Men hvo er da den Mand, som staaer
Paa Skabet her, i dette Kammer?
Naar tændt af Poesiens Flammer
Hid til mit Skriverbord jeg gaaer,
Saa seer betydningsfuld til mig
Den gule Buste, dækt med Støvet,
Snart veltilfreds og snart bedrøvet,
Alt som min Musa yttrer sig.

Den Gibs-Figur, som hisset staaer?
Ja Himlen veed, hvem det kan være!
Jeg troer de kalder ham Voltaire.
Han solgtes os, for nogle Aar.
Til Døren kom en tydsk Soldat;
Man kiøber let hvad Armod byder;
Her sattes han; fra den Tid bryder
Man sig kun lidt om den Krabat.

Saa talde Husets Søn, og gik.
Ha! skulde det i Sandhed være
Den frosne Spottefugl Voltaire?
Han skal ey møde meer mit Blik.
Den tomme Siel! han skal herned,
Som vilde Kunst og Fromhed døde,
Og troede, fræk, paa alt at bøde,
Med usle Stumper Vittighed.

Jeg Busten tog, dens Klang var hæs.
Jeg tørte Støvet af, og Osen,
For ret engang at see Franzosen,
Ind i sit Abekatte-Fiæs.
Jeg Busten frem for Dagen tog,
Dens Aasyn jeg betragted nøye -
Da trængte Taaren i mit Øye,
Og Øyet brændte, Hiertet slog.

O Himmel, hvad er det jeg seer?
Dig, Elskte! kunde jeg miskiende?
O lad min Angerstaare brænde
Fromt paa dit Billeds døde Leer.
Johannes Evald! Det var dig?
Som smilte, naar min Musa smilte,
Som standsed mig naar Aanden hvilte,
Som styrked og som hæved mig?

O staae bestandig hvor du stod,
Og styrk din Ven, din yngre Broder.
Vi fødtes af den samme Moder,
Thi Dansk er Begges Digterblod.
Naar Folket om sin unge Skiald
En broget Blomster-Krone vikler,
Af Roser, Lillier og Aurikler,
Han en Cypres dig flette skal.