale bort, forfulgt af Drengene.
Han seer sig ikke om engang. Han gaaer
Alt hvad han kan, som om det ey var ham.
Nu dreied han om Hjørnet. Borte er han!
Seer paa Prindsessen.
Du gode Gud, mit Barn! Hvad fattes dig?
Du bliver bleeg og skielver.

Gulnare.
Kiere Moder!
Jeg veed det ey. En uforstaaet Rædsel,
En underlig -

Ammen.
Bie lidt, mit Barn! Bie lidt!
Jeg strax vil hente os et Campher-Pulver.
Ved sig selv i det hun gaaer.
Du gode Barn! Jeg mærker nok paa Alting
Hvad Klokken alt er slaaet, min Gulnare!
Nu! Det er unge Folk. Det bør saa være.
Hun er en deilig Kone, Han en Karl
Der ikke staaer, som Saladin, og fryser
Paa Taget hele Natten. Tvertimod!
Den hele Sag, den har sin Rigtighed.
Du lille Dievleunge! Ha, hvem skulde
Vel have tænkt deslige Ting om dig,
Den Tid du laae med Dukken ved mit Bryst?
Nu. Det er eengang saa Naturens Orden.
Hver Alder leger med sin egen Dukke.
Gaaer.

Gulnare
sætter sig ved det aabne Vindue, med Haand under Kind, og stirrer hen i Egnen.
Den skiønne Sol er dalet dybt bag Skoven,
Og hisset luer Maanen blodig nu.
Den røde Aftenstund er bleg forsvundet,
Alt hæve Nattens kolde Vinde sig.
Fra Horizonten trækker Skyen frem,
Og mørkner Himlen til en Fængselhvælving,
Et Gravcapel, hvor hist og her en Lampe
Mat lyser med sit blege Zitterskin.
Den skiønne, store Dagens Lampe svandt,
Og Rosen lukker sig, og Skoven skuler,
Og Slangen kommer frem af sine Huler.