Da ilte dem imøde Freiers gode Skosvend,
Vel Skirnir man ham nævner. Nu er hun her igien!
Til Guderne han raabte, da han dem kunde see:
Nu Ydun er i Valhal! Endt er nu Asernes Vee.

Da sprang de To fra Græsset, ved dette Glædesord,
De skyndte dem til Valhal, til Odins Middagsbord.
Der var stor Lyst og Gilde; saa fro var hver en Gud,
Og ved Hærfaders Side sad Ydun som en Brud.

Det skiønne Æblebæger paa Disk for hende stod.
Nu blomstred alle Guder med første Rosenblod.
Hos Ydun saae man Bragi; han vendte sig paa Stol
Forelsket som en Solsik mod sin yndige Sol.

Frigga den Moder smilte; thi fra forløste Jord
Var hende sendt en Bladkrands til Pragt for hendes Bord.
Hun foreskar Særimner, i lange store Skaar,
Og rakte Brikken til Fulla, med Guldbaand om sit Haar.

Fulla Friggas Æskemø omkring da Flesket bød.
Gna, som Hofvarpur rider, iskiænkte liflig Miød.
De Bægre bar Valkyriar, omød den gode Drik;
Mens Aser drak, forelskte de saae i deres Blik.

Ved Odins høire Side, imellem ham og Eir,
Var ledig Plads for Freya, og for den Asa Freir.
Hos Thor sad Sif hans Qvinde; den Gud for Seiervinding
Mod hendes Skulder hældte sin mægtige Tinding.

Hos hende smilte Heimdal; da Freir indtraadte huld,
Han Læben trak tilside, og viste Tandens Guld.
Han hører Græsset voxe, han hører Ulden groe,
Han vidste, hvad i Haugen nys talede de To. -

Gefion, den friske Skioldmø, ved Heimdals Side sad;
Det hialp ham ei han lefled, og rakte hende Mad;
Frisk var hun, som naar Knuppen af Fylde briste vil,
Men lidet kun hun agter paa venlig Elskovs Spil.

Alle de unge Piger, som kiænder Elskov ei,
Som, før dem Freya signer, maa vandre Dødens Vei,
Dem samler hun i Bure. Paa Eng de spille Bolt,
Naar Skyen staaer for Solen, og det er svalt og koldt.

De plante der og vande; dem glæder Blomsters Hær,
Men ingen Krandse bindes, ei brydes Rosen der.
De bade dem i Floden, med Hækker tæt besat,
Og sove trygt og roligt den lange, lange Nat.

Man siger dog, de skotte iblandt til Freyas Lund,
Og sukke stundum lønligt, naar Maanen straaler rund;
Men Ingen tør det vide; thi Gefion er saa stræng,
At ei i hendes Høisal hun taaler selv en Dreng.

Lige over for hende en yndig Disas Magt
Afstak til Gefions Kulde, som Ømhed til Foragt:
Det var den stille Siofn, saa kiælen og saa øm,
Som fylder Ungdomshiertet med første søde Drøm.

I muskelskællet Brynie, som over Barmen sprak,
Sad Ægir, Havets Herre, af Sneglehorn han drak.
Ved ham sad Ran hans Hustru, med Haar af grønne Siv.
De bange Diser skottede til Ægirs fule Viv.

Thi lumskt var hendes Aasyn og grusomt hendes Blik,
Og aldrig var hun gladere end naar et Skib forgik;
Paa Havets Bund hun boede, kom sielden til Valhal.
Ugierne Ran blev regnet i Gudernes Tal

Forunderligt hun afstak til den som nær hun sad,
Det passed som et Billed paa Kiærlighed og Had,
Thi det var Asabaldur, der atter var saa skiøn,
At alle Diserne stirred paa Odins hulde Søn.

De lysgule Lokker man skilt i Panden saae.
Hans Bryne var som Blomstret der kaldes Baldurs Braa.
Ei Tungen kan beskrive den Godhed i hans Blik.
Hvorhen hans Øie skued, det dybt til Hierte gik.

Han lignte Den som giemmer en Hemmelighed stor,
Hvortil ei Støvet har Øre, og ikke Verden Ord.
Uagtet al hans Mildhed, uagtet al hans Fred,
Saae han paa Thor, da maatte selv Thor slaae Øine ned.

Slig selsom ydmyg Styrke har ingen Asa havt.
Forborgen i hans Blidhed der var en Herskerkraft.
Selv Ran han monne bevæge; hun talde med ham gierne;
Hun smilte som en Bølge, ved Skinnet af en Stierne.

Af Steen en høirød Plante, et blaahvidt Perlemoer
Udtog hun af sin Taske og lagde paa Bord.
Hun gav det Baldurs Nanna, at skiænke det i Nød
Til dem, hun vilde frelse fra Havets salte Død.

Ved Nannas anden Side sad blomstersmykket Lofn.
Naar unge Hierter glædes af dine Drømme, Siofn!
Da, naar hun stærkt anraabes, da giør hun Siælen fro,
Uagtet hver en Hindring forbinder hun dog de To.

Og skeer det ei paa Jorden i Trængslers dybe Dal,
Saa hæver hun paa sin Vinge dem op til Freyas Sal.
Hun skiænkte Nanna Baldur, hun hørte Signes Sang,
Og svang fra Egen Hagbarth til Freyas glade Vang.

Hos hende famled Hødur, han var kun lidet fro;
Hun mumled sagte til Vidar, den Gud med tykke Skoe.
Hødur er Nattens Konning, han er saa blind som stærk,
Han sad med Sølverstierner i kulsort Pandsersærk.

Hemmelighedens Vogter er Vidar allenstund,
Blandt veltalende Guder han aabner ei sin Mund.
Men bred han er af Herder, og stærkest efter Thor,
Og stærk er den der tæmmer liig Vidar sine Ord.

To Aser, som forenede man sielden finde skal,
Sad altid kiærligt sammen i Asa Odins Hal:
Den første kaldtes Loder, Hænir den anden Mand.
Hiin Guden er for Skiønhed, og denne gier Forstand.

Hos Hænir saaes Gudinden, den frygtelige Diis,
Den strænge Var, som binder Samvittighedens Riis.
Hun hører alle Eder, og den som Eden brød,
Den viser hun til Nastrond, til evig Angst og Nød.

Ved hende fandtes ledig fleer Hynder. Hendes Ven
Forsete, den Retfærdige, kom ei saasnart igien;
Han var til Jorden steget, da endt var Yduns Meen,
At holde Thing i Skoven paa mosgroet Dommersteen.

Saga, med Skiold og Griffel, var med Forsete fulgt,
At præge dybt med Runer, hvad Tiden havde dulgt.
Man vented hende tilbage, nysgierrig mangelund,
Thi hun for Guderne læste i solrød Aftenstund.

Niord, som nys ægted Skade, sit Bryllup alt fortrød;
I Brudeseng paa Dofre hun kiærligt ham indbød;
Da opstod der en Hvirvelvind i hver en Fieldets Krog;
Vandhose, Skades Broder, trak paa de vide Brog.

Med Armene han sig hængte ved Skyerne og loe;
Dybt Benene neddingled; da var kun lidet fro
Den ængstlige Skipper; Vandhose blev til Vand,
Og skylte ned fra Skyen, som fra en bundløs Spand.

Da reiste sig paa Dofre Skade med Flaggerhaar,
Og greb sin lange Landse, at dele Banesaar.
Op, hielp mig kiære Brudgom! til Niordur hun skreg.
Da blev af Harme Guden som Sneen saa bleg.

Til Lykke kom just Ydun den Morgenstund tilbage;
Da følte saare Niordur sin Vælde tiltage;
Som tapper Storm fra Syden han Østenvinden tvang,
Da flygted Skade til Finmark, til Fieldkløften trang.

Hun havde nys i Garderik just fyldt sin kolde Lunge
Med fine Splinter af Isen, som smelter ei paa Tunge.
Med dem hun vilde kiøle just hele Nordens Luft;
Da seired Niord og vifted igien i Blomsterduft.

Nu blev en Fred der sluttet: I skiønne Dage ni
Skulde Niord kun herske, og Norden være fri;
Derefter, trende Dage, kom Skade fra sit Field.
Saaledes vexler Uheld evindelig med Held!

Før Niords og Skades Bryllup var Norden mere mild,
Da blandte Guden tiere med Kulden Sydens Ild;
Nu hersker Taagen længer, den strænge Østenvind,
Og intet kan formilde den vrede Skades Sind.

Men slumrer hun i Hulen, da virker Asa Niord
Og hvælver lysblaa Luften om Friggas grønne Jord.
Og mere deilig findes vel ingen Skov og Vang,
End Dannerskov som dufter til Nattergalesang.

Af Vrede Niordur græder, naar Skade slaaer hans Egn.
Da Niordurs høie Taare forvandler sig til Regn:
Naar ned da Regnen falder, den tynger Blæstens Vinge;
Saadan paa alle Maader han søger den at tvinge.

Han mangled nu i Vingolf, hvor Miøden man ombød,
Thi mens Forsete dømte, han rendsed Luftens Skiød.
Da aanded frit hver Bonde hvor han sig vendte hen;
Ei længer dræbte Syger og ei Ildgierningsmænd.

Snotra, med hulde Lader, ei langt fra Baldur sad,
Tog rødmende med Fingre Smaakager af et Fad.
Huldsalig hun sig blander i Handling, Tale, Gang,
Hun lærer Skialden finde sit Udtryk for sin Sang.

Hos Hlyn, som Frigga sender at vogte Mænd for Fare,
Naar Surtur i sit Mørke udspænder Dødens Snare,
Sad Uller goden Skytte, med Buen ved sin Lænd.
Han raader ene for Tvekamp, mellem opbragte Mænd.

Saa sadde de rige Guder i Valaskialfen klar,
Hvis dybe Grundvold Himlen paa sine Buer bar.
Høit hvælved sig de Haller, med lyse Farveskiær,
Hvis Piller vare saa ranke som Skovens bedste Træer.

Rundtom hang gyldne Skiolde og Sværd med Sølverhialte.
Da Bragi tog sin Harpe, og i en Sang fortalte
Den Nød der nys var hændet, og havde truet Nord.
Imens gik Yduns Guldkar med Æbler om Bord.

Og Sangen steeg fra Lofte med Blomsters milde Duft,
Og tabte sig mod Hlidskialf fiernt i den sorte Luft.
Forfærdeligt at skue var Taarnet, bygt af Steen,
Det var mod Ervins Münster, hvad Granen mod en Green.

Nu satte sig Freir og Freya, til dem hentraadte Tyr,
Thors yngre bistre Broder, som ingen Fare skyer;
End er han ung at skue, han stod bag Odins Stol,
Og varted op som Smaadreng i korten Pandserkiol.

Men Freya sorgfuld stirred og saare lidet nød,
Den fulde, tunge Taare paa Rosenkinden flød.
Hun tænkte: Hvad er Skiønhed? Hvi kommer den igien,
Hvis ei den bringer atter til Hiertet Hiertets Ven?

Som saa hun sad, da kaldte paa hurtig Snarensvend
Odin den Vældighøie. Da gik og kom igien
Hermod den altid Snelle, saa flink som Fieldets Fos,
Og bragte ind i Hallen Freyas Barn, den lille Hnos.

Med Lokkerne vel kiæmte langt over Skuldre smaae,
Den spæde Mø paa Tilie mon for sin Moder staae.
Da græd hun ydermere, hun trykte sit Barn i Arm,
Da faldt de gyldne Taarer i Freyas skiønne Barm.

Nu reiste sig fra Borde Odin den høie Gud,
Med Harm i Øine visked til Hermod han sit Bud.
Da saae man Hermod ile med Tryllestang i Haand,
Som naar man Falken slipper i Luften af sit Baand.

Ak havde Valfauder ikke nu seet skiøn Freyas Graad!
Saa sønderriver Vreden tit Hielpens sidste Traad!
Hvis Odur nu sin Hustru kun eengang havde seet,
Jeg vædder han elskte atter, fortrød hvad der var skeet.

Men tryllet til en Støtte, hvad kan han føle meer?
Han staaer med aabne Øine, men Øiet intet seer;
Besiæles ei af Druen som svulmer i hans Haar,
Han staaer paa skiønne Fødder, men aldrig Foden gaaer.

Nu maa hun stedse sørge, og tolke hvad hun leed.
Fra den Tid blandes Elskov med sød Vemodighed.
Da Hnos blev stor, da var hun saa lykkelig som smuk;
Hun bringer Elskov Glæde, men Freya Graad og Suk.